Forpagtningen udbydes af:
Naturstyrelsen Vestjylland
Gl. Landevej 35, 7620 Lemvig
Telefonnummer: 72543664
Kontaktperson: Janni Kristiansen, tlf.: 41392442 og e-mail: janek@nst.dk
1. Beskrivelse af forpagtningen
- Arealet er beliggende ved Strandgården, mellem Husby Klitvej (mod vest) og Vest Stadil Fjord (mod øst), jf. bilag 1.
- Arealet ved Strandgården bortforpagtes for en 5 årig periode fra 1. januar 2025 til den 31. december 2029, begge dage inklusive, med mulighed for forlængelse med yderligere 5 år, hvis begge parter ønsker det.
- Det omfattede areal består af ca. 43 ha fersk strandeng fordelt på 3 markblokke:
Markblok | Ha | Ansøgt støtte | Tidsperiode for forpagtningen |
446228-23 | 24,05 | Slet med grundbetaling fra 2024 til og med 2028 | 1. januar 2025 til og med 31. december 2029 |
446227-08 | 13,36 | Slet med grundbetaling fra 2024 til og med 2028 | 1. januar 2025 til og med 31. december 2029 |
445227-98 | 4,37 | Slet med grundbetaling fra 2024 til og med 2028 | 1. januar 2025 til og med 31. december 2029 |
- Arealet afgræsses med kødkvæg og/eller heste
- Dyrene må udbindes fra 15. april og 10. maj skal dyrene gå på arealet. Hjemtagning af dyrene skal ske senest den 31. oktober under forudsætning af, at de vejrmæssige forhold ikke gør afgræsningen uhensigtsmæssig i forhold til dyrevelfærd og de naturmæssige hensyn.
- Græsningstrykket skal være forholdsvis højt, mellem 0,75 og 1,2 SK/ha svarende til 33-51 voksne dyr. Henstilling om generelt øget græsningstryk skal imødekommes fra den følgende græsningssæson, med mindre, der er sat alt for få dyr på arealet jf. denne aftale, hvorefter flere dyr på arealet skal efterkommes indenfor 14 dage.
- Arealet må ikke afgræsse i perioden 1. november til 15. april.
- Der er ikke skygge i form af træer eller læskur på arealet, og det anses ikke for muligt at etablere skygge i form af træer, læskur eller lignende på arealet, som kan opfylde kravene for skygge til kvæg af malkekvægrace eller krydsningsdyr (50 % malkekvægsrace eller derover) i varme perioder. Derfor må der ikke gå kvæg af malkekvægrace eller krydsningsdyr (over 50 % malkekvægsrace eller derover) på arealet.
- Dyr i dårlig sundhedstilstand eller dårligt huld må ikke gå på Naturstyrelsen arealer. I forår, sommer og efterårsperioden, hvor der ikke er vinterlignende vejr, må dyrene ikke være under huld 2½ (skala fra 1 til 5)
- Der er opsat et funktionelt og vedligeholdt hegn. Arealet er hegnet med 2-trådet hegn tilsluttet 230V spændingsgiver. I forpagtningsperioden er Forpagter ansvarlig for vedligeholdelse af hegnet, vandkar og spændingsgiver m.m. og skal selv afholde udgifterne dertil.
- Der er etableret adgang til drikkevand på arealet.
- Der må ikke tilskudsfodres på arealet.
- Arealet må ikke gødes eller kalkes, og der må ikke anvendes pesticider.
- Der må ikke foretages jordbearbejdning, tilsåning eller –plantning.
- Yderligere information om vilkår kan findes i kontraktudkastet jf. bilag 2
Foder fra arealet anses for forurenet med PFAS for så vidt angår fødevareproducerende kvæg iht. Bekendtgørelse nr. 1386 af 29/11/2023 om per- og polyfluoralkylstoffer (PFAS) i kvæg og får, idet der ved stikprøver taget den november/december 2022 blev konstateret PFAS-koncentrationer over indikatorværdierne herfor. Forurening er ikke siden blevet afkræftet ved blod- eller kødprøver fra dyr, der har indtaget foder fra arealet.
Arealet må derfor kun uden restriktioner græsses med heste.
Da hele eller dele af arealet er Natura 2000-område og §3-område kan der søges om tilladelse til at græsse arealet med kvæg, hvorved dyrene, deres afkom og animalske produkter fra disse ikke vil kunne anvendes som fødevarer medmindre det kan dokumenteres ved blodprøve at dyret/dyrene ikke udgør en risiko for fødevaresikkerheden jf. Bekendtgørelse nr. 1385 af 29/11/2023 om tilladelse til afgræsning af forurenede områder med særlige naturbeskyttelseshensyn
Hvis arealet ønskes afgræsset med kvæg, skal der opnås tilladelse til græsning med kvæg i overensstemmelse med Bekendtgørelse nr. 1385 af 29/11/2023 om tilladelse til afgræsning af forurenede områder med særlige naturbeskyttelseshensyn.
