Bisonprojektet på Bornholm er med til at sikre den europæiske bestand af europæiske bisoner, som også kaldes visenter. Bornholm blev valgt, fordi øen rummer et stort, sammenhængende område med varieret skovnatur, som er et godt levested for bisonen. Bisonerne er gode for naturen, fordi deres fødevalg og adfærd har en positiv effekt for områdets biodiversitet. De træder dræn og grøfter i stykker, så jorden bliver vådere til gavn for en lang række dyr og planter, og skaber lysninger i skoven ved at æde tusindvis af nye træer, der spirer frem.

I 2012 blev der sat syv bisoner ud. Seks køer og en tyr.

Læs mere om bisonerne på Bornholm

Det europæiske bisonprojekt styres i Polen, og der er godt styr på, at parringerne sker med størst mulig spredning af gener. Derfor kommer tyren og de seks køer, der blev sat ud på Bornholm, også fra forskellige steder i Polen. For at opnå de bedste avlsresultater skiftes tyren ud med jævne mellemrum.

En voksen ko vejer omkring 500-600 kilo. En tyr kan i den fri natur veje op til 1000 kilo.

Billede af bison på Bornholm. Foto: Naturstyrelsen.

Hegnet er indrettet, så andre dyr kan gå under det - også råvildt. Derfor påvirker hegnet ikke de øvrige dyrs færden negativt.

En myg stikker som oftest kun en gang, men har myggen ikke suget blod nok, hvis den er blevet forstyrret af en svingende hestehale eller en svingende arm, så kan myggen godt stikke igen. Det er kun hunmyggen, der stikker, da hun skal bruge næring til at producere æg.

Skovflåten er en mide, som lever af blod fra dyr og fugle. Skovflåten starter gerne med at suge blod fra mus. Senere i skovflåtens liv, hvor den er blevet lidt større, suger den blod fra større dyr som for eksempel kat, ræv og rådyr. Det er ikke ualmindeligt, at også mennesker får besøg af skovflåter. Det er helt ufarligt, hvis bare man fjerner flåten indenfor 24 timer. Får flåten lov at blive siddende i længere tid, kan man risikere, at der overføres en smitte, der kan give ubehagelige sygdomme.

Læs mere i artsleksikonet

Flåter på skudt hjortevildt starter hurtigt med at lede efter nye muligheder for at få "varm mad", når temperaturen i det skudte dyr falder. Jo hurtigere kropstemperaturen falder, jo hurtigere står de af, og jo mere blodfyldte flåterne er, jo længere bliver de hængende.

Ja, flåter kan være aktive ved få graders varme, så hvis der bare er omkring 5 grader eller derover, kan man blive bidt. Kortvarigt solskin kan betyde, at flåter bliver mere aktive. Det er dog om foråret, sommeren og efteråret, at flåter er mest aktive, og risikoen for at blive bidt er størst.

Får man en skovflåt med hjem i for eksempel en taske eller en sovepose, så vil den umiddelbart dø i løbet af en uges tid. Men det kan være en god idé at vaske eksempelvis en sovepose og få den tørretumblet.

Ja, især fasaner spiser rigtigt mange flåter. I naturen kan man ofte se fugle sidde på ryggen af større dyr i fuld gang med at spise parasitter og mider, som gemmer sig i dyrenes pels.

Regnormene er en betydningsfuld dyregruppe i skovenes jordbund. De bidrager med omsætningen af døde planterester, de trækker blade ned i jorden, hvor bladene bliver fugtige og kommer i nærkontakt med plantenedbrydende mikroorganismer, og når bladene er findelte og delvist nedbrudte af mikroorganismer, begynder regnormene selv at spise dem. Antallet af forskellige smådyr og mikroorganismer afhænger blandt andet af jordbundens surhedsgrad, og surhedsgraden er delvist styret af hvilken plantevækst der vokser på arealet. Jo mere sur jord, jo færre slags smådyr og mikroorganismer i jorden. Nåletræers løv, altså nålene, er svære at nedbryde for skovens smådyr og mikroorganismer, og når de nedbrydes, dannes der en del sure, organiske forbindelser, som siver ned i jorden. Bladene fra løvtræer nedbrydes generelt lettere end nåle og medfører ikke så meget surhed i jorden. I løvskoven er jordbunden derfor ikke så sur som i nåleskoven, og derfor kan der leve flere slags smådyr og mikroorganismer. De nedbryder plantedele effektivt, og derfor bliver jordbunden mere løs og med en bedre vandholdende evne.

