Forpagtningen udbydes af:
Naturstyrelsen Vestjylland
Adresse: Gl. Landevej 35, 7620 Lemvig
Telefonnummer: 41392442
Kontaktperson: Janni Kristiansen janek@nst.dk
1. Beskrivelse af forpagtningen
- Arealet er beliggende syd for Ringkøbingvej ml. Ulfborg og Holstebro, lige vest for Idom Mejeriby, hvor vejen passerer Idom Å, jf. bilag 1
- Arealet ligge i Natura 200o-område nr. 64 ”Heder og klitter på Skovbjerg Bakkeø, Idom Å og Ormstrup Hede” og hele arealet er ligeledes beliggende inden for fredningen ”Idom Å”.
| Navn på areal | Markbloknr. (matrikelnr.) | Ha | Tilsagn | Tidsperiode |
| Idom Å | 468242-37 og 468242-14 | 12,6 | 8,52 ha med PLG af 1.650 kr/ha fra 2024 til og med 2028 | 1. januar 2024 til og med 31. december 2028 |
- Arealerne bortforpagtes for en 5 årig periode fra 1. januar 2024 til den 31. december 2028. Kontrakten kan, hvis begge parter ønsker det, forlænges én gang for 5 år.
- Arealet skal afgræsses med kvæg og/eller heste egnet til naturpleje.
- Dyrene skal gå på arealet i sommerperioden. Dyrene må udbindes fra 15. april og skal senest d. 1. juni gå på arealet. Senest med udgangen af november skal dyrene være taget af arealet.
- Græsningstrykket skal holdes på 0,3 SK/ha svarende til 3 voksne heste eller kreaturer
- Alle arealer er beliggende i ulvezone. De græssende dyr skal derfor i udgangspunkt være min. 1,20 m i stanghøjde. Alternativt skal anvendte dyr mindre end 1,20 m i stanghøjde kunne udskiftes til dyr med en stanghøjde på min. 1,20 m indenfor 5-8 dage, hvis/når dette henstilles fra Bortforpagter. Heste og kvæg skal være ikke-reproducerende.
- Særligt opsøgende dyr eller særligt nervøse dyr (uvane dyr) må ikke færdes på arealet. Ansvaret for dyrene og den skade, de måtte forvolde, påhviler i enhver henseende Forpagter. Dyr i dårlig sundhedstilstand eller dårligt huld må ikke gå på Naturstyrelsen arealer.
- I forår, sommer og efterårsperioden, hvor der ikke er vinterlignende vejr, må dyrene ikke være under huld 2½ (skala fra 1 til 5).
- Der er opsat et funktionelt og vedligeholdt hegn. Forpagter er ansvarlig for vedligeholdelse af hegnet i forpagtningsperioden og skal selv afholde udgifterne dertil, dette indebærer fx slåning under hegnet (hvis nødvendigt), holde hegnslinjen, udskiftning af hegnspæle med FSC-certificerede træpæle, klargøring af hegnslinje om foråret, lukke for vandet om vinteren og tage vandkar med hjem om vinteren m.m.
- Kalkning må ikke foretages på arealerne. Kemiske bekæmpelsesmidler må ikke anvendes på arealet.
- Offentligheden har adgang til at færdes på arealet. Stier, udsigtspunkter o. lign. skal holdes åbne for offentlighedens adgang. Bortforpagter er uden ansvar for skader i den forbindelse.
- Gødning må ikke udbringes, ud over den gødning græssende husdyr efterlader, på arealet.
- Slåning/slæt må ikke foretages på arealerne, området under/langs hegnslinjen er undtaget af hensyn til hegnets funktionalitet.
- Jordbehandling, tilplantning eller tilsåning af arealet må ikke foretages.
2. Afgivelse af tilbud
Naturstyrelsen ønsker tilbud på forpagtning for ovenstående arealer på de vilkår, der er beskrevet i kontraktudkastet, jf. bilag 2. Hvis du ønsker at afgive et tilbud, skal det ske via tilbudsblanketten, jf. bilag 4.
Den pris, du angiver på tilbudsblanketten, skal både være prisen årligt pr. ha i DKK ekskl. moms og den samlede årlige pris ekskl. moms for det udbudte areal.
Du skal være opmærksom på, at prisen reguleres årligt med nettoprisindekset for januar måned i opkrævningsåret.
