Forpagtningen udbydes af:
Naturstyrelsen Midtsjælland Kontaktperson: Carsten Poulsen |
1. Beskrivelse af forpagtningen
Forpagtningen drejer sig om græs- og naturarealer langs Kornerup Å ved Gl. Lejre i Lejre Kommune. Arealerne er indtegnet med gul streg på kortbilag; jf. bilag 1.
- Arealet er ca. 25 ha, og det er opdelt i 5 folde. Arealet ligger i markblok nr. 687167-19, 687167-37, 687167-48, 687168-12 og 687168-52.
- Kontraktens løbetid er 5 år med mulighed for forlængelse i yderligere 5 år.
- Arealerne skal afgræsses af kreaturer og/eller heste.
- Der må ikke udbindes tyr på arealerne.
- Afgræsningen må foregå i perioden 15. april – 15. november.
- Foldene er indhegnede med 2-trådet hegn, og der er drikkekopper tilsluttet vandværksvand i alle folde. Hegnet overdrages i funktionsduelig stand til forpagteren, som har ansvaret for vedligeholdelse af hegnet i forpagtningsperioden.
- Der er ikke skygge i form af træer eller læskur på arealet, og det anses ikke for muligt at etablere skygge i form af træer, læskur eller lignende på arealet, som kan opfylde kravene for skygge til kvæg af malkekvægrace eller krydsningsdyr (over 51 % malkerace) i varme perioder. Derfor må der ikke gå kvæg af malkekvægrace eller krydsningsdyr (over 51 % malkekvægsrace) på arealet.
- Der er eksisterende miljøtilsagn af typen Pleje af græs- og naturarealer på ca. 25 ha; jf. § 9 i kontraktudkast; bilag 2.
- Dyrkningsbegrænsninger omfatter blandt andet forbud mod jordbearbejdning, gødskning, sprøjtning, slæt og maskinel afpudsning, jf. kontraktudkastet i bilag 2.
- Der er store rekreative interesser, som især knytter sig til de kulturhistoriske og landskabelige værdier. Derfor er der flere stiforløb gennem foldene. Klaplåger og stier vedligeholdes af Naturstyrelsen.
- Yderligere information om vilkår kan findes i kontraktudkastet; bilag 2.
2. Afgivelse af tilbud
Naturstyrelsen ønsker tilbud på forpagtning for ovenstående arealer på de vilkår, der er beskrevet i kontraktudkastet, jf. bilag 2. Hvis du ønsker at afgive et tilbud, skal det ske via tilbudsblanketten, jf. bilag 4.
Den pris, du angiver på tilbudsblanketten skal være den samlede årlige pris ekskl. moms for det udbudte areal.
Du skal være opmærksom på, at prisen reguleres årligt med nettoprisindekset for januar måned i opkrævningsåret.
På tilbudsblanketten skal du klart og entydigt angive, hvilken fysisk eller juridisk person der er tilbudsgiver og dermed ansvarlig over for ordregiver.
Tilbudsblanketten med tilhørende bilag skal være skrevet på dansk.
Tilbudsblanketten skal sendes på mail til msj@nst.dk.
Når du sender dit tilbud, skal du tydeligt markere det med ”Tilbud på forpagtning af Gl. Lejre øst”.
Naturstyrelsen gør opmærksom på, at dyrkningsbegrænsninger og andre særlige forhold i forpagtningskontrakten kan have betydning for dine muligheder for at opnå tilskud til arealerne. Såfremt du planlægger at søge tilskud, herunder grundbetaling, bærer du alene ansvaret for, at støttebetingelserne kan opfyldes. Du opfordres til at undersøge betingelserne for de relevante støtteordninger, og hvorvidt disse kan opfyldes på de forpagtede arealer med de anførte dyrkningsbegrænsninger, evt. med bistand fra din egen rådgiver.
3. Frist for afgivelse af tilbud
Du skal sende tilbudsblanketten, så den er modtaget i Naturstyrelsen på mailadresse msj@nst.dk. senest d. 28. februar 2024 kl. 13:00. Tilbud modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive taget i betragtning.
Når du har afgivet dit tilbud, er du forpligtet til at vedstå det i 30 kalenderdage fra tilbudsfristens udløb, dog kun indtil der er indgået kontrakt. Hvis Naturstyrelsen accepterer dit tilbud i vedståelsesperioden, er du derfor forpligtet til at skrive under på kontrakten. Efter du har underskrevet kontrakten, kan du kun træde ud af den i forhold til kontraktens bestemmelser om opsigelse.
De tilbud, der modtages rettidigt, vil blive åbnet umiddelbart efter tilbudsfristens udløb. Du har som tilbudsgiver ikke adgang til at overvære åbningen af tilbud.
4. Forbehold
Hvis du i dit tilbud har taget væsentlige forbehold for grundlæggende elementer i udbudsmaterialet, kan det medføre, at Naturstyrelsen ikke tager dit tilbud i betragtning. Grundlæggende elementer kan eksempelvis være forbehold vedr. pris, tidsfrister mm. Naturstyrelsen er dog berettiget til at afvise ethvert tilbud med forbehold uanset forbeholdets karakter.
Du skal underskrive tro- og loveerklæringen jf. bilag 5, og indsende den sammen med din tilbudsblanket.
Hvis du ikke skriver under på erklæringen, eller du er dømt for grovere overtrædelser af dyreværnsloven, og overtrædelsen efter et konkret skøn kan vurderes at have relevans for din varetagelse af den udbudte kontrakt, så kan Naturstyrelsen afvise dit tilbud. Det samme gælder, hvis Naturstyrelsen er vidende om, at du tidligere har misligholdt en forpagtnings- eller græsningskontrakt med Naturstyrelsen.
5. Vurdering af tilbud
Naturstyrelsen vælger at indgå en aftale med den, der giver det højeste tilbud.
6. Kontraktgrundlag
Der indgås aftale om forpagtningen/græsningen på baggrund af kontraktudkastet, jf. bilag 2.
7. Annullation
Naturstyrelsen forbeholder sig ret til at annullere det samlede udbud, eller udbuddet for de enkelte delarealer indtil udbudsforretningen er afsluttet med endelig indgåelse af kontrakt, såfremt der foreligger en ikke-usaglig begrundelse herfor.
8. Tidsplan
| 7. februar 2024 | Offentliggørelse af udbudsmateriale |
| 28. februar 2024 kl. 13:00 | Frist for modtagelse af tilbud |
| Uge 9 | Forventet ordretildeling |
| Uge 10 | Forventet kontraktindgåelse |
| 1. januar 2024 | Kontrakten træder i kraft |
9. Spørgsmål og rettelser
Hvis du har spørgsmål eller forslag til rettelser til udbudsmaterialet, kan du kontakte ordregiver som anført øverst i annoncen.