Ja, der er så mange træer og buske i Danmark, som fungerer som helt naturlige frøkilder, at Danmark ville vokse til i skov i løbet af ganske få årtier, hvis vi holdt helt op med at slå græs og hø og pløje og dyrke marker og enge.

Ja, man kan plante mange egetræer, for de er stærke og kan tåle meget ukrudt og vokser alligevel op og bliver til store træer. Man kan også plante såkaldte ammetræer som lærk og rødel. Ammetræer vokser hurtigt og hjælper efter kort tid med at holde ukrudtet nede til glæde for de mere sårbare træarter som f.eks. bøg. Endelig kan man vælge at acceptere, at der bliver nogle lysninger i skoven, hvor de små træer er gået til i ukrudt.

I en gennemsnitlig moden løvskov på over 100 år findes der cirka 400 kubikmeter træ. Det kan omregnes til cirka 600 rummeter.

Grunden til at nogle træer er løvfældende og andre (især nåletræerne) ikke er, skyldes tilpasninger til klima og voksesteder gennem millioner af år. I vores klima har vi ikke ret mange nåletræer, som vokser naturligt. Faktisk er det kun enebær, skovfyr og taks. Resten af nåletræerne er indført til landet, så de kan udnyttes til tømmer og brændsel, og så kan de vokse på steder, hvor vores egne træarter var forsvundet.

Syge og døde træer bliver stående i skoven for at øge diversiteten (arternes mangfoldighed). Store svækkede og døde træer har betydning for en lang række arter af insekter og svampe samt for de fuglearter, som ruger i huller og hule træer. Hule træer kan endog have betydning som tilholdssted for flagermus.

Når blade falder ned på en muldbund, bliver de omsat, det vil sige spist af regnorme og andre dyr eller optaget af svampe og bakterier. Derved kommer bladet med tiden til at indgå i kredsløbet igen.

Det er træets rodsystem, der holder træet fast til jorden. Nogle træarter (som rødgran eller bøg) har ofte et ret fladt rodsystem, som ligger lige under jordoverfladen som en skive under træet. Og sådan et rodsystem er ikke specielt stormfast. Andre træarter (som skovfyr eller eg) har mere dybtgående rodsystemer, som bedre er i stand til at holde træet fast i storm. Skovens opbygning har også betydning for, om vinden kan få fat i træerne og vælte dem. Overordnet kan man sige, at træer, der er vokset op som sild i en tønde, kun dårligt tåler at blive udsat for kraftig vind. Så længe en tæt skov er uskadt af vinden, så står den formentligt godt fast, fordi træerne støtter hinanden, men hvis først der går hul på skoven, så kan skoven hurtigt vælte, fordi træerne ikke er vant til at stå alene. Det ses ofte, at når der er blevet tyndet ud i træerne i en tætvokset nåleskov, så vil den i de første år efter tyndingen være særligt udsat for at vælte.

Egene herhjemme er ikke i fare for at forsvinde. Nogle arter som birk, poppel, ær (ahorn) og el vokser hurtigt op i kampen for at få lys. Andre træarter som bøg og eg vokser langsomt, men bliver også væsentlig ældre og kan klare sig i skyggen under de mere hurtigt voksende træarter. De hurtigt voksende træarter har ikke så tæt en bladkrone, så der kommer rigeligt lys ned til både eg og bøg. Det, der kan true egene, er i højere grad sygdomme eller insektangreb, som det er sket med vores elme-, kastanie- og asketræer. I de fleste tilfælde vil der dog altid være et vist antal af træer, som kan modstå sygdomme.

Det gør man, fordi skoven er en del af et spændende, eller hvis skoven indeholder nogle meget sjældne planter eller dyr. En skovejer kan også ønske, at en skov skal fredes, hvis man ønsker at beskytte den mod hugst, fordi den skal have lov til at passe sig selv. Skovene er beskyttet af skovloven, der blandt andet bestemmer, at der skal plantes ny skov igen, når der er blevet fældet et stykke gammelt skov. Det er heller ikke lovligt bare at fælde skoven for at bygge huse eller både.

Oldenår er år, hvor der er særligt mange agern (frø fra eg) og bog (frø fra bøg). Om det bliver oldenår afhænger blandt andet af vejret i året forinden.

Det må man som udgangspunkt godt, medmindre arealet helt konkret er udpeget til såkaldt minusområde i regionplanen, eller hvis området er såkaldt § 3-beskyttet område (beskyttede naturtyper) i naturbeskyttelsesloven, fredet eller på anden vis ved servitut eller anden bestemmelse friholdt for tilplantning eller bestemt for anden anvendelse.

I mange skove indvindes vand, og faktisk findes det gode grundvand ofte i skovene, da mange af vores skove er meget gamle. Da der kun er brugt meget få sprøjtemidler i skovene, og det efterhånden er mange år siden, så er det oplagt at lave drikkevandsboringer i skovene. Og det er netop brønddæksler til disse boringer, som har de aflåste aluminiumsdæksler.

Nej, det er kun dele af Almindingen, som er fredet efter naturbeskyttelsesloven. Det gælder blandt andet området ved Ekkodalen, hvor bevoksningen søges bevaret med bøgetræer.  Almindingen er fredskov, og det betyder i hovedtræk, at arealet skal bære skov, men man må for eksempel gerne skifte træart. Der må gerne være enge, marker og naturarealer, men man må ikke opføre bygninger, grave grus med mere. Almindingen er udpeget som EU-habitatområde, og det betyder, at man skal tage særlige naturhensyn i driften.

Jo, ved Silkeborg er der mange skove med forskellige navne, men når de hænger sammen, så er det at betragte som en skov. Dermed ligger Danmarks største skovområde mellem Gludsted og Ry, hvor skoven er på cirka 8500 hektar. Ved Ry hænger den sammen med skovene på sydsiden af Silkeborgsøerne over Himmelbjerget og videre til Virklund og Gjessø og op i Silkeborg Vesterskov. Dermed bliver skoven yderligere 4100 hektar større og altså langt større end Rold Skov, der er på cirka 8000 hektar.

Den sammenhængende skov midt på Bornholm - Almindingen - er næsten 60 kvadratkilometer, og man plejer at regne den for Danmarks tredjestørste skov. Staten ejer cirka 25 kvadratkilometer af skoven, kommunen ejer en pæn portion, og private ejer cirka 20 kvadratkilometer. I gamle dage var der skov overalt på Bornholm, og kongen ejede en del midt på øen, som er kernen i Almindingen. Senere forsvandt næsten al skoven, som blev brugt til blandt andet huse og brændsel, og de mange husdyr græssede og åd de unge planter. Derfor er det meste af skoven i dag ikke ret gammel og er plantet inden for de sidste 100-200 år. Der er dog enkelte gamle egetræer, som ud fra årringene er 325-350 år gamle. De er altså spiret frem, mens Christian den 4. var konge. Der er sandsynligvis omkring 50 millioner træer i Almindingen, hvis man tæller alle de små spirer med. Når de små bøgetræer lige er spiret, så kan der være mere end 100 på bare 1 kvadratmeter, men de færreste overlever. Et gammelt bøgetræ på god jord fylder cirka 100 m2. Almindingen består af ret fattig jord, og derfor er det mest grantræer, der vokser i skoven. Men der er også en del bøg og eg. Faktisk findes de fleste danske skovtræer (15-20 forskellige) i Almindingen, der er bare ikke så mange af dem, og de bliver ikke så store.

For snart 250 år siden plantede en tysk forstmand en del skov omkring København. Forstmanden hed Langen, og i Dyrehaven plantede han blandt andet Von Langens Plantage, som var indhegnet i cirka 100 år fra 1764 til omkring 1864. Ind til plantagen var der en blå låge, som har givet navn til "Blå Bomme".

