De invasive arter kan reguleres hele året, som det står i vildtskadebekendtgørelsen. Regulering kan kun ske efter særlig aftale med ejeren og er således ikke en beslutning, som f.eks. en jagtlejer kan tage alene. 
I jagttiden, når der alligevel ikke er jagt, så kan alle, også de 16-18 årige, nedlægge invasive arter, der måtte komme forbi, også uden særlig aftale med ejeren af ejendommen.

Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside om skadevoldende vildt

Du må fange den og flytte den ud i haven. Og så må du i gang med at egernsikre dine vinduer og lukke alle andre mulige åbninger, som egernet kan komme ind ad. Lav en ramme, sæt et trådnet i og sæt det op foran vinduet, så vil egernet hurtigt finde andre steder at opholde sig. Det er også en god idé at finde ud af, hvor egernungen kommer fra. Hvor yngler moren? Måskekan du forsøge at gøre ynglestedet uattraktivt, så egernet ikke btyder sig om at være det.

Mange mennesker føler sig generet af råger, som larmer. Umiddelbart kommer de overnattende råger dog ikke ind under vildtskadebekendtgørelsen, der ellers giver mulighed for at skyde skadedyr.

Det er nemlig kun ejeren af træet, der kan give tilladelse til regulering. Imidlertid kan ejeren (i henhold til Lov om jagt- og vildtforvaltning) blive pålagt at foretage reguleringen, hvis rågerne skader folks sundhed (f.eks. støjer, så man ikke kan sove). Det er en regel, der sjældent anvendes. Men du kan rette henvendelse til den lokale enhed af Naturstyrelsen, som så vil se på sagen.

Problemet er også, at selvom man skyder nogle af rågerne, forsvinder flokken ikke. Den flytter sig bare til nogle andre træer, og så er det andre mennesker, det går ud over.

Vi må accceptere, at naturen ind imellem kommer tæt på, og ikke altid er lige behagelig. Hvis det bliver alt for slemt, kan man som ejer ansøge den lokale afdeling af Naturstyrelsen om en dispensatino til at regulere nogle af fuglene. Naturstyrelsen vil så vurdere, om generne er så store, at beskydning er nødvendig.

Kontakt Naturstyrelsens vildkonsulenter

Det er en stakkels forvirret allike, I har ved huset. Den kan se sit eget spejlbillede, og den tror, det er en anden allike. Den prøver at jage den anden fugl væk, så den får området for sig selv. Alliken kan ikke forstå, at den fremmede fugl i vinduet er lige så angrebslysten, som den selv.

I kan klistre en rovfuglesilhuet på ydersiden af vinduet. Det vil sikkert løse både dit og allikens problem. Samtidig sikrer I også, at der ikke er andre fugle, som flyver ind i vinduet og slår sig ihjel. Rovfuglesilhuetterne kan I eksempelvis købe hos Dansk Ornitologisk Forening.

Gærdesmutten har en meget gennemtrængende og skinger sang, som kan høres langt omkring. Men du må finde dig i det, for gærdesmutten er fredet. Du må ikke gøre fuglen fortræd, ligesom du heller ikke må ødelægge dens rede. Køb i stedet nogle ørepropper på apoteket.

Krager har en periode med jagttid fra 1. september til 31. januar. Deudover kan man ansøge om at regulere krager fra 1. februar til 15. april, herunder også ved fælder.

Så man kan sige, at krager kun er fredet 4 1/2 måneder om året i perioden 15. april til 31. august.

Læs mere om skadevoldende vildt

Du kan søge tilladelse til at regulere krager, råger, duer, skader etc. på Miljøstyrelsens hjemmeside. Tilladelsen er tidsbegrænset, så du skal søge en ny tilladelse, hver gang du har et problem emd skadevoldende vildt, som du ønsker at regulere. Reguleringen skal som hovedregel finde sted mellem februar og april. Derudover kræver det naturligvis, at ansøger har et gyldigt jagttegn. Man kan tidligst ansøge fire uger før arten i henhold til vildtskadebekendtgørelsen kan reguleres. Husk, at det er grundejeren, der skal ansøge.

Søg om tilladelse til at regulere skadevoldende vildt

Det kan være svært at få mågerne til at flytte - men der er ingen tvivl om, at rederne skal fjernes. Det må du dog kun gøre, når der ikke er æg eller unger i rederne. Man kan kontakte Naturstyrelsen for rådgivning i frhold til hvordn man bedst skræmmer måger bort. I yderste konsekvens kan Naturstyrelsen give tilladelse til at regulere - skyde - nogle af mågerne. 

