Naturstyrelsen Himmerland udbyder forpagtning af landbrugsarealer i Ll. Vildmose ved Kongerslev.

Der udbydes en etårig forpagtningskontrakt med 170,65 ha i området. Arealerne ejes midlertidigt af Naturstyrelsen som led i gennemførelsen af klima-lavbunds-projekter i Ll. Vildmose.

Beskrivelse af forpagtningen

Arealerne ejes midlertidigt af Naturstyrelsen som led i gennemførelsen af klima-lavbunds-projekter i Ll. Vildmose. Der udbydes en forpagtningskontrakt med 170,65 ha i området. Kontrakten udbydes kun for ét år, og det er en forudsætning, at forpagter overtager de 5.000 m3 økologisk kvæggylle, der er overtaget i forbindelse med købet af ejendommen i februar 2024. Denne gødning kan ca. dække det behov, der er på de 170,65 ha. Arealernes beliggenhed ses på bilag 1 (oversigtskort) og i bilag 2 (forpagtningskontrakt). Alle arealerne bortset fra de to marker ved Kystvejen (lv8 og lv9) er økologiske.

Der er særlige krav til driften, der må bla. ikke tilføres sprøjtemidler, slam eller andre restprodukter fra industrielle anlæg. Der er begrænset gødningsmængde til marker som er tørvejord dvs. 127 ha. Hensigten er at tømme dem for næringsstoffer. På disse arealer må der heller ikke jordbearbejdes ned til mere end 12 cm's dybde, hensigten er at reducere afbrænding af tørven. De resterende ca. 43 ha uden tørv skal også indgå i projektet. De må dog jordbearbejdes på sædvanlig vis, men gødningsmængden er reduceret til 100 kg N/ha og heller ikke her, må der sprøjtes.

Kravene til driften er nærmere beskrevet i kontraktens § 5.

1. Afgivelse af tilbud

Naturstyrelsen ønsker tilbud på ovenstående arealer på de vilkår, der er beskrevet i kontraktudkast, jf. bilag 2. Hvis du ønsker at afgive et tilbud, skal det ske via tilbudsblanketten, jf. bilag 4.

Den pris, du angiver på tilbudsblanketten, skal både være prisen årligt pr. ha i DKK ekskl. moms og den samlede årlige pris ekskl. moms for det udbudte areal.

På tilbudsblanketten skal du klart og entydigt angive, hvilken fysisk eller juridisk person der er tilbudsgiver og dermed ansvarlig over for ordregiver.

Tilbudsblanketten med tilhørende bilag skal være skrevet på dansk.

Tilbudsblanketten skal sendes til Naturstyrelsen Himmerland, Møldrupvej 26, 9520 Skørping eller til him@nst.dk.

Når du sender dit tilbud, skal du tydeligt markere det med ”Tilbud på forpagtning" og med ”Må ikke åbnes i postmodtagelsen”.

Naturstyrelsen gør opmærksom på, at dyrkningsbegrænsninger og andre særlige forhold i forpagtningskontrakten kan have betydning for dine muligheder for at opnå tilskud til arealerne. Såfremt du planlægger at søge tilskud, herunder grundbetaling, bærer du alene ansvaret for, at støttebetingelserne kan opfyldes. Du opfordres til at undersøge betingelserne for de relevante støtteordninger, og hvorvidt disse kan opfyldes på de forpagtede arealer med de anførte dyrkningsbegrænsninger, evt. med bistand fra din egen rådgiver.

2. Frist for afgivelse af tilbud

Du skal sende tilbudsblanketten, så den er modtaget i Naturstyrelsen på mailadresse: him@nst.dk eller pr. post på Naturstyrelsen Himmerland, Møldrupvej 26, 9520 Skørping senest mandag d. 4. marts 2024 kl 12.00. Tilbud modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive taget i betragtning.

Når du har afgivet dit tilbud, er du forpligtet til at vedstå det i 30 kalenderdage fra tilbudsfristens udløb, dog kun indtil der er indgået kontrakt. Hvis Naturstyrelsen accepterer dit tilbud i vedståelsesperioden, er du derfor forpligtet til at skrive under på kontrakten. Efter du har underskrevet kontrakten, kan du kun træde ud af den i forhold til kontraktens bestemmelser om opsigelse.

De tilbud, der modtages rettidigt, vil blive åbnet umiddelbart efter tilbudsfristens udløb. Du har som tilbudsgiver ikke adgang til at overvære åbningen af tilbud.

3. Forbehold 

Hvis du i dit tilbud har taget væsentlige forbehold for grundlæggende elementer i udbudsmaterialet, kan det medføre, at Naturstyrelsen ikke tager dit tilbud i betragtning. Grundlæggende elementer kan eksempelvis være forbehold vedr. pris, tidsfrister mm. Naturstyrelsen er dog berettiget til at afvise ethvert tilbud med forbehold uanset forbeholdets karakter.

Du skal underskrive tro- og loveerklæringen jf. bilag 4, og indsende den sammen med din tilbudsblanket.

Hvis du ikke skriver under på erklæringen, eller du er dømt for grovere overtrædelser af dyreværnsloven, og overtrædelsen efter et konkret skøn kan vurderes at have relevans for din varetagelse af den udbudte kontrakt, så kan Naturstyrelsen afvise dit tilbud. Det samme gælder, hvis Naturstyrelsen er vidende om, at du tidligere har misligholdt en forpagtnings- eller græsningskontrakt med Naturstyrelsen.

4. Vurdering af tilbud

Naturstyrelsen vælger at indgå en aftale med den, der giver det højeste tilbud.

5. Kontraktgrundlag

Der indgås aftale om forpagtningen på baggrund af kontraktudkastet, jf. bilag 2.

6. Annullation

Naturstyrelsen forbeholder sig ret til at annullere det samlede udbud, eller udbuddet for de enkelte delarealer indtil udbudsforretningen er afsluttet med endelig indgåelse af kontrakt, såfremt der foreligger en ikke-usaglig begrundelse herfor.

7. Tidsplan

15. februar 2024

Offentliggørelse af udbudsmateriale

4. marts 2024 kl 12.00

Frist for modtagelse af tilbud

4-6. marts 2024

Forventet ordretildeling.

Uge 11

Forventet kontraktindgåelse.

1.     marts 2024

Kontrakten træder i kraft


8. Spørgsmål og rettelser

Hvis du har spørgsmål eller forslag til rettelser til udbudsmaterialet, kan du kontakte ordregiver som anført øverst i annoncen.