I Vestskoven findes der bøgetræer mange steder, men det samme kan man desværre ikke sige om skovmærke. Faktisk kender vi ikke til et eneste sted på de cirka 15 kvadratkilometer, hvor der er skovmærke. Problemet for Vestskoven og de typiske skovplanter er, at jordbunden består af stiv lerjord og ikke den porøse mineraljord, som eksempelvis anemoner og skovmærke foretrækker. Derfor er de typiske planter i Vestskoven nellikerod, brændenælde og mælkebøtte. I gamle skove kan man nemmere være heldig at finde den herligt duftende skovmærke – eksempelvis i Hareskoven, som findes kun 13 kilometer nord for Vestskoven.

Af de mere specielle plantearter kan man finde flere arter af slægten Vintergrøn, den blege orkidé Knærod og fin lille plante med lyserøde klokker, der hedder Linnea. De er alle knyttet til nåleskov med mos i bunden og er almindelige i blandt andet Sverige, hvor den type skov er mere udbredt end herhjemme. Der findes også en del insekter og sjældne biller, som trives i lys nåleskov. Sporene af fyrreviklerens larve kan ses på mange fyrtræer i Tisvilde Hegn. Sortspætten kan høres og ses året rundt i Hegnet. Den laver store huller i træerne, som sjældne huldue flytter ind i, når de bliver ledige. Også gråsisken, hedelærke og misteldrossel kan ses eller høres på det rigtige tidspunkt af året. Af store dyr findes rådyr og krondyr.

Den store gamle eg, du spørger om, hedder "Ulvedalsegen" eller "Teateregen". Det første navn kommer fra dens voksested midt i Ulvedalene, og det andet navn stammer fra, at den har indgået i kulisserne i de år, der blev spillet teater i Ulvedalene fra 1910 til 1949 og igen i nyere tid. Egens alder kendes ikke præcist, da træet er hult, og man derfor ikke mere kan finde de ældste årringe. Alderen anslås efter bedste skøn til 5-600 år. Der er et enkelt træ i nærheden af Dyrehaven, der har flere år på bagen. Det hedder "Skovfogedegen" og står ved skovfogedboligen "Klampehus" udenfor den røde port ved Klampenborg. Dens alder anslås til omkring 800 år. Ellers finder man stadig ganske mange egetræer, der er omkring 300 år gamle. De står i grupper rundt omkring i Dyrehaven. Der er en sådan gruppe ved Femvejskrydset i den nordlige del af Dyrehaven.

Den gængse forklaring er, at det sydligste af Hønsehals Skov (skovstykket øst for Udby Vig) ligner hovedet på en høne. Den smalle landtange mellem Vesterløb og Udby Vig er hønens hals, så kommer hovedet og mest sydligt ned mod Bognæsskoven kommer næbbet. Hønsehalsen optræder på et kort fra 1891.

Ja, der vokser en flot Weymouthfyr i Rude Skov tæt på Sortedamsvej og den lille mose kaldet Sortedam bare 100 meter fra Kongevejen og 500 meter nord for skovløberstedet Rudeholm. Træet er sikkert plantet ud i skoven omkring år 1800. I den periode var der to forstmænd, der prægede dansk skovbrug: Overforstmester C.H. Linstow, der døde i 1823, stod i spidsen for udviklingen i dansk skovbrug i det hele taget, og lokalt tog forstmanden Schäeffer initiativ til at anlægge en forstplanteskole i Folehaven omkring det lille Planteskolehus fra 1792, der dengang blev brugt til vinteropbevaring af frø og planter, og i dag er indrettet som skovhytte for kommunens børnehaver. Disse to forstmænd har afprøvet nye arter i skovene, og det mest sandsynlige er, at den omtalte Weymouthfyr har været plantet ud i et beskedent antal i en forsøgsbevoksning måske også sammen med en række andre nye arter.

Læs mere om Weymouthfyr på Wikipedia

Der findes en del væltede træer på Bornholm, hvor grenene vokser op som stammer. Men det mest kendte er - eller rettere var - en rødgran kaldet Syvmasteren nord for Bastemose ved Segenvej i Almindingens østlige del. Træet væltede 1996 i et blæsevejr - formentlig 220 år gammel - og i dag er der alene ruderater tilbage af træet. Man kan finde tilsvarende træer andre steder på Bornholm for eksempel en femarmet birk i Paradisbakkerne og træforsøget i Almindingen. Efter en storm i oktober 1967, som hærgede de bornholmske skove meget stærkt, efterlod man et cirka fire hektar stort urørt bøgeareal. Dette har siden udviklet en del træer, hvor sidegrenene er blevet til nye stammer.

Ja, det må man i princippet gerne, men det kan være forbudt, hvis hegnets højde, konstruktion eller materialevalg virker dominerende eller skæmmende. Kontakt eventuelt kommunen, som er myndighed for adgang til private skove.

Man må gerne lave hegn inde i sin skov, når hegnet har noget med driften af skoven at gøre for eksempel hegninger, så vildtet ikke kan komme ind og spise nyplantede træer. Hvis man vil indhegne hele sin skov, skal man være opmærksom på bestemmelserne i Naturbeskyttelseslovens § 23 stk. 2, som siger: "Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres. Der må ikke opsættes usædvanlige hegn omkring skove." Usædvanlige hegn kan for eksempel være de populære moderne, arkitektoniske hegn af jerngitter med kampesten. Det er kommunen, der er myndighed for hegn i private skove, så det bedste er at kontakte kommunen.

Skovloven siger klart i § 16, stk. 7, at skovbryn af løvtræer og buske skal bevares på fredskovspligtigt areal. Men det betyder ikke, at skovbrynet skal henligge urørt. Der må gerne fældes vækster i skovbrynet, hvis formålet er at opretholde skovbrynets funktion som lægiver. Et skovbryn er så bredt, som det er nødvendigt, for at opretholde den lægivende effekt, men bredden er ikke nærmere defineret i skovloven. Man kan regne med en bredde på 20 meter i nord- og vestvendte kanter, 10 m. i syd- og østvendte kanter, for passende. Man må gerne fælde træer, der står på skovdiget, og træer, hvis grene strækker sig langt ud over det tilstødende areal. Hvis man ikke selv ejer jorden uden for skovdiget, så er det en god idé at lave en aftale med naboen, inden man begynder at fælde træer ud over hans mark.

Alle private skove over 20 hektar samt alle offentlige skove uanset størrelse kaster en skovbyggelinje på 300 meter af sig. Inde for denne zone må man ikke bygge, og det gælder også opstilling af vindmøller. Der kan i visse tilfælde dispenseres fra forbuddet. Reglerne om byggelinjer findes i naturbeskyttelsesloven. Det er kommunen, der behandler spørgsmål om bygelinjer og kan give en eventuel dispensation. I skove, der er omfattet af fredskovspligt, og det er de allerfleste skove, er det ikke tilladt at bygge eller opføre anlæg som for eksempel vindmøller. Der skal helt særlige grunde til for at dispensere fra dette forbud. Reglerne om byggeri i fredskove findes i skovloven, og det er Naturstyrelsens lokale enheder, der vurderer de konkrete spørgsmål. Hvis man ønsker at opstille en vindmølle på sin ejendom, så bør man altid rette henvendelse til kommunen for at afklare regler i forhold til den kommunale vindmølleplanlægning.

Reglerne om arbejdsskure findes i skovloven, og det blev med loven i 2004 lettere at få et skur i skoven. Der står blandt andet, at arbejdsskuret skal godkendes Naturstyrelsens lokale enhed.