Muslinger formerer sig på samme måde som andre fastsiddende dyr ved at sende både æg og sæd ud i vandet i så store mængder, at noget af sæden eller æggene uvægerligt finder hinanden og dermed viderefører slægten.

Hovedgydningen foregår i maj og juni, men der findes larver indtil september.

I de danske søer finder man stort set de samme arter af ferskvandsfisk i hele landet. De hyppigste gengangere er gedde, aborre, ål, skalle, brasen, karusse, hundestejle og suder. I visse områder er der også smelt, sandart, knude og ørred.

Mange fiskearter bliver transporteret via vandfugle til andre søer. Klæbrige fiskeæg kan sætte sig fast på blandt andet ænders og svaners fjerdragt. Derudover kan ål kan vandre mellem søer gennem vådt græs eller drænrør. Fisk kan også vandre fra søer til andre vandsystemer ved oversvømmelser.

Der findes cirka 15 forskellige slags ål i verden. I Danmark er der kun én art: Europæisk ål.

Græskarper kan ikke formere sig i Danmark, fordi et græskarpeæg skal være i bevægelse i hele klækkeperioden. I naturen trækker en græskarpe inden gydning langt op i en flod og gyder sine æg, så de kan flyde ned ad floden. Hvis ægget forhindres i at flyde frit, går det til grunde. I Kina og i det østlige Sibirien, hvor græskarpen lever vildt, er floderne tilstrækkelige lange til, at æggene når at klække, inden floderne munder ud i havet.

Foto: Colourbox

Regnbueørreden er oprindeligt en amerikansk art, og de regnbueørreder, der findes i danske vandløb, er sluppet væk fra fiskesøer og dambrug. Regnbueørreder lever fint i danske vandløb, men har generelt svært ved at formere sig, fordi klimaet er for varmt. Regnbueørred gyder om foråret, og når æggene klækker omkring maj, er temperaturen normalt for høj til, at der kan komme levedygtigt yngel ud af æggene.

De dør få minutter efter, at de er slugt.

Fuglene synger for at få et stort territorium, så der er mad nok til dem selv, magen og ungerne.

Det er vigtigt, at fuglene synger, når de får mest ud af anstrengelserne, og det får de, når der er mindst larm, og de kan høres langt omkring. Derfor synger fugle ikke i regnvejr og blæsevejr.

Fugle får allermest ud af at synge, når der både er stille omkring dem, og når der er høj luftfugtighed. Det er der i de tidlige morgentimer, når der er morgentåge eller dis, og der samtidigt er vindstille. Og derfor hører man bedst fuglesang ved solopgang.

Læs mere om fugle i artsleksikonet på Miljøstyrelsens hjemmeside

Ja, men det er meget forskelligt, hvordan den er udviklet fra art til art. Kalkungribben har den bedste lugtesans, og den kan lugte et ådsel højt oppe over jordoverfladen - selv hvis ådslet er gravet ned, er kalkungribben i stand til at lugte sig frem til det fra lang afstand. En anden fugl med en god lugtesans er kiwien fra New Zealand, som har næseborene siddende helt ude på spidsen af næbbet, og den kan lugte sig frem til orm og smådyr dybt nede i jorden.

Nej, det er ikke en god idé at lægge ægget tilbage. Mange fugle kan godt tælle eller har en fornemmelse af hvor mange æg, der er i deres reder. Derfor vil de sikkert ikke acceptere ægget igen og skubbe det ud. Man kender det fra både stæren og gøgen, som lægger æg i andres reder, hvor de skubber et af værtsfuglens æg ud af reden, så antallet af æg er det samme, når de har lagt deres eget æg i reden.

