Se listen: Årets mest besøgte faciliteter på udinaturen.dk

Sheltere og længere vandreruter hitter, når vi pakker rygsækken og tager ud i naturen. Det viser en opgørelse fra Naturstyrelsen over de mest besøgte faciliteter på udinaturen.dk i 2022 - Danmarks samlede guide til oplevelser i naturen. Guiden går ind i det nye år med en række brugervenlige forbedringer.

Kogleshelteret i True Skov ved Aarhus er meget populært.

Vi er glade for at vandre længere ture – gerne en rute, der tager det meste af en dag eller ligefrem strækker sig over flere dage. Det afspejler sig i de ti mest besøgte sider på guiden udinaturen.dk i 2022, hvor du kan finde faciliteter i naturen over hele Danmark.

Listen viser også, at sheltere i nærheden af de store byer er i høj kurs. Det samme gælder sheltere tæt på populære naturattraktioner som Gudenåen og Møns Klint.

På udinaturen.dk kan du lige nu bl.a. finde mere end 1200 sheltere, 250 bålhytter og knap 4.000 vandreruter på både statslige, kommunale og private arealer.

Nyt kort og flere GPX-filer

Udinaturen.dk har i anledning af nytåret fået en række forbedringer, som gør guiden mere brugervenlig.

Du kan nu få et bedre overblik over terrænet ved at klikke et satellitkort til, og det er blevet visuelt nemmere at adskille nærliggende vandreruter fra hinanden. Det er nu også muligt at downloade GPX-filer på udinaturen.dk til langt de fleste faciliteter, herunder vandre- og cykelruter.

- Mange vandrere efterspørger at kunne downloade vandreruterne til deres telefon, så de nemt kan åbne dem i deres foretrukne vandre- eller kortapp. Det gør det nemmere at se, om man er på rette vej - også når man er offline. Det samme gælder cyklister på længere ture, fx langs en af de nationale cykelruter eller Margueritruten. Vi arbejder løbende på at forbedre udinaturen.dk, og der kommer hele tiden nye ting til, siger Jesper Tranberg, kontorchef i Naturstyrelsen.   

Hent inspiration til aktiviteter udenfor i vinternaturen på udinaturen.dk.
Du kan for eksempel finde en bålplads og nyde en omgang varm suppe under åben himmel, kigge på stjerner fra et ødeliggende udsigtspunkt eller få sved på panden ned ad et mountainbikespor.

Hvis der kommer hvidt drys ned fra oven byder guiden også på en oversigt over kælkebakker i hele landet og langrendsløjper, hvis sneen er til det.

TOP-10: Mest besøgte faciliteter på udinaturen.dk 2022

  1. Shelter i True Skov, Aarhus
  2. Amarmino, 27 km vandre- og cykelrute på Vestamager
  3. Lillebæltsstien
  4. Mols Bjerge-stien, Bjergetapen
  5. De Små Fisk – telt- og shelterplads ved Gudenåen
  6. Viben - lejrplads med shelter i Pinseskoven, Kalvebod Fælled
  7. Sort Kløversti i Dyrehaven - 16 km vandre- og løberute
  8.  Rundt om Stubbergård Sø, Holstebro – 14 km vandrerute  
  9. Møns Klint Shelter 1
  10. Vandretur Rude Skov rundt 8 km, Rudersdal

 

Fakta: Udinaturen.dk

På Udinaturen.dk kan du finde vandre-og cykelruter og faciliteter som toiletter, p-pladser, sheltere og badesteder i hele Danmark.

Udinaturen.dk bygger på udvalgte data fra databasen GeoFA (Geografiske Fagdata i GeoDanmark), der drives af Kommunernes Landsforening (KL) og Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI). Data er åbne og kan anvendes af enhver, så alle nemt kan lave apps, programmer og hjemmesider - kun fantasien sætter grænsen.

Se mere på GeoDanmarks hjemmeside