Omkring alle offentlige skove er der helt generelt en såkaldt 300 meters skovbyggelinje. Der er nogle helt særlige regler vedrørende driftsbygninger, der er nødvendige for jordbrugs- og fiskerierhvervet. Tag derfor kontakt til kommunen for at høre nærmere om en konkret byggesag.

I fredskov må der etableres dyrehegn, når det skønnes nødvendigt for driften. Dyrehegn i fredskov skønnes nødvendigt for driften ved for eksempel skovrejsning, tilplantning, foryngelse med mere. Når dyrehegnet ikke længere har anvendelse, det vil sige, at plantningen eller foryngelsen har groet over dyrenes bidhøjde, så er det i princippet ikke længere tilladt og skal fjernes.

I begyndelsen var det hassel og derefter skovlind, der dominerede i de danske skove. Der voksede også birk, fyr, bævreasp, elm, eg og el i skovene. Senere indvandrede ask og eg og overtog som de mest karakteristiske træer i skovene. Bøgen spredte sig sydfra for cirka 3.500 år siden.

De naturligt forekommende træer i Danmark, er bøg, eg , ask, el, birk, fuglekirsebær, ahorn, lind, elm, røn, spidsløn, piletræ og bævreasp. Derudover finder der nogle vilde æble- og blommetræer. Udover løvtræer er skovfyr også oprindeligt hjemmehørende i Danmark. Den vilde skovfyr forsvandt på grund af overudnyttelse, og de sidste rester af skovfyr stod på Læsø og i skoven ved Gram. I dag er skovfyr udsat igen fra planteskoler. I skovene omkring Vejle findes et lille nåletræ, der hedder taks, og det har efterhånden været i Danmark så længe, at det af nogle vurderes som et hjemmehørende træ.

Ja, de fleste træer har både hanblomster og hunblomster på samme træ, men enkelte er det, der kaldes for "tvebo", hvilket betyder, at de hanlige og hunlige blomster bor på hver deres træ. I Danmark er det arter som enebær, taks og vrietorn, der er tvebo. Et træ som ask udgør en overraskende blanding, der viser, hvor mangfoldig naturen kan være, for ved ask findes der både hanblomster og hunblomster og tvekønnede blomster. Andre træer er helt overvejende hunlige, mens andre er hanlige, og en del er mellemformer.

Træer vokser fra den øverste knop i toppen af træet, hvorfra der hvert år sendes et nyt skud afsted med anlæg til ny stængel, grene og blade. Træet vokser også i tykkelsen ved, at der hvert år dannes en ny årring. Laver man en markering på træets bark, vil markeringen ikke blive løftet op, men blive i samme højde.

Træerne på vores breddegrader får årringe på grund af de skiftende årstider. Forår og sommer bygger træet en lys årring, der kaldes vårved. Når det bliver efterår tilføjer træet en smallere, mørk årring, der kaldes høstved. Om vinteren holder træet helt op med at vokse. I tropernes stabile klima dannes der ingen årringe, for der vokser træerne jævnt hele året.

Det er grønkornene (klorofylet) i bladene, der farver bladene grønne. Men der findes også rød-violette farvestoffer (anthocyaner) og orange farvestoffer (karotenoider) i bladene. Om efteråret bliver grønkornene nedbrudt og trukket ind i træet og gemt til næste år. Når grønkornene er væk, er det de røde og orange farvestoffer, der farver bladene.

Cirka 90 procent af rødderne findes i de øverst 60 cm af jorden, hvor de fleste næringsstoffer findes. Kun få rødder når dybere end 1-2 meter. For at sikre træet vand i tørre perioder sender træerne nogle få, men betydningsfulde rødder nede i de dybere jordlag.

Den har en douglasgran på 52,6 meter, der voksede i Ry Skov ved Silkeborg. Desværre væltede træet i stormvejr i 2002.

Det er Kongeegen i Jægerspris Nordskov, der menes at være 1600 år gammelt.

En væsentlig grund til, at træer kan blive flere hundrede år – ja, nogle gange mere end 1.000 år – er, at det kun er blade, blomster, bark og rod, der er levende. De store grene og det meste af stammen er død, og kan holde i utroligt mange år, fordi det er fyldt med harpiks og andre stoffer, der beskytter mod svampe og insekter.

Helt generelt er det både arv og miljø, der styrer træers vækst - og menneskers vækst med for den sags skyld. De forskellige træarter har forskellig mulighed for højdevækst. Selv under optimale forhold vil en røn ikke blive lige så stor som et bøgetræ. Den forskel ligger i generne. Træernes evne til at sende forsyninger af vand og næring højt op i trækronen og fastholde en krone, der kan modstå storm og snetryk er således forskellig. Man ser forskelle i højdevæksten indenfor samme art på forskellige voksesteder. I Danmark vil man se forskelle på for eksempel egetræer i Vestjylland og i Østjylland.

Et bøgetræ på 90 år slubrer hver dag mellem 150 og 200 liter vand i sig for at overleve, når det er varmt. Det er lige så meget, som en elefant drikker om dagen. Under sydligere himmelstrøg kan store træer drikke mellem 500 og 2.000 liter vand på varme dage.

Inde i træets knopper ligger begyndelsen til de nye blade. Knopperne bliver anlagt sidst på sommeren. Hele vinteren ligger de nye blade i knoppen godt beskyttet af knopskællene. Om foråret begynder træet at føre vand rundt til kviste og knopper. Så vokser bladene i knopperne, og til sidst falder knopskællene af, og de nye blade folder sig ud.

Mange træer drejer sig ganske langsom, mens vokser. Hvilken vej træerne snor sig afhænger af træarten og alderen. De fleste grantræer drejer sig venstre om, mens de er små, men vokser mere lige, når de bliver store træer. Lærk snor sig venstre om hele livet. Hestekastanje, hyld og syren er næsten altid meget stærkt venstresnoede, mens arter som bøg, eg, ær (ahorn) og birk som regel har et mere ret forløb. Der er dog undtagelser. Tænk for eksempel på "Sno-egen" i Jægerspris Nordskov.

Lystræer er træer, der kræver meget lys for at trives og som samtidig lader meget lys sive gennem trækronerne. Skyggetræer er omvendt træer, der kan vokse i skygge og som normalt kun lader ganske lidt lys gennem kronerne. Eg er et eksempel på et lystræ. Bøg er et eksempel på et skyggetræ.

Mosset trives bedst på østsiden og nordsiden af træet, fordi de sider af træet er mest fugtige. Mod syd og vest er der mere sol og vind, og det kan mosset ikke klare.

På gode danske voksesteder vil bøg binde ni procent mere CO2 end rødgran.  Ganske vist producerer grantræet stamme og grene med en større hastighed. Men til gengæld er bøgetræets stamme og grene tungere og indeholder mere CO2.

Et træ vokser hele livet, og derfor kan man ikke svare på hvornår den er udvokset.  Gran bliver typisk fældet når det er omkring 80 år, bøg omkring 120 og eg over 200 år. De ældste træer i Danmark er eg, som kan blive over 2000 år gammel.

Man kan analysere sig frem til alder, art og oprindelighed, hvis man har et stykke af et træ, og man kan også meget nøjagtigt lave en DNA-profil på et træ. Arter knytter sig til forskellige egne af landet, så måske kan man også ved at sammenholde vandmolekyler og træets DNA finde frem til, hvor træet har vokset. Det må videnskabsfolk næsten kunne svare på – eller måske Politiet.

Det er bedst at flytte træer far november til april, mens træerne er i hvile.

Man brugte i Danmark oftest bøgetræ, når man lavede jernbanesveller. I dag laves jernbanesveller af beton.

