Beskrivelse af lejemålet
Arealet er afvekslende med beplantninger af løv og nål samt åbne engarealer og græssletter samt en mindre sø. Arealet er på ca. 67 ha. På arealet forekommer de almindelige jagtbare arter af fuglevildt, samt råvildt, ræv, hare.
Publikum
Bjerreskov benyttes ganske meget af publikum til en række fritidsaktiviteter. Der er et udbygget stisystem som benyttes flittigt af gående, cyklende, hundeluftere m.fl. Arealet kan ikke afspærres i forbindelse med afholdelse af jagt. Det er vigtigt at gæster føler, at de har været velkomne når de har været i skoven også selv om der har været jagt.
Specielt for dette lejemål gælder:
- Jagt skal ske under overholdelse af de jagtetiske regler: https://sgavmst.dk/natur-og-jagt/om-atgaa-paa-jagt/jagtetiske-regler
- Der må maksimalt drives enkeltmandsjagt med haglvåben 2 dage pr. uge på arealet. Ved enkeltmandsjagter forstås jagt med maksimalt 2 våbenføre skytter. Jagt med flere skytter end anført ovenfor er fællesjagt.
- Der må frit udøves enkeltmandsjagt i form af pürch- og anstandsjagt med riffel, hvor dette er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
- Der må afholdes tre fællesjagter i løbet af jagtsæsonen med indtil 20 skytter.
- Skydetårne og stiger må kun opsættes efter aftale med Naturstyrelsen. Der skal fremsendes et kort med angivelse af placering.
- Eventuelt forekommende kron- eller dåvildt må ikke nedlægges.
- Der fastsættes en afskydningskvote på 6 stk. råvildt, hvoraf 2 må være bukke.
- Der kan efter aftale med udlejer etableres foderpladser med henblik på regulering af mårhund og vaskebjørn.
Kort over arealet kan ses i bilag 1.
Lejeperiode
Arealet udlejes for en 5-årig periode fra 1. maj 2025 til 31. marts 2030.
Lejemålet kan forlænges med en yderligere 5-årig periode, jf. jagtlejekontraktens § 2.
Afgivelse af tilbud
Tilbud på jagtleje skal afgives på tilbudsblanketten, der er vedlagt i bilag 2.
Tilbudsblanketten skal være Naturstyrelsen Vadehavet, Skovridervej 3, 6510 Gram, vad@nst.dk i hænde senest tirsdag den 22. april 2025 kl. 12.00. Tilbud, der modtages efter dette tidspunkt, vil ikke blive taget i betragtning.
Ved brug af e-mail skal tilbudsgiveren i emnefeltet skrive: "Må ikke åbnes i postmodtagelsen".
Tilbudsgiveren har i alle tilfælde ansvaret for, at tilbud kommer rettidigt frem.
Naturstyrelsen antager tilbuddet med den højeste tilbudte pris, med mindre Naturstyrelsen gør brug af muligheden for at indhente supplerende overbud eller Naturstyrelsen vælger, at annullere udbuddet, jf. nedenfor om annullation.
Supplerende overbud gennemføres, hvis et eller flere tilbud er på over 100.000 kr. Overbudsrunde gennemføres ved at de tilbudsgivere, hvis tilbud ligger inden for de højeste 20% af det højeste afgivne bud, får meddelelse om et tidspunkt, hvor de senest kan afgive et supplerende tilbud.
Naturstyrelsen antager tilbuddet med den højeste tilbudte pris, med mindre udbuddet annulleres.
Tilbudsgiver er ved afgivelse af tilbud forpligtet af den pris, der er angivet på tilbudsblanketten.
Tilbudsgiver er forpligtet til at vedstå sit tilbud i 1 måned fra tilbudsfristens udløb. Accepterer Naturstyrelsen inden for 1 måned tilbudsgivers tilbud, er tilbudsgiver således forpligtet til at indgå aftale med Naturstyrelsen om den pågældende jagtleje. Tilbudsgiver kan herefter kun udtræde af kontrakten ved anvendelse af jagtlejekontraktens bestemmelser om opsigelse.
Udlejer har ret til at afvise lejer, medinteressenter eller medlemmer, hvis de er dømt eller har vedtaget bøde for grovere og/eller gentagne overtrædelser af jagt- og/eller våbenlovgivningen eller på anden måde tidligere har misligholdt en jagtlejekontrakt med Naturstyrelsen.
Annullation af udbud
Naturstyrelsen har ret til at annullere et udbud af jagtleje, hvis Naturstyrelsen vurderer, at tilbuddene ligger under markedsprisen på tilsvarende lejemål, der for nylig har været udbudt på den lokale enhed eller andre lokale enheder, eller hvis Naturstyrelsen har en anden ikke usaglig begrundelse for annullation.
Jagtlejekontrakt
Der indgås aftale om lejemålet på baggrund af den jagtlejekontrakt, der er vedlagt i bilag 3.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan indhentes hos Naturstyrelsen Vadehavet, thive@nst.dk. Alle spørgsmål skal stilles skriftligt. Spørgsmål og svar på spørgsmål vil blive gjort tilgængelig på Naturstyrelsens hjemmeside: https://naturstyrelsen.dk/aktiviteter-i-naturen/vildtforvaltning/jagt-istatsskovene/jagtudleje.