De tramper orme og andre smådyr op, som de spiser. Det er ikke kun måger, der kender teknikken. Også rødben og andre vadefugle står og vibrerer med benene for at få føden frem.

Når hejre samles i større flokke, så er de på træk. Specielt ungfugle trækker mod syd for vinteren. De samles i flokke for at få beskyttelse i flokken og for at aflure gode fiskesteder. Nogle gange kan man opleve, at de bliver hængende i meget lang tid og endda vinteren over, hvis vejret er mildt og føden rigelig.

Normalt er der fire til fem unger i hver rågepars rede.

En gråand ruger i 28 dage.

Læs mere om ænder i artsleksikonet

Statens Naturhistoriske Museum har en hjemmeside, hvor man kan anmelde observereringer af ringmærkede fugle. Museet vil blive glad for din rapportering, hvad enten fuglen er fundet død eller levende. Find linket her  

Siden 1950 er der set omkring 450 forskellige fuglearter mindst én gang i Danmark. Men mange af dem er meget sjældne og er tilfældige gæster, som kun er set én eller få gange. Der findes omkring 200 forskellige ynglefuglearter. Derudover er der omkring 75 arter, som kan ses på træk eller overvintring i Danmark.

Musvåger lægger normalt to til tre æg, men en sjælden gang, hvis der er godt med føde, kan den lægge fire æg. Man har fundet ud af, at mulighederne for fangst af tilstrækkelige mængder af markmus den forudgående vinter er afgørende for musvågernes frugtbarhed det følgende forår. Som hos andre rovfugle og ugler begynder hunnen at ruge, når det første æg er lagt. Det betyder, at ungerne ikke klækkes samtidig. Er det et år med fødeknaphed, så dør de mindste unger ofte af sult. 

Læs mere i artsleksikonet

Musvågen er størst og en del større end den danske tårnfalk. Eksempelvis har den danske musvåge et vingefang på mellem 115 og 135 centimeter, mens tårnfalkens vingefang normalt ligger mellem 71-80 centimeter.

Læs mere om rovfugle i artsleksikonet

Når det gælder jagtbare fuglearter, må man som privatperson gerne selv udstoppe dødfundne fugle, så længe det ikke er til erhvervsmæssigt brug. Er der tale om en ikke-jagtbar art, må man som privatperson ikke selv udstoppe fuglen. Så skal man henvende sig til en autoriseret konservator.

Den danske bestand af stære overvintrer som regel i Belgien, det nordøstlige Frankrig og det østlige England. De trækker derned i slutningen af oktober, og de vender tilbage i begyndelsen af marts og april.

Læs mere om stæren i artsleksikonet

Nogle stære får to kuld unger om året, men som regel får de kun et.

Svaners unger hedder svaneunger. Der findes mange lokale kælenavne for betegnelsen for svaneunger som for eksempel svællinger og svanikker, men det korrekte navn er svaneunger.

Foto: Colourbox

Knopsvaner får en sjælden gang hvide unger mellem de øvrige normale gråbrune dununger. Disse hvide unger med rødlige næb og fødder kaldes for polske svaner. Som voksne ligner de helt almindelige knopsvaner, men de bevarer de rødlige fødder, mens normale svaner har sorte fødder. Der er tale om en genetisk variant hos svanen, der skyldes et såkaldt recessivt gen, der kommer til udtryk, når ungen får genet fra både faderen og moderen.

Læs mere om svaner i artsleksikonet

Svaneunger forlader forældrene efter cirka fem måneder. Det kan dog variere en del for de enkelte svanefamilier, men efter et halvt år er ungerne som oftest overladt til sig selv.

Svaner skifter fra grå fjerdragt til den hvide fjerdragt, når de er mellem et og halvandet år gamle. Den grå fjerdragt er med til at integrere dem i flokken af ældre fugle, da den grå fjerdragt ikke udløser aggressivitet hos dominerende svaner.

Man kan støde på betegnelsen "svanek" for hunsvanen, og derfor hedder hannen bare en svane.