Læs mere om regulering af skadevoldende vildt

Hvis du vil bygge din egen fælde til at fnage husskader, er der nogle krav til fælden, som du skal sikre dig bliver overholdt. Kravene står beskrevet i Bekendtgørelse om vildtskader §32 stk. 3.

Bekendtgørelse om vildtskader

Læs mere om skadevoldende vildt

Byduer er ikke omfattet af Lov om jagt og vildtforvaltning, fordi de traditionelt betragtes som husdyr. I jagtlovgivningen er der ikke fastsat særlige tidspunkter, hvor man må fange og aflive byduerne, der teknisk kaldes "forvildede tamduer".

Hvis du ønsker at fange og aflive byduer, er Mark og vejfredsloven, der gælder.

I princippet m man altså fange og aflive byduer hele året rundt, men dyreværnslovgivningen skal selvfølgelig overholdes. 

Det vil altid være op til en konkret vurdering, om disse bestemmelser er opfyldt, men du kan som minimum regne med, at fælder skal opfylde de krav, der er fastsat for fælder, der må anvendes til fangst af vilde dyr. 

Man må ikke aflive voksne individer i yngleperioden, hvis man ikke kan sikre, at yngel også aflives.

Du ansøger om regulering via Miljøstyrelsens hjemmeside:

Regulering af skadevoldende vildt

Hvis du er træt af at have husmåren boende, er det bedste du kan gøre at fennemgå dit hus og få lukket alle potentielle indgange solidt. Husk, måren er slank og den kan snige sig ind, hvis der blot er en åbning på seks cm.

Dermed har du langtidssikret dig. Hvis du bare fanger og afliver måren, er der nok en ny, der overtager området og så er du lige vidt.

Mårer flytter i øvrigt ofte rundt ad flere omgange i et større område. Først bor den i ét område og fanger næsten alt, som er let at fange: syge fugle, unger af enhver slags og dyr uden ordentlig hjemside. Når de lette bytter er taget, rykker måren videre til næste delområde. Senere kan måren komme tilbage til et tidligere område og begynde fangstarbejdet på ny.

Der er ikke så mange oldenborrer som tidligere. Deres larver er fire år om at udvikle sig, og de har derfor vanskeligt ved at overleve, hvor jorden årligt vendes af plov og spade. Gåsebillen, som er en lille oldenborre, er derimod blevet en plage i mange græsarealer. Når de er i jorden, er de stort set umulige at bekæmpe. Man kan gøre noget, ved at sætte kasser op til stære, som tager larverne.

Ellers er rådet, at man på steder med gåsebiller (ofte sandjord) undlader at have en GRÆSplæne. I stedet har man blot en plæne med græs, tusindfryd, kløver osv. Derved bliver der dårligere fødeforhold for larverne.

Halsbåndmus kan være gode til at undgå fælder. De skal vænne sig til en fælde, inden de går i den. Og da det kan tage nogle dage, kan du åbne fælden med madding i og lade den stå sådan i to-tre dage. Måske kan du også fjerne andre potentielle fødekilder, som du opbevarer i din kælder, f.eks. kartofler, æbler etc.

Muldvarpe, rotter, mosegrise og mus er ikke omfattet af lov om jagt og vildtforvaltning. Så disse arter må gerne aflives med passende remedier, f.eks. en luftbøsse, så længe aflivningen er dyreværnsmæssigt forsvarlig.

Luftbøsser kan anskaffes og anvendes af alle over 18 år. Andre skydevåben kræver polititilladelse og evt. jagttegn.

Reglerne for opsætning og brugen af fælder finder du i bekendtgørelsen om vildtskader § 32.

Blandt andet står der, at fælder skal tilses to gange om dagen - morgen og aften, og når fælden efterses, skal fangne dyr straks udtages. Dyr, som ikke må reguleres ved fangst i fælde, eller som ikke må reguleres ved fangst i fælde på det pågældende sted eller tidspunkt, skal straks frigives.

Ræven markerer sit territorium ved at lægge sine "visitkort" i folks have. Derfor bryder mange mennesker sig ikke om at have ræve i haven.

Et gammelt benyttet kneb, når man har uønsket besøg af ræve eller andre rovdyr, er brugen af hjortetaksolie. Det stinker så tilpas ubehageligt, at i det mindste i en periode, kan holde ubudne gæster væk.