Løvfaldet er en tilpasning til frostvejr. Hvis det saftfyldte blad blev siddende på træet om vinteren, ville der komme frostsprængning i bladet. Nu tømmer træet i stedet det saftfyldte blad i stedet for næring, som gemmes længere inde i træet. Og så kan træet bagefter smide bladet, uden at det koster træet for mange ressourcer.

Normalt er det omkring 1. maj eller lidt før. Det præcise tidspunkt afhænger af temperaturen og dagens længde.

Bøgetræet indvandrede til Danmark omkring 1500 år før vores tidsregning. Bøgen overlevede den seneste istid i det sydligste Europa og har siden langsomt bredt sig nordpå. Bøgen blev først dominerende i skovene, da herregårdenes begyndte at holde svin i skovene fra 1400-tallet og frem. Kun bøg og eg sætter frø, olden, der egner sig som svinefoder, og derfor huggede man alle andre træarter væk.  Det gavnede desuden bøgen, at dens frø er sværere at finde for svinene end egens frø.

Bøgen kan blive 35 meter høj og få en omkreds på helt op til seks meter. Når bøgen bliver cirka 300 år, begynder den at dø. I skovbruget fælder man normalt bøgetræer, når de er 110-130 år gamle, fordi træet herefter vokser meget langsomt.

De ældste bøgetræer i Danmark er cirka 400 år gamle.

Selvforyngelse vil sige, at de nye træer, som vokser frem i et område, er spiret frem af frø fra de træer, der står på arealet i forvejen. Disse har så forynget sig selv.

Bøgen kommer gennem vinteren ved at gå i en art dvaletilstand, hvor bladene smides, og livsfunktionerne skrues ned på lavt blus.

Bøgetræets størrelse afhænger blandt andet af, hvilken jord den har stukket rødderne i, men et 10 år gammelt bøgetræ er cirka tre til fire meter højt med en diameter på tre til fem centimeter. Et bøgetræ vokser meget forskelligt i højden alt efter, hvor gammelt det er. Når det er cirka 20 år, så vokser det næsten en ½ meter om året. Når det er 50 år gammelt, så vokser det omkring 30 centimeter om året, og når det er 100 år gammelt vokser det cirka 10 centimeter om året.

For langt de fleste planter er hovedformålet med bladene, at de kan optage så meget sollys som muligt og omsætte det til energi til brug for planten. Det gælder også for bøgen. Så en stor bladflade er lig med et stort produktionsapparat. Derudover betyder en stor bladflade, at eventuelle konkurrenter skygges væk, så træet kan have sit rodrum i fred. På den måde sikrer træet sig mere vand og mere næring.

Der er ingen forskel. I begge tilfælde er der tale om en almindelig bøg med røde blade. Den almindelige bøg hedder på latin Fagus sylvatica, mens den røde variant kaldes Fagus sylvatica "Atropunicea" eller "Purpurea". Der findes også røde varianter indenfor adskillige andre træarter.

Helt generelt så springer avnbøgen lidt senere ud end bøgen. Avnbøgen springer normalt ud midt i maj, men når den bruges som hæk på varme og solbeskinnede steder, kan den springe ud væsentlig tidligere, og så sker det, før bøgen springer ud i skovene. Avnbøg og bøg er i øvrigt ikke i familie med hinanden. Avnbøg tilhører hasselfamilien, mens bøgen tilhører skålfrugtfamilien.

Birketræers rødder vokser især i det øverste jordlag lige under overfladen. Det kaldes for en skiverod. Det meste af rodsystemet vil være indenfor 0-1 meters dybde. Det varierer afhængigt af voksestedet. Hvis der er højtstående grundvand, så standser rodvæksten i overkanten af dette. I moseområder ser man ofte væltede birketræer, hvor det flade rodsystem fremstår tydeligt.

Det kan skyldes, at træet står i læ, så træets agern bliver på træet lidt længere end normalt. Det kan også skyldes en god sommer, hvor frøene har så meget energi, at de slet ikke kan vente med at spire, til de falder til jorden.

Nogle elmearter indeholder særlige sukkerstoffer, som anvendes i naturmedicinen mod forskellige fordøjelsesproblemer - herunder blandt andet for meget mavesyre. Samtidig er elmens blade nogle af de mest næringsrige, som derfor også foretrækkes af mange insekter. Før i tiden høstede man også elmeblade og smågrene som foder til kvæg. Nogle mener, at hunde spiser det, de har brug for, hvis de eksempelvis har dårlig mave. I hvert fald må bladene smage godt, siden hundene æder dem.

Der vokser ikke vilde pinjetræer i Danmark. Som de fleste arter, man tager med hjem fra syden, kan pinjetræerne holde indtil, der kommer en hård vinter, så fryser de ihjel.

Det nemmeste er at efterligne naturen: Om efteråret sås frø fra bøgetræet i en urtepotte eller i haven. Lad urtepotten stå udenfor i lys og vand jævnligt. Jorden må hverken blive for tør eller for våd. Til foråret vil du se planterne spire frem. Hvis de står tæt, kan du enten fjerne nogle af dem, eller omplante dem. Det giver den enkelte plante en god rodudvikling.

Hvis du har sået direkte på det blivende voksested, skal man de første år sørge for, at ukrudt ikke kvæler de små bøgeplanter.

Der kan være stor forskel på, hvornår træer (selv af samme art) begynder at sætte frugt. I den kommercielle frøhøst høstes sjældent på bøg, før træerne er 40-50 år gamle. Oftest vil træerne dog begynde at blomstre noget tidligere. Står træerne frit eksponeret med lys og luft omkring kronen, vil de oftest sætte flere frø og måske også begynde på det tidligere end træer, der vokser i tætte bevoksninger.

Spætten er en af de fugle, der holder af gamle træer, hvor den kan finde føde og lave redehuller. Egernet findes også i en askeskov sammen med masser af mus og rådyr. Men mest af alt lever der insekter på træet, og netop insekterne er en af grundpillerne i fødekæden for asketræet. Insekterne spiser blandt andet træets blade - de bliver selv spist af fugle - og fuglene kan blive spist af rovdyr som ræven.

Hvis man vedvarende sørger for at fjerne alle skud, så der aldrig er grønne plantedele, der stikker op af jorden, vil man på sigt udsulte roden, så den dør.

Når man om efteråret har samlet egetræets frø – agernet – skal det helst sås efter få dage. Agernet er nemlig ret følsomt for udtørring. Det er bedst at så agernet direkte i jorden. Agernet skal tre til femcentimeter ned i jorden, og det skal altid ligge på siden i jorden.

Ja, rødellens små kogler skal høstes i november måned lige inden. Frøene er meget små og umulige at samle, når de først er faldet ud af koglerne på jorden. Saml koglerne i nylonstrømper som hænges over en radiator, så der kommer massere af luft til. Når koglerne efter nogle dage åbner sig, kan man drysse frøene ned i plastposer, som lægges i køleskabet til, de skal bruges.

Frøet skal fugtes op, inden det sås. Det sker ved at lægge frøet i en nylonstrømpe og ned i en vandbalje en times tid.

Frøet kan sås ud i maj måned, når jordtemperaturen er ca. 10 grader.

Hestekastanjer er nemme at få til at spire. Saml de store kastaniefrø – dem man ellers bruger til kastanjedyr – om efteråret, når de falder ned fra træerne. Gem dem i en plastpose med huller i, så der kommer godt med luft til. Læg posen i et køleskab eller andet mørkt og køligt sted. Når risikoen for frost er ovre, skal frøene lægges ned i et fem centimeter dybt hul og dækkes med jord.

