Ordet er et af menneskets ældste ord. Det danske ord stammer fra latin ”Natura”, som betyder at føde. Ordet kommer af ordet ”nasci”,sombetyder ”at fødes”. Og noget, der fødes, bliver til af sig selv. Ordet natur betyder altså ”noget, der bliver til af sig selv”.

Der er typisk en række krav til størrelse og udstrækning, før man i almindelighed vil opfatte et område med træer som en skov. Mindre arealer danner i mange tilfælde ikke basis for en skov på længere sigt, når der ikke er tilstrækkelig beskyttelse mod udtørring fra vejr og vind, da træerne så ikke vil kunne udvikles. Ligeledes vil den flora og fauna, som hører hjemme i en skov, heller ikke indfinde sig. I skovlovs-sammenhænge har man ofte ikke betragtet arealer typisk under ½ hektar eller under 20 meter brede for at være en skov. Landskabeligt kan en skov godt være mindre end ½ hektar og så virke som et synbart element i landskabet. Mange skove kan godt virke biologisk velfungerende under ½ hektar, hvis altså skoven ligger beskyttet i landskabet, men såfremt skoven står på et fladt areal, vil den givetvis skulle være nogle hektar stor for at få et biologisk sammenhængende karakter. Matrikulært findes der træbevoksede områder under 0,1 hektar, som er defineret som skov. Og så er det den sproglige vinkel, hvor en skov opfattes som større end en lund, men hvor stort det er, det står hen i det uvisse. Uden for Danmark kan nævnes, at FN´s Føde- og Landbrugsorganisation (FAO) bruger følgende definition på skov: Et areal på mindst 0,5 hektar, som er bevokset med træer, der kan blive over 5 meter, og hvor kronen af træerne dækker mindst 10 procent af arealet. De 10 procent kronedække er især relevante for, at man kan karakterisere et åbent savannelandskab med få spredte store træer som skov for eksempel i Afrika. 

Blandingsskov er en skovbevoksning, som er sammensat af flere træarter. Det kan være en bevoksning, hvor man har plantet to forskellige træarter på det samme areal eller en mere naturnær bevoksning, hvor træer har fået lov til at så sig selv, og der derfor på det samme areal findes flere forskellige træarter samt både gamle og unge træer. Statsskovene er ved at blive omlagt til naturnær skovdrift, så der vil man fremover få mere blandingsskov. Blandingsskove er mere stabile over for storme og klimaændringer, fordi der er unge træer, som kan tage over, hvis de gamle falder, og fordi forskellige træarter giver en form for risikospredning i forhold til klimaændringer. Blandingsskoven svarer også bedst til den skovstruktur, vi havde i Danmark, før mennesket omformede landskabet og skovene. Det er også derfor, at mange af de oprindelige danske plante- og dyrearter trives bedst i blandingsskov.

En skovholm er en mindre gruppe træer, der enten skiller sig ud i forhold til andre træer, de står iblandt, eller også er det blot en lille gruppe træer, der står på et åbent areal. I skovbruget taler man om en lærkeholm i en bøgebevoksning, hvilket vil sige, at en lille gruppe lærk - typisk på under 10 træer - står inde midt i mellem de omgivende bøgetræer. En skovholm er altså "en mindre gruppe" af træer. 

Skove hedder næsten altid noget med "skov", "plantage" eller "hegn” for eksempel Rold Skov, Skagen Plantage eller Freerslev Hegn. Teknisk set er der tale om det samme nemlig plantesamfund af træer, hvis kroner helt eller omtrent når hinanden. Men begreberne anvendes i flæng. Historisk set omfatter "skov" skovområder i de gamle skovegne, det vil sige på øerne og i Jylland især øst for højderyggen. "Plantage" anvendes derimod typisk for skove etableret på tidligere ikke-skovbevoksede arealer primært vest for den jyske højderyg og på sandjorder på Djursland, i Himmerland, Vendsyssel, Hanherred og Thy. "Hegn" er derimod en særlig betegnelse for de kongelige skove (statsskove), som blev udskiftet 1781-1800, og i den forbindelse blev disse skove, som noget revolutionerende for datiden, indhegnede. Der findes omkring 30 "hegn" i dag. Udover de nordsjællandske "hegn" indgår ordet i navnet på statsskoven Ellinge Indhegning/Odsherred og har indgået i statsskoven Stursbøl Hegn/Sønderjylland (som i dag hedder Stursbøl Plantage). Meget sigende for forholdet mellem skov, plantage og hegn er ”Teglstrup Hegn” ved Helsingør. Grundlaget for denne skov er skovarealer fra tre skove, som tidligere hed Sønder, Øster og Nørre Skov samt store overdrevsarealer. Efter indhegningen blev den først kaldt Teglstrup Skovs Indhegning, siden Teglstrup Hegn, selv om den altså består både af gamle skove, plantage og er indhegnet. 

Alléer består af to rækker træer, der er plantet parvist over for hinanden. Alléen er et arkitektonisk element, hvor træernes kroner vokser sammen og danner et sammenhængende rum - en løvtunnel. De findes normalt i forbindelse med herregårde og slotte. I et herregårdslandskab kan alléen benyttes som beplantningsform langs en mindre vejstrækning eller cykelsti. 

En eng er et lavtliggende område med lysåben plantevækst af urter og græs. En våd eng betyder rent lavpraktisk, at det siger "svup-svup", når man går på den. Ofte vil den være konstant fugtig på grund af høj vandstand eller kildevæld.

Det er det sted, hvor skoven stopper og mødes med det øvrige landskab. Det vil sige der, hvor skovens rand bliver til åbent land som eksempelvis landbrugsjord, overdrev eller vej.

Det er et sted eller en type sted, hvor man finder et bestemt dyr, en plante eller et andet levende væsen.