Hjortetaksolien smøres på jorden eller buske - f.eks. langs hønsegården, eller hvor ræven kryber under lysthuset. Du bør imidlertid ikke bruge olien ukritisk. Den er nemlig også ubehagelig for menneskenæser - hvilket jo f.eks. kan give problemer med eventuelle naboer.

Et andet råd er, at du strør de såkaldte ozonkugler ud i din have. Ozonkugler er dem man bruger på offentlige toiletter til at tage lugt. Rævene kan ikke lide lugten fra kuglerne. Fordel kuglerne, hvor ræven færdes, eller hvor du ikke vil have den til at komme.

Minken er reelt fredløs hele året i henhold til bekendtgørelsen om vildtskader. Men det er kun grundejeren eller brugeren, der må slå den ihjel. Så hvis du træffer en mink i en skov eller et andet sted, som du ikke er grundejer af, så må du ikke aflive minken.

Hvis du er jæger, kan du formentlig også få trang til at sætte fælder for mink, som ikke hører hjemme i den danske fauna. Men regulering indgår ofte ikke i en jagtlejekontrakt, og derfor må jagtudlejer juridisk ikke foretage denne uden grundejers eller brugers accept. Det er grundejer, der bestemmer, om der skal eller kan reguleres på jagtarealet eller i søkanten, og der er lovpligtigt tilsyn mindst morgen og aften. Evt. bifangst af eksempelvis ilder eller lækat skal sættes ud igen.

Vildtskadebekendtgørelsens § 8 siger imidlertid, at mink må reguleres hele året, også ved brug af fælder. Det er eikke et krav, at den, der tilser fælden har gyldigt jagttegn.

Du kan kontakte Naturstyrelsens vildtkonsulenter for at få råd og vejledning om bekæmpelsen af mink. Flere steder i landet har Danmarks Jægerforbund oprettet reguleringskorps, som samarbejder med Naturstyrelsens vildtkonsulenter. Reguleringskorpsene består af jægere, der stiller deres ekspertise til rådighed for borgere, som har problemer med mink (eller ræv).

Naturstyrelsens vildtkonsulenter

I gamle dage fandtes midler, man kunne benytte til at smøre topskud mod hjortebid. De fleste var tjærebaserede, men de er af forskellige miljømæssige grunde ikke på markedet mere.

En gammel opskrift på et miljømæssigt korret antibidemiddel, som måske er knap så effektivt som de gamle tjærebaserede midler, er kridt i pulverform, linolie og strandsand rørt sammen til en pasta. Det klistrer godt, og du kan smøre det på topskud, der ikke må bides. Blandingen skader ikke træets vækst, og er så ubehagelig at tygge på for rådyrene, at de ikke gnasker i skud, der er påført midlet.

Alternativt er der ikke andet at gøre end at hegne, indtil træerne er blevet så store, at hjortevildtet ikke ødelægger beplantningen. I skovene i Danmark, hvor råvildtet er den mest almindelige hjorteart, er det normalt at opsætte hegn på 140 cm højde, når der skal laves nyplantninger. Hvor der forekommer dåvildt, er det almindeligt at benytte hegn, der er en smule højere.  Hvis haven ikke rummer afgrøder, som er voldsomt fristende for dyrene, er 140 cm formentlig højt nok - men er der særlige fristelser, eller er haven særlig stor, kan man formentlig holde dådyr ude med et hegn på 160 cm. Har man kronvildt, og vil man være helt sikker, skal man op på 200 cm i højden.

Hjortevildt spiser ikke påskeliljer og liljekonvaller. Men der er en tendens til, at alt, der er lidt af i dyrenes omgivelser, enten bliver smagt på eller ødelagt ved handyrenes fejning.

Det sikreste værn mod hjortevildtet er en indhegning af det bed eller de planter (evt. hele grunden) som man gerne vil holde dyrene fra.

Rådyr spiser i høj grad træer - især knopper af både løv- og nåletræer (knopper har høj næringsværdi). Det er derfor man i mange skove sætter hegn omkring nye planter af især eg, ask og ædelgranarter.

Hvis man vil sætte et vildthegn eksempelvis ind mod en nabo for at hindre vildtet i at gå derind, så er praksis, at hegnet skal have en åbning på minimum fem meter for hver 300 m hegn.

Der er desværre ikke nogle metoder, vi kan anbefale til at holde muldvarpene helt væk. Eneste mulighed, hvis man ikke vil bruge muldvarpefælder, der at afskærme græsplænen. Det kan gøres ved at grave f.eks. volierenet eller plader en meter ned i jorden. Desuden skal der være 15-20cm lodret net eller plade over jorden, som skal holdes fri for vegetation. Det er ikke en nem løsning, men den eneste vi kan anbefale, hvis man ikke vil ty til mere drastiske metoder.

