En stor del af forklaringen er, at de mange edderkoppespind på denne tid af året bliver afsløret af morgenduggen. Derudover er september måned også tidspunktet, hvor mange hanedderkopper opsøger hunnerne i deres net for at indbyde til parring, og det sætter ekstra gang i spindelvævene. 

Det nøjagtige tidspunkt varierer fra år til år, og det afhænger blandt andet af vejret, muligheder for overnatningssteder for fuglene, mængden af rovfugle og også antallet af mennesker, der vil iagttage fuglene, og deres opførsel. Generelt er månedsskiftet september/oktober et godt tidspunkt særligt i Tøndermarsken. Men stæreflokken kan også vise sig tidligere. Hold øje med information hos den lokale afdeling af Naturstyrelsen, som laver en del offentlige "Sort Sol"-ture.  

Ja, på Vestamager tæt ved Kastrup Lufthavn er der ”Sort Sol” i miniformat i det store vådområde, hvor den lokale stærebestand samles og overnatter i tagrørene. Det er svært at sige præcist hvornår, det sker, så det nemmeste er at hoppe på cyklen og tage ud i området med jævne mellemrum i september og oktober. 

Svanepar flyver ofte en runde for at kontrollere, at der ikke er trængt andre svaner ind i deres territorium. Hvis det drejer sig om en enkelt sø, kan de holde øje med indtrængende svaner fra reden, men når der er tale om flere søer, må de en tur i luften for at kunne overskue deres territorium. I de senere år er der nogle steder opstået en ny type svaner i yngleområderne, som ikke er så aggressiv og territoriehævdende, som man normalt ser. Disse svaner yngler i noget, der minder om kolonier, og det giver plads til flere ynglepar i området end normalt. 

Det kan være en slimsvamp, som tidligere blev regnet for svampe, fordi de formerer sig ved sporer. I dag ved man, at det er en slags amøber og derfor et slags dyr. Slimsvampe kan være svære at artsbestemme, og det kræver ekspertviden og et godt mikroskop. Ofte kan man se svampene brede sig i sjove mønstre på træstubbe, hvor de breder sig i slimporet fra snegle. Faktisk er slimsvampene storelskere af snegleslim. På den måde kan slimsvampene også hurtigt brede sig i skovbunden. Slimsvampe er ganske uskadelige og ikke til fare for hverken planter eller dyr - og heller ikke for mennesker.   

Både grævlinger, ræve og rådyr kan finde på at æde løs fra bærbuske. Eller også er det mennesker, der har været på spil i ly af mørket. 

En hugorm – eller slanger i det hele taget - med to hoveder er meget usædvanlig. Det er kun få dokumenterede tilfælde af det i Danmark. Rundt omkring i resten af verden er en del eksempler med tohovedede slanger. Fænomenet opstår på samme måde som med siamesiske tvillinger. Et befrugtet æg starter med at dele sig i to, men adskillelsen bliver aldrig fuldstændig. Ligesom siamesiske tvillinger kan slanger hænge sammen forskellige steder på kroppen. Desværre overlever en tohovedet slange sjældent længe i naturen, da de har vanskeligere ved at flygte, og de to hoveder vil i mange tilfælde konflikte med hinanden, når den vil nedlægge bytte.   

Det er et velkendt fænomen, som sandsynligvis skyldes, at svalerne har ligget på rede. Når svaler har unger i reden, er de meget territoriale og kan gå til angreb på alle, der nærmer sig reden – også mennesker. Isfugle har nok ikke gjort svalerne noget udover at komme for tæt på deres territorium.

Fordi bjergene vaskes ud i havet, og bjerge består blandt andet af mineraler og salte. Vejr og vind nedbryder langsomt bjergene, så de bliver til fint ler og sand, der skylles ned ad bjergene, når det regner. På den måde vaskes saltene ud af jorden og løber via bække, åer og floder ud i havet. I havet bliver saltindholdet mere og mere koncentreret, fordi solens varme får vandet til at fordampe, imens salt bliver tilbage.

Svaret er en kombination af strøm, vind og bundforhold. Opvældende vand giver blank overflade, som det ses over skruen på et skib eller sporene efter eksempelvis en hval. Når et undersøisk rev markerer skillelinjen, så er det strømforhold, der er forklaringen. Vand bliver blandt der, hvor strømmen presses op mod overfladen af revet. På en stille dag kan små lokale vinde skabe bølger på vandet. Mødet mellem forskellige vandmasser – salte, ferske, kolde eller varme – kan også give markante skillelinjer i vandoverfladen. 

