Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Aktiviteter på Dybbøl Banke

På Dybbøl Banke kan du følge i historiens fodspor i skanserne, opleve krigens hverdag i Historiecenter Dybbøl Banke og besøge nationalsymbolet Dybbøl Mølle. Men Dybbøl Banke rummer også store naturværdier, som du nyde fra de mange stier i området. Har du mod på en længere tur, er Gendarmstien langs kysten blandt de smukkeste vandreruter i Danmark.

Gå i grænsegendarmernes fodspor langs kysten

Den 74 km lange Gendarmsti fra grænsen ved Padborg til Høruphav på Als byder på afvekslende landskaber og mange historiske steder. Er du indstillet på at stå af og trække cyklen i ny og næ, kan turen også gennemføres på cykel. Gendarmstien kan også opleves i kortere etaper.

Se udsigten over Vemmingbund

Et net af vandrestier forbinder skanseområdet med Gendarmstien og skoven langs kysten ved Vemmingbund. Herfra kan man se til Broagerland, hvorfra de danske stillinger blev beskudt i 1864. Den smukke tur langs Grønnekærvej fører forbi Langdamgård, hvor der blev kæmpet hårdt i 1864.

Vejene og mange af stierne kan også benyttes af cyklister.

Løb Dybbøl Banke rundt

Fra p-pladsen for enden af Sundgade udgår en løberute på 4,9 km. Ruten er markeret med km-pæle.

Gå rundt i skanserne

Dybbøl Banke opleves bedst til fods. Alle skanserne kan nås ad veje eller græsbevoksede stier, hvoraf de fleste også kan benyttes af besøgende i kørestol eller med barnevogn.

Slå telt op ved Viemosen

Ved Gendarmstien vest for Skanse I er der en primitiv overnatningsplads med bord, bænke og bålplads. Lejrpladsen ligger tæt på den smukke natur ved Viemosen, hvor mange vandfugle holder til.