Nej, nåletræer ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, og de er derfor i virkeligheden heller ikke oprindeligt tilpasset dansk klima. Dog er skovfyr (Pinus sylvestris) hjemmehørende i Danmark. Skovfyr dyrkes ikke meget i skovbruget. En del af forklaringen på, hvorfor nåletræer alligevel har vundet indpas i Danmark, er, at de vokser hurtigt og fra en skovejers synspunkt så er nåletræer en bedre forretning end løvtræer. Et problem er dog, at man – som en konsekvens af klimaforandringerne – forventer mere tørkeprægede somre og flere og kraftigere storme om efteråret, og det vil ramme nåletræerne hårdt. Især vil rødgran, der trives bedst i et køligere klima, få det svært. I dag udgør nåletræer omkring 50 procent af det samlede danske skovareal, men andelen af løvskov er voksende.

Ja, når du har fundet nogle kogler, skal du have frøet ud. Tag koglerne indenfor, så tørrer de og åbner sig. Ryst de små vingede frø ud af koglen. Så frøene oven på jorden og drys en halv centimeter sand på. Hold jorden med frøene fugtig, indtil de små grantræer vokser godt.

En fyrre-kogle er tre år om at modne. Til den tid er koglerne blevet omkring fem centimeter lange og bøjer ned fra grenen, så de modne frø kan drysse ud. Frøene er forsynet med hver sin lille vinge, så de effektivt bliver spredt med vinden. Herefter falder den gamle kogle ned.

Bangsbofyren er et legendarisk træ i Danmark, da forskerne mener, at der kun er to nåletræarter der oprindeligt har levet her i landet: Taks og skovfyr. Alle andre nåletræarter er importeret fra andre steder i verden især siden begyndelsen af 1700 tallet. Bangsbofyren er en skovfyr, som nogle mener stammer direkte tilbage fra de oprindelige danske skovfyr. Der er ifølge Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside i dag et enkelt træ tilbage på Læsø.

Læs mere på dn.dk

Man kan aldersbestemme et træ uden at fælde det ved at bruge et specialbor, hvor man udtager en prøve, som man kan tælle årringene på. Man gør det så lidt som muligt, fordi man ved at bore hul i træet skaber en adgangsvej for svampeangreb.

Grantræer har han- og hunblomster. Hunblomsterne, som udvikles til kogler, vindbestøves normalt.

I USA bruger man ofte douglasgran, men i Danmark vokser rødgran eller Nordmannsgran bedst, og de ser også flotte ud, mens de er små.  Man kan også vælge at plante en omorikagran (også kaldet søjlegran), som er et ganske smalt, men oftest smukt formet grantræ. Uanset arten er det meget vigtigt, at jorden på stedet, hvor træet skal plantes, er godt forbehandlet, og at træet har plads nok til at udvikle et godt rodnet. Det er et hårdt liv at være bytræ og nok særligt hårdt for nåletræer, så man bør måske overveje at beskytte træet mod vejsalt, da graner er meget følsomme over for salt.

Skovfyr kan frembringe en poppende lyd, når træets kogler springer op. Det sker normalt, når det er varmt og tørt, så harpiksen i koglen bliver blød og slipper taget. Når koglen har åbnet sig, kan frøet falde ud.

Grantræernes nåle har en tyk overhud og kraftige indre vægge i nålen. Den solide opbygning gør, at nålen kan lukke helt tæt og undgå udtørring, selvom træet går i en slags dvale i den kolde tid. Cellesaften i grannålen er desuden frostsikret ligesom bilernes kølervæske. Nålene sidder to til fem år, inden træet smider dem.

Der er mange forskellige træarter - rødgran, nordmannsgran og så videre, der kan bruges som juletræer. Og så er der raceforskelle - eller proveniensforskelle, som man kalder det på fagsprog – det vil sige, der er tykke træer og slanke træer, træer hvor der er langt mellem grenkransene, nålene og så videre. En hurtig opdeling af et to meter højt grantræ og vurdering af hvor mange nåle, der er på det, giver 250.200 nåle.

Det er formentlig egernet, der har været på spil. Om vinteren bider egernet de grønne kviste over og æder bark og knopper. Det lille dyrs appetit kan medføre, at skovbunden bliver helt dækket af grønne skud.

Når ædelgraner får røde nåle er det ofte på grund af angreb af svampen ædelgran-rust. Man kan se svampens sporehuse på nålenes underside som nogle små rørformede og hvide gevækster. Træet vil tabe mange af de røde nåle, men normalt vil træet overleve og sætte nye nåle.

Nej, nåletræer dør ikke nødvendigvis, når de taber nålene. Som med hår på hovedet, så skifter en nåletræ også sine gamle nåle. Et nåletræ som lærken mister helt naturligt alle sine nåle om vinteren. Men selvfølgelig kan ekstremt nåletab også være et tegn på, at et træ ikke har det godt. Bedste råd er at se tiden an og se, om træet igen får nye, fine grannåle.

Rødgraner har det ikke godt med milde vintre, da træarten er hjemmehørende på kontinenter, hvor der er kolde vintre op til halvdelen af året. I et koldt klima går træet i dvale, men er det varmt og lunt om vinteren, så forbruger træet energi, og det kan ses så på træet, der kommer til at se gult og halvvissent ud. Det kan dog også være insektangreb, som får træet til at miste nålene (særligt blågran og sitkagran).

Klumpsvamp er en vednedbrydende svamp, som er en kendt træsygdom på den nordlige halvkugle. Sygdommen rammer især koglebærende og bredbladede træer som bøg, eg, lind og ahorn. Svampen kendes i foråret på den skrøbelige keramiklignende brudflage. Senere på året optræder svampen sort med kulagtige sprøde skorper. Andre kendetegn på et sygt træ er en ikke så tæt krone eller løv, små gule blade og døde kviste. Når træerne skæres over, kan svampen ses som sorte ringe/zoner. Træer inficeret med klumpsvamp vil med tiden dø, da træets vandforsyning vil blive dårligere. Svampen angriber træets rødder og den nedre del af stammen. Med tiden vil træet i de områder blive så råddent, at det ikke længere kan bære. Derfor anbefales det, at træer med klumpsvamp fældes, hvis de kan være til fare for offentligheden, da træet, når det falder, falder i sin fulde længde. Træer, hvor svampen er synlig på mere end en side af stammen, bør fældes hurtigst muligt, da dette indikerer, at råddet går hele vejen igennem stammen. Vær ved fældning specielt opmærksom på, at træet er råddent og derfor kan falde før end ventet.

Modstandsdygtighed over for skadevoldere varierer med træernes almindelige trivsel. Svækkede træer vil være mere modtagelige over for skadevoldere. Svækkelse kan opstå som følge af, at træarten vokser et sted, hvor den generelt ikke trives for eksempel i en fugtig lavning. Svækkelse kan også opstå akut efter en tørkesommer eller lignende. Barkbiller kan angribe lærk, og i 1995 blev lærkebarkbillen første gang fundet i Danmark. Douglasgran angribes derimod sjældent af barkbiller. Både lærk og douglasgran kan – ligesom øvrige nåletræer - angribes af rodfordærver. Der er dog forskelle i, hvor hårdt de enkelte arter almindeligvis angribes. Lærk er generelt mere modstandsdygtig end douglasgran. Douglasgran er især modtagelig, når de er unge, mens ældre douglasgran anses for at være mere modstandsdygtige end eksempelvis rødgran.

Det er helt naturligt, at der komme svampe, når der er dødt plantemateriale. Døde planter rådner, når de nedbrydes af svampe og bakterier. På den måde frigives næringen i grenene og flisen og bliver tilgængelig for andre planter, og nedbrydningssvampe angriber ikke sunde træer. Enkelte svampe kan være giftige, men de er få.