Oftest forsvinder muldvarpen igen efter et stykke tid, men der kan selvfølgeli komme andre. Muldvarpe lever fortrinsvis af regnorme og insektlarver, og dem kan der jo godt være flere af i en jord, som ikke sprøjtes. Det kan måske have noget med jordstrukturen at gøre.

Flagermus skader ikke huset, og de er de eneste pattedyr, der har lært sig at flyve - så glæd dig over en flagermus, for de æder hober af myg og insekter.

Hvis du vil forhindre flagermus i at komme ind, må du lukke alle små huller, revner, sprække og åbninger i hele huset. Det er et stort arbejde.

Nogle arter af flagermus forlader husene om vinteren, men langt fra alle, bl.a. bliver sydflagermus og skimmelflagermus i husene vinteren over. Så hvis du vil lukke af i vintertiden, kræver det, at du ved, hvilken art du har boende.

Flagermus vælger at bo i huse på grund af deres beliggenhed nær områder med rigelig føde og på grund af husenes muligheder som dagopholdssted og ynglested. Det sker fra tid til anden, at flagermus forvilder sig ind i opholdsrum.

Flagermus kan fjernes ved at få dem lirket ind i en kasse eller ved at tage fat i flagermusen. Husk altid at benytte kraftige handsker, når du er i kontakt med flagermus. Flagermusen kan forsigtigt bæres udenfor og sættes i et træ eller en busk, gerne i skumringen.

For det første må du fylde alle revner ved dørene, ud, så du fratager tudserne et skjulested. Dernæst skal du gennemgå huset iøvrigt for at finde - og lukke - revner og sprækker, hvor tudserne kan mase sig ind.

Tudserne søger egnede overvintringssteder hen på sæsonen og vil ofte få efter nøget mørkt, der rager op i landskabet. Dit hus er uegnet, der bliver alt for tørt. Så hvis du vil hjælpe tudserne til at blive ude, kan lave egnede overvintringspladser lidt fra dit hus. Har du mulighed for at placere stenbunker eller stenvolde i nærheden? Det ser pænest ud med natursten, men stentypen er for tudserne ikke så væsentlig. Det vil give mange hulheder, tudserne kan gemme sig i. Bunker af træ - grove grene eller noget der ligner brændestabler kan også bruges.

Endelig er der muligheden for i vintertiden at sætte et 15 cm højt bræt som et højt dørtræ ved udgangsdørene, så kan tudserne ikke smutte ind, når døren åbnes.

En snog, som kendes ved, at den er sort med gule nakkepletter, er helt ufarlig. Hvis du alligevel ikke kan leve med snogen, så find en sæk, helst af stof eller af papir og prøv, om du forsigtigt med en pind kan gelejde snogen derned. Man kan normalt godt løfte en slange med en pind, hvis man løfter ca. på midten. Luk så sækken og enten kør eller gå med snogen ud til en skov, find gerne et fugtigt sted og luk snogen ud her.

Den eneste måde at undgå sneglene i huset er at sørge for, at alle åbninger er sneglesikre. Derfor skal I sætte net foran alle åbninger som f.eks. ventilationer.

Grævlingen er et vanedyr, og dets toiletbesøg foregår ofter inden for et afgrænset område. På dette område graver de små huller, som efterfølgende igen tildækkes mere eller mindre. På den måde forsøger grævlingen formodentlig at undgå opmærksomhed lige omkring deres bo. 

Så hvis du vil være grævlingen kvit, kan du i første omgang forstyrre dens daglige rute i din have ved for eksempel at spærre for dens adgang til haven. Du kan placere noget trådnet på de udsatte arealer hver nat i en periode. Ydermere kan du placere et hav af andre ting, for eksempel tøjstativer, havemøbler, lamper osv. Det kan måske få grævlingen til at søge andre græsgange.

Mange misunder dig sikkert, at du har en grævling i baghaven. Grævlingen er nataktiv og meget sky, så kun de færreste får en chance for at se den.

Læs mere om grævlingen i artsleksikonet på Miljøstyrelsens hjemmeside

Man siger normalt at katten går sine egne veje, men faktisk gælder lov om mark og vejfred også for katte.