På tilbudsblanketten skal du klart og entydigt angive, hvilken fysisk eller juridisk person der er tilbudsgiver og dermed ansvarlig over for ordregiver.
Tilbudsblanketten med tilhørende bilag skal være skrevet på dansk.
Tilbudsblanketten skal sendes til Naturstyrelsen Vestjylland, Gl. Landevej 35, 7620 Lemvig eller til udbudvjy@nst.dk.
Når du sender dit tilbud, skal du tydeligt markere det med ”Tilbud på forpagtning af Idom Å” og med ”Må ikke åbnes i postmodtagelsen”.
Naturstyrelsen gør opmærksom på, at dyrkningsbegrænsninger og andre særlige forhold i forpagtningskontrakten kan have betydning for dine muligheder for at opnå tilskud til arealerne. Såfremt du planlægger at søge tilskud, herunder grundbetaling, bærer du alene ansvaret for, at støttebetingelserne kan opfyldes. Du opfordres til at undersøge betingelserne for de relevante støtteordninger, og hvorvidt disse kan opfyldes på de forpagtede arealer med de anførte dyrkningsbegrænsninger, evt. med bistand fra din egen rådgiver.
3. Frist for afgivelse af tilbud
Du skal sende tilbudsblanketten, så den er modtaget i Naturstyrelsen på mailadresse: udbudvjy@nst.dk eller pr. post på Naturstyrelsen Vestjylland, Gl. Landevej 35, 7620 Lemvig senest d. 11. januar 2024 kl. 12.00. Tilbud modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive taget i betragtning.
Når du har afgivet dit tilbud, er du forpligtet til at vedstå det i 30 kalenderdage fra tilbudsfristens udløb, dog kun indtil der er indgået kontrakt. Hvis Naturstyrelsen accepterer dit tilbud i vedståelsesperioden, er du derfor forpligtet til at skrive under på kontrakten. Efter du har underskrevet kontrakten, kan du kun træde ud af den i forhold til kontraktens bestemmelser om opsigelse.
De tilbud, der modtages rettidigt, vil blive åbnet umiddelbart efter tilbudsfristens udløb. Du har som tilbudsgiver ikke adgang til at overvære åbningen af tilbud.
4. Forbehold
Hvis du i dit tilbud har taget væsentlige forbehold for grundlæggende elementer i udbudsmaterialet, kan det medføre, at Naturstyrelsen ikke tager dit tilbud i betragtning. Grundlæggende elementer kan eksempelvis være forbehold vedr. pris, tidsfrister mm. Naturstyrelsen er dog berettiget til at afvise ethvert tilbud med forbehold uanset forbeholdets karakter.
Du skal underskrive tro- og loveerklæringen jf. bilag 5, og indsende den sammen med din tilbudsblanket.
Hvis du ikke skriver under på erklæringen, eller du er dømt for grovere overtrædelser af dyreværnsloven, og overtrædelsen efter et konkret skøn kan vurderes at have relevans for din varetagelse af den udbudte kontrakt, så kan Naturstyrelsen afvise dit tilbud. Det samme gælder, hvis Naturstyrelsen er vidende om, at du tidligere har misligholdt en forpagtnings- eller græsningskontrakt med Naturstyrelsen.
5. Vurdering af tilbud
Naturstyrelsen vælger at indgå en aftale med den, der giver det højeste tilbud.
6. Kontraktgrundlag
Der indgås aftale om forpagtningen/græsningen på baggrund af kontraktudkastet, jf. bilag 2.
7. Annullation
Naturstyrelsen forbeholder sig ret til at annullere det samlede udbud, eller udbuddet for de enkelte delarealer indtil udbudsforretningen er afsluttet med endelig indgåelse af kontrakt, såfremt der foreligger en ikke-usaglig begrundelse herfor.
8. Tidsplan
| 20. december 2023 | Offentliggørelse af udbudsmateriale |
| 11. januar 2024 kl. 12.00 | Frist for modtagelse af tilbud |
| Uge 2, 2024 | Forventet ordretildeling |
| Uge 3, 2024 | Forventet kontraktindgåelse |
| 1. Januar 2024 | Kontrakten træder i kraft |
9. Spørgsmål og rettelser
Hvis du har spørgsmål eller forslag til rettelser til udbudsmaterialet, kan du kontakte ordregiver som anført øverst i annoncen.