Elmesygen er på retur i det meste af det sydlige og østlige Danmark, mens den stadig findes flere steder i Nordjylland. De steder, den er på retur, skyldes det først og fremmest, at der er væsentlig færre elme, der kan angribes. Dermed bliver der også færre af de biller, som spreder sygdommen. Enkelte elme har overlevet, måske som følge af rent held, måske fordi de har en særlig modstandskraft. Der har været foreslået flere forskellige strategier til at friholde særlige enkelttræer fra sygdommen - men ingen er skudsikre.

Hvis man fjerner barken på træet og kan se et dekorativt mønster fra larvernes gange, så er der formentlig tale om vedborende biller. Billerne forsvinder når træet er dødt. Nye biller vil sværme til foråret og lede efter andre træer at angribe. Barkbiller angriber sjældent sunde træer, de går mest efter svækkede og usunde træer.

Det er sandsynligvis svampe og især, hvis det er noget slimet klister. Så kan det være rødært, som smatter ud, når man klemmer på dem.  Det er i virkeligheden ikke en rigtig svamp, men hører til gruppen af svampedyr. Hvis svampen er tør og gryndet, kan det være en zinnobersvamp. De findes tit i stort antal på tynde, døde kviste af bøg.

Ahorn - eller ær som den også kaldes - vokser på den måde, at barken sprækker og falder af, når stammen vokser i omkreds. Træet har så dannet en ny bark, som holder nogle år, indtil den også bliver for stram, sprækker og falder af. Så det er faktisk et sundhedstegn.

Fænomen kaldes for kræftknuder, og de skyldes formentlig en virusinfektion, der får træet til at danne abnorme celler. Knudernes åreforløb er meget flotte og er ofte efterspurgt af træskærere.

Ja, træet dør fordi afbarkningen ødelægger kambiet. Kambiet ligger lige under barken, og det er træets hovedfærdselsåre for transport af vand og næringsstoffer. Hvis afbarkningen ikke går hele vejen rundt, kan træet ofte overleve og med tiden gendanne den ødelagte bark og kambie.

Ja, hvis det har været meget vådt og varmt, kan pil blive ramt af svampen ’skurv’. Det bedste man kan gøre er at fjerne syge dele af planterne og sørge for god luft mellem planterne.

Svampe vil afsløre deres tilstedeværelse, når de sætter fruglegemer – det vi normalt kalder svampe - udenpå træet. Desværre er der svampearter, der kun har fruglegemer i en kort periode af året. Metoden er derfor ikke helt sikker.

Kuglerne, der kan variere fra kirsebær- til blommestore kaldes overvoksninger. De opstår, når træerne heler sår efter døde kviste eller grene.

Man kan godt skære toppen af et grantræ, uden at træet dør. Men sidegrenene under toppen vil med tiden vokse opad og med danne nye toppe.

Efter en mild vinter er det meget almindeligt, at sitkagranen angribes af en særlig bladlus kaldet sitkalus. Bladlusen suger saft af nålene, der først bliver gullige og siden visner og falde af. Som regel kommer træerne sig igen de følgende år. Både mejser og mariehøns er i øvrigt sitkalusens naturlige fjender, og de nyder godt af det store fødeudbud.

Næringssalte og sukkerstoffer i træsaften betyder, at træerne ikke fryser ikke ved nul grader. Men hvis temperaturerne bliver lavere eller det fryser i længere tid, begynder træet at fryse til is. Det kan træet godt tåle i nogle dage eller uger. Fortsætter frosten, kan der opstå frostsprængninger i træet. Den slags frostrevner kan træet leve fint med, så længe revnerne ikke ligefrem får hele træet til at flække.

Når et bøgetræ bløder fra stammen, kalder man det slimflod.  Årsagen er ofte en kombination at insekt – og svampeangreb, og ofte falder der også flager af bark af. Slimflod opstår ofte efter tørke.

Kastanjeminérmøllet overvintrer på hestekastanjens nedfaldne blade. Man kan derfor begrænse møllet ved omhyggeligt at fjerne og destruere bladene – for eksempel ved kompostering eller afbrænding. 

Kastanje-minéremøllet er først rapporteret som skadedyr i Makedonien i 1984. Herefter er udbredelsen af Kastanje-minérmøllet op gennem Europa foregået meget hurtigt med 60 kilometer om året. Derfor vil en lokal indsats med afbrænding af blade næppe hindre nye angreb, men vil måske kunne begrænse intensiteten af angrebet.

Mange hestekastanjetræer står med visne blade selvom, det ikke er efterår. Det skyldes et skadedyr med navnet kastanjeminérmøllet, som er et lille møl, der i disse år optræder i utrolige mængder og efterhånden har angrebet de fleste Hestekastanietræer i Danmark. Møllet lever af hestekastanjens blade.

Læs mere om kastanjeminérmøl i artsleksikonet

Ja, heldigvis er der en del små elmetræer, der har overlevet elmesygen. Sygdommen spredes med en bille, der foretrækker fingertykke grene, og det har reddet de mindste elmetræer. Nu hvor sygdommen har toppet, har de små træer chancen for at vokse sig store.

Historien om at et kobbersøm kan slå et træ ihjel er en gammel vandrehistorie, der ikke har noget på sig. Kobbersømmet kan dog have den virkning, at det får træet til at sætte flere frø.

Er træets bark blevet slået af, er der risiko for, at svampe kan finde fodfæste i såret og med tiden ødelægge træet. Derfor er det en god idé at pensle med et svampemiddel. Spørg det lokale havecenter efter et velegnet middel. Med tiden vil træet producere ny bark og lukke skaden.

Når man ringer et træ, slår man træet ihjel. Ringningen består i, at man fjerner et 10 centimeter bredt bælte af bark på den nederste del af stammen. Når al barken er væk, så man kan se veddet, afbrydes væsketransporten op i træet, og træet går ud.

Beskæring af træer giver altid træet et sår, der kan være indfaldsvej for råd. Det bedste tip ved beskæring er, at skære lige uden for det, der hedder grenkraven, fordi det giver træet den bedste mulighed for hurtigt at overvokse bekæringsstedet. Hvis træet i øvrigt er sundt, vil det kunne overvokse og eller indkapsle sår og derved modvirke, at der sker en udbredelse af råd fra såret. Hvis træet er svækket, vil der derimod kunne starte en lang kamp mellem træ og svamp, hvor svampen til sidst kan få overtaget. Træer i naturen får også sår og mister grene. Som regel overvvokser de sårstederne og vokser videre. Det kender vi sidenhen som de løse knaster, der kan falde ud af brædder og efterlade huller. Lad træet selv overvokse stedet og lukke af for angreb i stedet for at bruge cement og lignende.

Urskov er skov, som altid har været der, som passer sig selv uden stærk menneskelig påvirkning. Det meste skov i Danmark er i dag plantager, men der findes cirka 30 hektar skov på en ø i Draved Mose i Sønderjylland, som har sået sig selv, og som har været der meget længe. Der findes ikke regnskov i Danmark – der skal man til varmere lande.

Skovhugst betyder ikke nødvendigvis, at regnskoven forsvinder for altid, men ved forkert (ikke-bæredygtig) hugst bliver regnskoven artsfattig og ustabil over en længere årrække. Regnskoven rummer et væld af dyr og planter, hvoraf flere har et helt unikt samliv. Et bestemt dyr og en helt særlig plante kan være dybt afhængige af hinanden. Rydning af store skovarealer medfører en vis risiko for at udrydde nogle af disse specielle arter og helt unikke symbiotiske forhold.