Anmodning om tilladelse til græsning af forurenede områder med særlige naturbeskyttelseshensyn, skal indsendes til Fødevarestyrelsen senest 30 dage inden, at dyrene skal anvendes til græsning af det forurenede område. Kopi af tilladelsen skal sendes til bortforpagter inden udbinding af dyrene
Forpagter kan kontakte Fødevarestyrelsen, Kemi og Fødevarekvalitet: 29@fvst.dk, såfremt forpagter har spørgsmål til PFAS og græsning.
2. Afgivelse af tilbud
Naturstyrelsen ønsker tilbud på forpagtning for ovenstående arealer på de vilkår, der er beskrevet i kontraktudkastet, jf. bilag 2. Hvis du ønsker at afgive et tilbud, skal det ske via tilbudsblanketten, jf. bilag 4.
Den pris, du angiver på tilbudsblanketten, skal både være prisen årligt pr. ha i DKK ekskl. moms og den samlede årlige pris ekskl. moms for det udbudte areal.
Du skal være opmærksom på, at prisen reguleres årligt med nettoprisindekset for januar måned i opkrævningsåret.
På tilbudsblanketten skal du klart og entydigt angive, hvilken fysisk eller juridisk person der er tilbudsgiver og dermed ansvarlig over for ordregiver.
Tilbudsblanketten med tilhørende bilag skal være skrevet på dansk.
Tilbudsblanketten skal sendes til Naturstyrelsen Vestjylland, Gl. Landevej 35, 7620 Lemvig eller på e-mail til udbudvjy@nst.dk.
Når du sender dit tilbud, skal du tydeligt markere det med ”Tilbud på forpagtning af areal ved Strandgården" og med "Må ikke åbnes i postmodtagelsen".
Naturstyrelsen gør opmærksom på, at dyrkningsbegrænsninger og andre særlige forhold i forpagtningskontrakten kan have betydning for dine muligheder for at opnå tilskud til arealerne. Såfremt du planlægger at søge tilskud, herunder grundbetaling, bærer du alene ansvaret for, at støttebetingelserne kan opfyldes. Du opfordres til at undersøge betingelserne for de relevante støtteordninger, og hvorvidt disse kan opfyldes på de forpagtede arealer med de anførte dyrkningsbegrænsninger, evt. med bistand fra din egen rådgiver.
3. Frist for afgivelse af tilbud
Du skal sende tilbudsblanketten, så den er modtaget i Naturstyrelsen på mailadresse: udbudvjy@nst.dk eller pr. post på Naturstyrelsen Vestjylland, Gl. Landevej 35, 7620 Lemvig senest d. 11. december 2024 kl. 13.00. Tilbud modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive taget i betragtning.
Når du har afgivet dit tilbud, er du forpligtet til at vedstå det i 30 kalenderdage fra tilbudsfristens udløb, dog kun indtil der er indgået kontrakt. Hvis Naturstyrelsen accepterer dit tilbud i vedståelsesperioden, er du derfor forpligtet til at skrive under på kontrakten. Efter du har underskrevet kontrakten, kan du kun træde ud af den i forhold til kontraktens bestemmelser om opsigelse.
De tilbud, der modtages rettidigt, vil blive åbnet umiddelbart efter tilbudsfristens udløb. Du har som tilbudsgiver ikke adgang til at overvære åbningen af tilbud.
4. Forbehold
Hvis du i dit tilbud har taget væsentlige forbehold for grundlæggende elementer i udbudsmaterialet, kan det medføre, at Naturstyrelsen ikke tager dit tilbud i betragtning. Grundlæggende elementer kan eksempelvis være forbehold vedr. pris, tidsfrister mm. Naturstyrelsen er dog berettiget til at afvise ethvert tilbud med forbehold uanset forbeholdets karakter.
Du skal underskrive tro- og loveerklæringen jf. bilag 5, og indsende den sammen med din tilbudsblanket.
Hvis du ikke skriver under på erklæringen, eller du er dømt for grovere overtrædelser af dyreværnsloven, og overtrædelsen efter et konkret skøn kan vurderes at have relevans for din varetagelse af den udbudte kontrakt, så kan Naturstyrelsen afvise dit tilbud. Det samme gælder, hvis Naturstyrelsen er vidende om, at du tidligere har misligholdt en forpagtnings- eller græsningskontrakt med Naturstyrelsen.
5. Vurdering af tilbud
Naturstyrelsen vælger at indgå en aftale med den, der giver det højeste tilbud.
6. Kontraktgrundlag
Der indgås aftale om forpagtningen på baggrund af kontraktudkastet, jf. bilag 2.
7. Annullation
Naturstyrelsen forbeholder sig ret til at annullere det samlede udbud, eller udbuddet for de enkelte delarealer indtil udbudsforretningen er afsluttet med endelig indgåelse af kontrakt, såfremt der foreligger en ikke-usaglig begrundelse herfor.
8. Tidsplan
20. november 2024 | Offentliggørelse af udbudsmateriale |
11. december 2024 kl. 13.00 | Frist for modtagelse af tilbud |
Uge 50-51, 2024 | Forventet ordretildeling |
Uge 51, 2024 | Forventet kontraktindgåelse |
1. Januar 2025 | Kontrakten træder i kraft |
9. Spørgsmål og rettelser
Hvis du har spørgsmål eller forslag til rettelser til udbudsmaterialet, kan du kontakte ordregiver som anført øverst i annoncen.