Det kommer an på, hvilken højde man måler fra, men der er en formel for det. L er afstanden til horisonten i kilometer, og h er højden over havet i meter.

L = 3,85 x √h

For at formlen giver et sandt svar, forudsætter det, at man kigger mod horisonten ud over havet. Så hvis man står på stranden, og ens øjne er 1,7 meter over havets overflade, er der 5,02 kilometer ud til horisonten.

Når solen opvarmer jorden, startes en fordampning, der får varm fugtig luft til at stige. Oppe i højderne køles dampen ned, og de små vandmolekyler bliver samlet til små dråber, der danner skyer. Når skyen afkøles mere, bliver de små dråber så store, at de falder ned som regn.

Solen giver varme, og uden den ville jorden være dybfrossen. Derudover er lyset forudsætning for fotosyntesen i alle grønne planter på land og i vand. Fotosyntesen er energikilden til planternes vækst, og planterne er energikilden for de fleste dyr, enten ved at planterne ædes af dyrene eller ved at rovdyrene æder planteæderne.

Det er en proces, der skaber fast stof af enkle ting som lys, luft og vand. Foto betyder lys, og syntese betyder at sætte noget sammen. Ved hjælp af solens energi kan planter sætte kuldioxid og vand sammen, så det bliver til glukose (druesukker) og ilt. Glukose kan omdannes til stivelse, der sammen med nærringsalte fra jorden eksempelvis kan omdannes til de stoffer, som et træ består af.

Man skal altid være varsom med at færdes ude i naturen i tordenvejr. Det gælder ikke mindst, når man færdes på åbne flader som for eksempel marker, enge, sportspladser og åbent vand. Det bedste råd er at komme i land og søge indenfor. Alternativt skal man lægge sig ned, så man ikke rager op i luften. Det samme gælder, hvis man er på land. Så skal man sætte sig på hug med samlede ben og gøre sig så lille som muligt og så vidt muligt placere sig i åbent land – og ikke i nærheden af et træ eller en mast.  

Vi vil sandsynligvis fortsat kunne opleve hårde vintre, selvom gennemsnitstemperaturen i løbet af et år stiger. Der er en del fugle, hvor kulden kan medføre overdødelighed, og hvor tilbagegangen for arten kan tage nogle år at forvinde. Lokalt kan en art som skægmejse være uddød. Man kan også konstatere tilbagegang for visse vandlevende fugle, hvis vandet har været længe frosset. Det er vandlevende arter som lille lappedykker, isfugl, rørdrum og hejre, der bliver hårdest ramt af hårde vintre.  

Det kommer givetvis an på flere forhold som både længden på frostperioden og jordbundsforholdene. Nogle regnorme er i stand til at danne frostvæske ved at koncentrere mængden af sukkerstof i deres krop, så der ikke dannes is og dermed sprængninger i organer og celler. Ikke alle arter af regnorme kan danne frostvæske, og de graver sig så i stedet dybere ned i jorden, hvor jorden er fri for frost. De største regnormearter kan have gange, der går flere meter ned i jorden, mens de mindre regnorme holder sig til cirka en meters dybde, hvor de enten går i dvale eller bliver mindre aktive både med at grave og søge føde. Dybt nede i gangene venter regnorme på foråret, og når der begynder at sive lunt regnvand ned i gangene, så søger regnormene mod jordoverfladen. 

Planeten Jorden tiltager i vægt, da der hvert år falder mange tons kosmisk støv ned fra verdensrummet. Men Jorden vokser ikke på grund af planter og dyr. Et træ optager atomer fra jorden, luften og vandet og indbygger dem i deres blade, stamme og andet. Planten vokser, men kilderne til atomerne aftager præcis lige så meget. Når planten dør, rådner eller brænder, så frigøres atomerne igen og indgår i en ny sammenhæng. Det hele er et fortsat kredsløb, hvor jorden som helhed (jord, vand, planter, luft) ikke tilføres ekstra materiale.  

Der findes en formel for, hvor langt der er ud til den synlige horisont fra der, hvor man står. De fleste kender det nok bedst fra, at man står på stranden og overvejer, hvor langt er der egentlig er ud til der, hvor himmel og hav mødes. Det kan man beregne ud fra formlen:

L = 3,85 gange kvadratroden af h

L er afstanden til kimingen i kilometer, og h er øjenhøjden over havet i meter.

Så hvis man er 1,7 meter høj og står på stranden, så er der 5,02 kilometer derud.