Fremtiden for Amazonas regnskov kan man kun gisne om. Det vigtigste er, at skoven bliver af stor værdi for de lande og befolkningsgrupper, der bruger skoven, så de lærer at udnytte regnskovens ressourcer på en bæredygtig måde.

Både plante (og i øvrigt også dyreceller) består for en stor del af vand. Vandet er en slags opløsningsmiddel for næringsstoffer og energistoffer, der transporteres rundt i planten. Uden vand går hele stoftransporten i stå, og planten dør.

Blomsterne åbner sig for, at de kan blive bestøvet af pollen fra andre blomster. Når blomsten er blevet bestøvet udvikler den frø, der kan blive til nye planter.

De arter vi kalder ”oprindelige” eller ”hjemmehørende” har typisk været i Danmark i mere end 1000 år. Vi regner med, at de er kommet af sig selv, det vil sige de dyr, der efter sidste istid er indvandret, og de planter, der ganske langsomt, er spredt med vinden og med dyr.

Blomsterne har farver for at sikre plantens formering. Farverne lokker insekter til, som bringer blomsterstøv med fra andre planter af samme art. Når blomsten bliver bestøvet, udvikler den frø, der kan spire og blive til en ny planter.

Ja, planterne vokser faktisk mest, når det er mørkt. Tænk for eksempel på små planter, der spirer i møret under en sten: De sætter lange hvide stængler ud, indtil stænglen kommer ud i dagslyset. Træer i dunkle skove vokser også hurtigere opad og bliver højere, end træer, der vokser, hvor der er masser af lys.

I Danmark findes tre forskellige slags kødædende planter. Blærerod er en vandplante, der lever af de vanddyr, den fanger med sine rødder. Vibefedt og soldug fanger insekter med deres klistrede blade.

Der vokser cirka 40 orkidearter i Danmark. Grunden til at det er ”cirka” er, at flere arter optræder i forskellige underarter, som nogle eksperter mener i virkeligheden er selvstændige arter. Alle orkideer er i øvrigt fredet.

Anemoner har normalt seks til otte kronblade, men blomsten er ret variabel. Jeg har hørt om anemoner med op til 11 kronblade. Så man kan godt gå på anemonejagt på samme måde, som når man leder efter firkløvere.

Anemonen er en skovplante, men den kan også trives i haver med store træer og muldjord. Husk at få skovejerens tilladelse, inden man graver i skovbunden. Sørg for at få rigeligt med jord med, for ellers mister anemonen for mange rødder, og så falder blomsten hurtigt sammen og visner. Find et sted i haven, der minder om anemonens naturlige voksested, så klarer den sig bedst i konkurrencen med andre planter.

Ja, solsikker plejer at følge solen rundt på himlen. Mod øst om formiddagen og vest om eftermiddagen.

Formålet er primært at fange mest muligt sollys og holde frugtknuden så varm som muligt. Det gør blomsten mere attraktiv for insekter, og samtidig fremmes frugtmodningen, så frøene hurtigere modnes.

De fleste spiselige svampe er normalt et par dage om at udvikle sig. Men der findes også små, tyndkødede arter af blækhatte, som bryder frem og forsvinder igen i løbet af en nat. De store, robuste arter som for eksempel mange rørhatte kan overleve i ugevis. Endelig er der også de hårde skiveformede svampe som for eksempel tøndersvamp, der ofte sidder højt til vejrs på gamle træer, og som kan lever i mange år.

Brombær kan nemt tage overhånd og blive meget store ufremkommelige krat.  Derfor er det bedst at man med nogle års mellemrum skærer brombærplanterne ned til 5-10 cm over jorden.

Brombær kan bringes under kontrol med en kratrydder eller et lignende redskab og gentagende slåning. Man kan også indhegne området, og sætte dyr til at afgræsse det. Endelig kan man også plante nogle træer, der med tiden vil skygge. For brombær klarer sig dårligt i skygge.

Det er stoffet klorofyl, der farver de umodne bær grønne. Planten bruger klorofyl til at omsætte solenergi til sukkerstoffer. De modne bærs blårøde farve skyldes farvestoffet, anthocyanin. Anthocyanin bliver blå-rødt, når sukkerindholdet i bærrene er tilpas højt og bærret er modent.

Både stikkelsbær eller rabarber er indført som nytteplanter omkring år 1600. Stikkelsbær er i stand til at så sig selv i naturen, og den vokser vildt mange steder i dag. Rabarber forvilder sig kun sjældent ud i naturen, men den kan overleve længe i nedlagte haver, og det kan derfor se ud som om, den vokser vildt.

Ja, hvis man samler lidt mos, og anbringer det i en urtepotte et passende skyggefuldt og køligt sted, vil man ofte kunne få mos til at gro videre. Bruge eventuelt en vandforstøver til at holde mosen fugtig. Denne metode bruges blandt andet af folk, der dyrker bonsai-træer i potter med mos.

Nej, skvalderkål er ikke på listen over invasive planter. Den blev indført til Danmark for flere hundrede år siden, og har ikke spredt sig voldsomt, selvom den findes i mange haver og også hist og her i naturen.

Nej.

Det er bedst at plante om efteråret. Så har rødderne god tid til at brede sig, inden det bliver sommer.

pH er et mål for en opløsnings surhedsgrad. Det kaldes pH-værdi eller pH-tal. Skalaen går fra 1,0 til 14,0 hvor 7,0 er neutral f.eks. rent vand. Fra 1,0 til 6,9 har vi det sure (syre) F.eks. eddike på pH 2,9 og Yoghurt på pH 4,2. Fra 7,1 til 14,0 har vi det basiske (kalk) F.eks. håndsæbe på pH 9,0 og natronlud på pH 13,5. Det meste jord i Danmark har et pH-tal fra 4,5- 8,5. Planter til sur jord er for eksempel kartofler, tomater, Azalia , Rhododendron og de fleste nåletræarter. Planter til basisk (kalkholdig) jord er for eksempel kål, løg, Forsythia, Chrysanthemum og løvtræer som eg og bøg. Hvad angår saltholdig jord og planter, kan det anbefales at tage til stranden (havet) og se hvilke plantearter, der gror i strandkanten og kan tåle saltvandet uden at det gør skade på planten.

Klitrose, hvidtjørn, havtorn og slåen er gode, hårdføre buske. Og eg og birk er bud på egnede løvtræer, der i øvrigt også kan beskæres, så man holder dem nede i busk-størrelse. Blandt nåletræerne er især bjergfyr god som lav læplantning.

Vokslaget på bladene, hjælper planterne med at holde på vandet og nedsætte fordampningen. I Danmark ser man det især hos strandplanter som fx strandkål, der vokser i tørt sand og udsættes for meget sol, salt og vind.

En plante er stedsegrøn, når den stedse (altid) er grøn, det vil sige, at den bærer blade (eller nåle) året rundt.

Man må ikke fælde hule træer og træer med spættehuller i perioden 1. november til 31. august.

De arter, som har størst produktion på kortest tid og som er gode til at forynge sig selv, er som regel ikke de bedste til brændeproduktion. Det bedste brænde får man fra tunge og forholdsvis langsomgroende løvtræarter som bøg, ask og eg. Det er samtidig arter, som ikke forynger sig selv ved stødskud eller rodskud, men som kan så sig selv, når de bliver gamle nok - eller som skal genplantes, når man fælder. Arter som rødel og bævreasp og til en vis grad også brik vokser meget hurtigere, og når altså hurtigere op i en størrelse, som kan anvendes til brænde, men brændet har ikke så stor brændværdi som bøg. Det vil sige, at for eksempel rødellebrænde brænder hurtigere af i brændeovnen end et lige så stort stykke bøgbrænde, men mens det brænder, varmer det lige så godt som bøg. Man skal bare fyre oftere med de lette sorter for at få den samme varme ud af det. Rødel skyder fra stødet, når man har fældet et træ (bævreasp skyder fra roden), således at man nogle år efter kan fælde igen fra den samme rod uden at skulle plante eller så nye træer.

