BRØØØL: Oplev kronhjortens kamp om hunnernes opmærksomhed
01-09-2023Kronhjorten er i brunst i september og oktober, og du kan opleve det prægtige dyr på flere af statens naturområder.

Det går ikke stille for sig, når brunstsæsonen kickstartes hos Danmarks største landlevende pattedyr, kronhjorten.
Det handler nemlig om at brøle SÅ højt og kraftfuldt, at det tiltrækker hunner – mens eventuelle rivaler skal skræmmes væk.
Faktisk kan man høre kronhjortens brøl på flere kilometers afstand, så der er god mulighed for at få én på opleveren.
Kun ét døgn til at parre sig
Hunnerne bliver også kaldet hinder, og er kun i brunst ét enkelt døgn.
Derfor sørger hjortene for at parre sig med hunnerne mange gange i løbet af de 24 timer, og det kommer de ikke sovende til.
Der ryger mange kilo af sidebenene, og kronhjorten kan godt tabe sig 15-20 kg i brunstperioden.
Og hvis man spoler tiden frem til maj/juni, er der nye kronkalve rundt om i Danmark. Hinderne er nemlig drægtige i otte måneder.
Oplev kronhjorten til Nat i Naturen
Mellem den 2.-3. september er der Nat i Naturen, hvor du har mulighed for at opleve kronhjorten i Kronjylland. Her kan du nemlig komme på en aftentur, hvor I skal lede efter tegn på hjortevildt.
Måske hører I endda et kronhjorte brøl. Se mere om arrangementet her: https://natinaturen.dk/arrangementer/aftentur-med-muligt-hjortebroel-ved-oernbjerg-moelle
Gode regler til turen: - Kom ved solopgang/solnedgang: Her er der størst chance for at opleve det. De statslige naturområder er åbne for alle hele døgnet. - Hold afstand og bevæg dig forsigtigt: Hjortene er normalt ikke aggressive over for mennesker, men man skal respektere, at de skal have plads. - Undgå lukkede bevoksninger: Gå ikke efter lyden ind i lukkede bevoksninger. Man skræmmer oftest dyrene væk og forstyrrer dem i deres parring. - Bliv på vejene: Her er kronhjortene vant til, at der er færdsel. - Gå imod vinden: Hjorten kan ikke dufte dig, hvis du går i modvind. Husk at vær musestille og hav hunden i snor, hvis den skal med. |
Se krondyr i 16 statslige naturområder
