Knap 200 forslag til Danmarks nye naturnationalparker

Borgere, interessenter og kommuner har indsendt forslag til, hvor Danmarks næste ti naturnationalparker skal ligge. Miljøministeriet er nu klar med en bruttoliste med 23 forslag til mulige naturnationalparker til politikere, kommuner, ministerier, interessenter og eksperter.

Hvor på danmarkskortet skal Danmarks ti nye naturnationalparker ligge?
’Alle gode bud modtages’, lød opfordringen fra miljøminister Lea Wermelin i maj måned.

Helt konkret lød efterlysningen på store sammenhængende statsejede naturområder, hvor store pattedyr fremover kan græsse året rundt omgivet af gamle træer, genskabte vandhuller, vilde blomster og et summende insektliv. 

Det har fået omkring 300 borgere, organisationer og kommuner til at sende deres idéer ind. Tilsammen er der knap 200 konkrete forslag på danmarkskortet, og det glæder miljøministeren.

- Naturen har brug for meget mere plads, og det er vi i fuld gang med at skabe med Danmarks kommende naturnationalparker. Det er fantastisk at mærke den store interesse derude, som de mange forslag vidner om. Nu starter processen så for alvor med udvælgelsen af de sidste 10 naturnationalparker på statens arealer, hvor der bliver offentlige møder alle 23 potentielle steder og plads til debat. Men der er mange myter derude, og derfor er jeg også på en mytedræber-mission i debatten. Jeg vil gerne understrege, at der skal være både spændende friluftsliv og god dyrevelfærd i de kommende naturnationalparker, siger miljøminister Lea Wermelin.

Forslag skåret ned til en bruttoliste

Miljøministeriet har nu læst alle idéer og inputs igennem og prioriteret mulige områder, som forskere, interessenter, kommuner og i sidste ende aftalekredsen bag Natur- og biodiversitetspakken skal tage udgangspunkt i, når de udvælger Danmarks ti nye naturnationalparker. Områderne er valgt ud fra en række kriterier blandt andet, at områderne har en vis størrelse. På listen er der tre områder (Svanninge Bakker, Sydlangeland og Ulvshale på Møn), som er knap så store, men som er med til at sikre en geografisk spredning af naturnationalparkerne over hele danmarkskortet.

Bruttoliste:

Gamle skovegne - Østdanmark

1. Bidstrupskovene
2. Tisvilde Hegn
3. Hellebæk Skov
4. Horserød Hegn
5. Søhøjlandet
6. Hald Sø
7. Pamhule og Hindemade
8. Kaløskovene
9. Stenderupskovene
10. Rold Skov
11. Mols Bjerge

 

Hedeegnene – Midt- og Sydjylland

12. Nørlund Plantage og Harrild hede
13. Draved Skov og Kongens Mose

 

Klitplantagerne Jylland

14. Skagens Odde
15. Læsø Klitplantage
16. Vester Thorup
17. Hanstholm
18. Husby Klitplantage
19. Nyminde og Blåbjerg Plantage
20. Skallingen og Ho Plantage

 

Mindre områder, som kan sikre geografisk spredning

21. Svanninge Bakker*
22. Sydlangeland*
23. Ulvshale skov*
*Under 500 ha

 

Aftalepartierne udtaler:

Rasmus Nordqvist, naturordfører for SF:

- Naturen råber på mere plads, og med forslag til placering af yderligere ti nye naturnationalparker sætter vi nu ind med væsentlige skridt mod at give den trængte natur bedre vilkår til gavn for både planter og dyr.

Zenia Stampe, miljøordfører for Radikale Venstre:

- Det har været vigtigt for os at få de lokale ildsjæles input til placering af de næste naturnationalparker, og vi er glade for, at så mange danskere har meldt idéer ind. Men det er også vigtigt at understrege, at der nu følger en lang proces med lokal dialog, så vi er sikre på, at der er solid lokal opbakning til de projekter, vi ender med at udvælge.

Peder Hvelplund, miljøordfører for Enhedslisten:

- Vi står midt i en global biodiversitetskrise, og med de kommende naturnationalparker sikrer vi områder, hvor naturen får absolut førsteprioritet. Det er et rigtig vigtigt skridt i arbejdet med at stoppe tilbagegangen af truede dyr og planter i Danmark, og vi glæder os til at dykke ned i forslagene her.

Torsten Gejl, miljøordfører for Alternativet:

- En af de vigtigste funktioner for de kommende naturnationalparker er at sætte biodiversiteten i centrum, og derfor er vi glade for at have eksperterne med, så vi sikrer en rigere natur for kommende generationer.

Mette Gjerskov, miljøordfører for Socialdemokratiet:

- Udvælgelsen af ti nye naturnationalparker er et utroligt vigtigt skridt for alle de dyr og planter, der mangler levesteder. Og det er så fantastisk at se, hvor mange danskere derude som har sendt deres forslag ind til os.

 

FAKTA: Kriterier for bruttolisten

Følgende kriterier indgår i vurderingen: størrelse, biodiversitetsindhold, Natura 2000-arealer, heterogenitet, egnethed til helårsgræsning, en overordnet vurdering af om der er en hensigtsmæssig afgrænsning af det statsejede område, infrastruktur samt hensynet til fortidsminder.

Læs den nærmere beskrivelse af kriterierne og arbejdet med udvælgelsen på Naturstyrelsens hjemmeside.

Sidste store udvælgelsesrunde

Nu skal forslaget til bruttoliste om placering af de næste naturnationalparker præsenteres for to nationale arbejdsgrupper samt relevante ministerier og kommuner med henblik på kommentarer og input. Derudover er det forventningen at afholde lokale arrangementer i mulige naturnationalparker med henblik på at inddrage de lokale synspunkter. Den inddragende proces leder frem til, at der i december 2021 forventeligt kan træffes politisk beslutning om placering af yderligere op til ti naturnationalparker på statens arealer.

Udvælgelsen af op til ti nye naturnationalparker er den sidste store udvælgelsesrunde i arbejdet med at etablere i alt op til 15 naturnationalparker, hvor naturen får lov til at gro mere vildt og udvikle sig på mere naturlige præmisser.

Danmarks to første naturnationalparker i Fussingø ved Randers og i Gribskov i Nordsjælland blev præsenteret i juni 2020 og forventes at stå klar i 2022. I april i år løftede miljøminister Lea Wermelin og aftalekredsen bag Natur- og Biodiversitetspakken sløret for yderligere tre naturnationalparker, som placeres i Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt.

 

Læs mere om forslagene

Yderligere oplysninger:

Presserådgiver Michel Bloch Buch-Larsen, Miljøministeriet, tlf. 24771130,

e-mail: miblb@mim.dk

Naturstyrelsens pressetelefon: tlf. 72543004