Hvis man vil være helt sikker på ikke at skade ynglende dyr, skal man fælde træer i perioden fra oktober til slutningen af februar. I kolde vintre har særligt rådyr godt af nyfældede træer, hvis der er knaphed på føde.

Der er to hovedårsager til at træet ligger så længe. For det første ønsker man ikke at fjerne mere næring fra et skovområde, end det er nødvendigt, og derfor fældes nåletræerne så lang tid i forvejen, at de kan nå at tabe nålene. Den største mængde næring sidder nemlig i nålene. Den anden grund er, at flis er en vare, som først og fremmest bruges i vore kraftvarmeværker. Og flisproduktionen skal passe med kraftvarmeproduktionen, og derfor skal skovens folk altid være et skridt foran, så der rent faktisk er tilstrækkelige flismængder tilstede. Da træflisen produceres i skove spredt over hele landet, så er det et større logistikarbejde, der skal få hugning og transport af flis til at gå op i en højere enhed. Og derfor kan der af og til ligge træ i skovbunden i længere tid.

Det er som regel såkaldt udtyndingstræ, der bliver brugt til papir. Udtynding er de små træer, der fældes for at give plads til resten, der skal nå fuld tømmerstørrelse. Som regel udtynder man hvert femte år. Hvor mange tons, det giver, afhænger af hvor gamle træerne er blevet, og hvor hårdt man tynder ud. På en hektar kan man lave cirka 400 kubikmeter rødgrantømmer. Det tager cirka 60 år. Undervejs har man udtyndet cirka 600 kubikmeter. Hvis papirproduktionen kan nøjes med udtyndingstræ, er den en udnyttelse af et restprodukt, der ellers næppe kunne udnyttes bedre. Træet kunne selvfølgelig laves til brænde, men brændværdien går ikke tabt, hvis man for eksempel brænder papiret efterfølgende. Udtyndingstræet kunne selvfølgelig også efterlades til svampe og insekter og dermed til forøgelse af biodiversiteten. 1 kubikmeter rødgran vejer cirka 740 kilo frisk vægt, men 1 kubikmeter bøg vejer cirka 1000 kilo frisk vægt.

I gamle dage blev brændet opdelt i et væld af forskellige kvaliteter: Fagot, knippel, industriknippel, kakkelovnsbrænde, komfurbrænde og så videre. Alle betegnelserne angiver dels noget om tykkelsen af det råtræ, der er anvendt ved oparbejdningen af brændet, dels om træet er kløvet eller ej. Kvaliteten ”klov” var oparbejdet af noget tykkere råtræ og udkløvet. Derved indeholdt det en mindre barkandel og mindre splintved og var derfor blandt de bedste og dyreste brændeeffekter. I dag bruger man ikke mere de gamle sorteringsregler for brænde, men der er en tendens til, at klov er blevet hængende som en kvalitetsbetegnelse. Noget af det vigtigste ved fyring med brænde er imidlertid, at brændet er tørret ned til en fugtighedsprocent på ca. 20. Hvis man vil læse mere om de enkelte træsorters brændværdi og egenskaber, så kan man finde mere information på Dansk Skovforenings hjemmeside: www.skovforeningen.dk.

Det er ikke nogen god ide at køre rundt med en flismaskine og flise kvasbunker i fuglenes ynglesæsson. Men nogle gange er det svært at planlægge, så det undgås. Fugle, der får frarøvet deres rede, vil straks starte en ny på et forhåbentligt mere sikkert sted.

Svaret afhænger af, om det er privat skov eller statsskov, om de er bundet rundt om træerne eller hænger i lave grene. Hvis det er statsskov, og de er bundet rundt om træstammerne, så kan det være markering for skovarbejdere om, hvilke træer der skal fældes eller bevares. Hænger båndene fra grene kan det være markering fra for eksempel et motionsløb eller lignende. Disse bånd burde dog blive fjernet, når løbet er afsluttet.

Reglerne for afspærring fremgår af Adgangsbekendtgørelsens § 6, hvorefter ejeren kan forbyde adgang på dage "i områder, hvor der foregår intensivt skovningsarbejde." Man kan med andre ord ikke spærre hele skoven af, med mindre det intensive skovningsarbejde foregår samtidigt i hele skoven. Endvidere skal skiltene fjernes, når arbejdet er slut eller efter fyraften. Med mindre det er nødvendigt at gøre opmærksom på en "hænger" - et træ, der er fældet, men ikke faldet, fordi den står op af et andet træ eller sidder fast i det. I Naturstyrelsen forsøger man så vidt muligt altid at få træet trukket ned med en traktor samme dag. Hvis det ikke lykkes, forsøger man på anden måde at gardere mod uhensigtsmæssigheder for eksempel ved at omkranse træets faldområde med farvede plastikstrimler, der sættes advarselsskilt op på vejene og ved at sætte skilte ved skovindgangen.

Manuel hedepleje udføres primært for at holde hederne ubevoksede, så de fremtræder som åbne arealer. Bedst udføres denne pleje med husdyrgræsning kombineret med manuel rydning inden træerne bliver større end, at de stadig bides at husdyrene. Hvis træerne bliver større (nåletræer - især fyr) kan de lejlighedsvis sælges til faskiner eller anvendes til klitdæmpning langs vestkysten. Nogle steder rydder man arealer med ældre nåletræer for at genoprette et hedeområde der er sprunget i skov. Træerne fra rydningen fjernes normalt fra arealet ved flisning på stedet og bortkørsel af fliset, der anvendes til for eksempel brændsel. Træerne får helt sikkert ikke lov at rådne på stedet, da hedepleje også handler om at fjerne næringsstoffer fra arealet, så kun de nøjsomme hedeplanter vokser godt.

I Naturstyrelsen har vi en strategi, der har til formål ikke at bruge pesticider. Vi dispenserer kun fra den i helt særlige situationer, hvor eksempelvis Kæmpebjørneklo eller agerpadderokke ellers ville indtage enorme arealer og fortrænge al anden vegetation og ødelægge asfalterede stier.  Med hensyn til stødsmøring vil det ikke have nogen effekt at bruge Roundup, da dette er et såkaldt kontaktherbicid. Det vil sige, at det skal i kontakt med et plantes grønne dele for at kunne virke. Hvis man har et areal med trævækst, som man ønsker ryddet uden genvækst, så er den optimale biologiske metode at hegne arealet ind og sætte græssende dyr på. Hegnet skal være passabelt for vilde græssere som for eksempel råvildt, der tager en betragtelig del af nye skud fra eksempelvis løvtræer.

Udgangspunktet er, at træer på en grund tilhører grundejeren, som bestemmer over træet og kan beskære det, fælde det eller lade det stå. Træer kan dog være fredede, hvilket nogle gamle egetræer er. De findes ofte på herregårdsmarker og lignende. Der findes også fra gammel tid fredninger af enkelte større træer - også på mindre private ejendomme. Hvis træet er fredet er det fredningsbestemmelserne, som gælder. Kontakt kommunen eller Danmarks Naturfredningsforening, som ved mere om specifikke træer.

Juletræer regner man normalt som en landbrugsafgrøde. Derfor må man som hovedregel etablere juletræsplantninger på alle landbrugsarealer.