Naturstyrelsen har politianmeldt sag ved Kalø

Der er fundet døde kreaturer ved Kalø, hvor en privat forpagters dyr græsser i et statsligt naturområde. Naturstyrelsen har meldt sagen til politiet.

Naturstyrelsen har konstateret fund af flere døde kreaturer i indhegninger i statslige naturområder ved Kalø.

Naturstyrelsen har meldt sagen til politiet og er orienteret om, at politi og embedsdyrlægen besigtiger området i dag. Det er altid dyreholders ansvar, at dyrene behandles forsvarligt og i overensstemmelse med dyrevelfærdsloven. Naturstyrelsen er i dialog med den pågældende forpagter om, hvordan de øvrige dyr skal håndteres.

Naturstyrelsen ser med meget stor alvor på, at dyrevelfærdsloven bliver overholdt for græssende dyr, der er sat ud i de statslige naturområder, uanset om det er dyr Naturstyrelsen selv har i sin varetægt, eller dyrene tilhører private forpagtere.  Derfor er det nu en sag for politiet at fastlægge omstændighederne bag, at kreaturerne er døde.

Kontakt: Naturstyrelsens pressetelefon tlf. 72543004