Man er forpligtet til at holde sine husdyr på egen grund. Hvis katten går fri, kan det være vanskeligt. Vi foreslår, at du begynder med at tale med naboen om den gene, du oplever. Hvis du ikke synes, I kan nå til en ordning, som både du, naboen og katten kan leve med, har du lov at indfange katten og meddele ejerne det inden for 24 timer, hvorpå han må indløse dyret.

Nej, du må ikke skyde tamme og mærkede katte, men du må fange den og aflevere den til kattens ejer.

Er der derimod tale om en vildkat, som er på din grund eller jord, hvor du har jagtret, så må du skyde katten. For at være sikker på at der er tale om en vildkat, og en evt. ejer er ukendt, skal du sætte en kort beskrivelse af det pågældende dyr i det lokale dagblad. Advarsel er dog ikke nødvendig, hvis katten angriber andre husdyr.

Det kan være svært at konstatere, om der er tale om en vild- eller tamkat. En øretatovering kan f.eks. kun ses, hvis du har fanget katten i en fælde. Et rødt hjerte i et halsbånd kan derimod jo nemt ses.

Invasive arter kaldes også ikke-hjemmehørende arter, og det er overordnet set dyr og planter, der er flyttet af mennesket fra en del af verden til en anden, hvor de påvirker hjemmehørende (oprindelige) arter negativt. Påvirkningene er negativ, fordi hjemmehørende arter kan være i stor fare for at blive udkonkurreret af de nye, invasive arter. 

Det er i dag ikke et krav, at man skal bekæmpe invasive arter. Dog kan der gælde særlige regler for kæmpe-bjørneklo. En kommune kan vælge at lave en bekæmpelsesplan, der forpligter lodsejere til at bekæmpe kæmpe-bjørneklo.

Læs mere om invasive arter på Miljøstyrelsens hjemmeside

Amerikansk mink, der slipper ud af en minkfarm, kan give store problemer vor vandfugles yngel, da de jager de rugende fulge og æder deres æg. Mink kan også nedlægge fugleunger, som de trækker ned under vandet. Når ungerne er druknet, æder minken dem. Hvis der er rigtig mange mink i et område, kan det betyde, at vandfuglene stort set ingen unger får på vingerne. 

Læs mere om invasive arter på Miljøstyrelsens hjemmeside

Det kræver en vis øvelse at få succes med at opsætte en minkfælde, hvorimod lokkemaden ikke har den store betydning. Hvis minken kan igennem fælden, bliver den nysgerrig og smutter igennem. Flyt fælden ofte og sørg for, at den er mørk og tildækket men med lys for enden.

Den danske natur er ikke mårhundens naturlige hjem, da den er hentet hertil at pelsdyrbranchen eller indvandret fra andre lande. Bestanden i Danmark stammer formentlig fra unger af tamme dyr, der er sluppet fri. Mårhunden er et effektivt rovdyr, der kan være til fare for jordrugende fugle og padder. Derudover kan mårhunden bære parasitter og orm. 

Læs mere om mårhunden på Miljøstyrelsens hjemmeside

Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund samarbejder om bekæmpelsen af mårhund. Hvis man ser en mårhund på sin ejendom eller i naturen, så skal man henvende sig til Naturstyrelsen eller Danmarks Jægerforbund. Hvis man ser en trafikdræbt mårhund, må må også meget gerne give Naturstyrelsen eller Danmarks Jægerforbund besked. 

Læs mere om mårhunden på Miljøstyrelsens hjemmeside

Vildsvin er uønskede og må jages året rundt, fordi der er risiko for, at vildsvin kan smitte tamsvin med svinepest. Ulve er de eneste dyr i Danmark, der kan nedlægge et vildsvin.

Dræbersnegle er brunlige med orange fodbræmme og har en mørk tværstribning. De kan også kendes på, at de ofte forekommer i stort antal. Brun der det mest almindelige, men dræbersnegle kan variere i farve fra lys brun til næste sort. Det er ikke ualmindeligt, at man i en parcelhushave kan indsamle fler hundrede i skumringen, hvis der først er sket en invasin af dræbersnegle.

Dræbersnegle går også under navnene iberisk skovsnegl og spansk skovsnegl.

Nej, dræbersneglen eller iberisk skovsnegl, som den også hedder, er ikke i sig selv giftig, men dræbersneglen kan æde andre snegle, og den kan også spise både døde og levende artsfæller, andre snegle og ekskrementer. På den måde får sneglen mange forskellige bakterier på sig, og nogle af dem kan give sygdomme hos mennesker. Rør derfor aldrig dræbersnegle. Dræbersnegle spiser også nedfalden frugt, så hvis man samler nedfaldsfrugt, hvor der er dræbersnegle, så skal man vaske og koge frugterne. Fjerner man skrællen, fjerner man også bakterierne, men vask frugten grundigt først.

