Naturstyrelsen Sønderjylland har i et par måneder kørt oplysningskampagne om, hvordan man færdes med sin hund i naturen. Der er bl.a. uddelt foldere med oplysninger om, hvor der findes hundeskove og hvorfor hunde skal holdes i snor de fleste steder i naturen.
Hunde skal holdes i snor ad hensyn til dyrelivet og til andre brugere af Naturstyrelsens naturarealer.
Bestemmelserne om hunde i naturen findes i naturbeskyttelsesloven. Loven gælder alle hunde – uanset størrelse, race, alder og temperament. Loven gælder også, hvor der ikke er opsat skilte eller piktogrammer.
Løse hunde kan anmeldes til politiet af Naturstyrelsen eller andre brugere af skoven og kan straffes med bøde på op til 5.000 kr.
I den kommende tid intensiverer Naturstyrelsen Sønderjylland kontrollen med løse hunde. Det betyder, at alle, der ikke følger reglerne om at føre hunden i snor, vil blive anmeldt til politiet.
Naturstyrelsen har udpeget mere end 250 områder i hele landet, hvor hunden må løbe frit uden snor – hvis der er fuldt herredømme over den. Områderne kaldes hundeskove – og de kan findes på udinaturen.dk.
Yderligere oplysninger:
For yderligere spørgsmål kontaktes:
Skovrider Inge Gillesberg, igi@nst.dk; 40339995