Dræbersneglens æg og små dræbersnegle bliver flyttet over større afstande i visse typer flis, der bruges som bunddække i mange haver. De kan også transporteres i jorden, når buske og planter fragtes fra sted til sted. Hvis man har dræbersnegle i haven, og man vil give venner eller familie planter eller buske fra haven, så skal rødder og rodnet renses grundigt for jordrester.

Kompostbunker er gode levesteder for dræbersnegle, fordi der både er fugtigt og masser af mad. Snegle og snegleæg kan gemme sig godt, og derfor skal man kigge godt efter, før man smider nyt materiale i komposten. Anlægger man en åben kompostbunke, skal man sikre sig, at der ikke er snegle eller snegleæg på stedet, hvor kompostbunken skal ligge. Opsæt gerne et sneglehegn rundt om kompostbunken. Lukkede kompostbeholdere er at foretrække.

Dræbersnegle kan komme til enten via egne indkøbte planter eller naboens. Små snegle og æg kan følge med i den jord, der omgiver planters rødder, og sneglene kan hurtigt krybe fra have til have. En bestand af dræbersnegle kan flytte sig 500 meter på en sæson.

En dræbersnegl, der er klækket i efteråret, lægger typisk æg sommeren efter. Sneglen er på det tidspunkt over 10 centimeter lang, men nogle dræbersnegle kan bliver over 10 centimeter allerede tidligt på foråret og kan derfor også lægge æg tidligere. Sneglen dør, når den har lagt æg.

Æggene er kuglerunde og cirka 4 millimeter i diameter. Når der er nylagte, er de glasklare, men efter et par dage bliver de mælkehvide. Lige før de klækker, bliver æggene let gullige. Hver hun kan lægge omkring 400 æg, som ligger i klynger på omkring 30-40 æg. Æggene kan ligge under sten, grene, bark, mos eller under havekrukker, brædder eller andet, der står fremme i have, hvor æggene er beskyttet mod direkte lys.

Den mest enkle metode er at hakke dræbersneglen over med en spade. Hvis man hakker sneglen over lige ved åndehullet, så dør den hurtigt. Man kan også indsamle sneglene i en metalspand eller plastikbeholder og hælde rigelige mængder kogende vand på dem. Grav de døde snegle ned, da de eller vil tiltrække flere dræbersnegle. 

Man kan finde dræbersneglen og dens æg på steder, hvor der er fugtigt. Sneglene kommer frem i foråret, når temperaturen kommer op omkring otte til ti grader. De voksne snegle dør omkring midten af oktober, mens de små graver sig med og gemmer sig for at overvintre. Når kulden sætter ind i november og december, går uklækkede æg til grunde, men de små snegle vil med stor sandsynlighed overleve vinteren. Har man mange dræbersnegle, kan det være en mulighed at bruge gift, som kan købes i et havecenter.

Det er næppe mere skadeligt for hunden at spise en dræbersnegl end en almindelig skovsnegl, men sundt er det ikke. En del hunde kan få opkastninger og fråde om munden. Det kan de også, hvis de har spist frøer. Men det går som regel over i løbet af et par dage.

Alliker er totalfredede, og voksne råger må kun skydes, hvis de gør skade på markafgrøder. Husskader må man fange i fælder i perioden 1. marts til 15. april i henhold til bekendtgørelsen om vildtskader. Regulering af skadevoldende vildt kræver i de fleste tilfælde tilladelse. 
Læs mere her

Det er kun lodsejeren eller kommunen, der kan give tilladelse til regulering. I henhold til § 37 i Lov om jagt- og vildtforvaltning kan lodsejeren blive pålagt at foretage reguleringen, hvis rågerne for eksempel skader folks sundhed (støj, så man ikke kan sove). Man kan rette henvendelse til den lokale enhed af Naturstyrelsen, som så vil se på sagen.

Læs mere om regulering af skadevoldende vildt på Miljøstyrelsens hjemmeside

Nej, det må man ikke. Langt de flest fuglearter er fredede hele året. Det gælder alle rovfugle og småfugle samt de fleste vadefugle. Danmark har desuden en international forpligtelse til at beskytte bestande af fugle, der kommer hertil på træk.

Læs mere om regulering af skadevoldende vildt på Miljøstyrelsens hjemmeside