Arealer ved Randbøl Hede og Kirstinelyst

Naturstyrelsen Trekantsområdet udbyder forpagtning af arealer i Randbøl Hede og Kirstinelyst sydøst for Billund. Tilbudsfrist er 26. januar 2026 kl. 12.00

Forpagtningen udbydes af:

Naturstyrelsen: Trekantsområdet
Adresse: Førstballevej 2, 7183 Randbøl
Telefonnummer: 72 54 35 85
Kontaktperson: Frederikke Nørbæk, 21 34 09 77, freno@nst.dk 


1.    Beskrivelse af forpagtningen

  • Arealerne er beliggende på den østlige del af Randbøl Hede sydøst for Billund, jf. bilag 1.
  • Forpagtningen er fordelt på fire delområder. Delområde 1 omfatter den store østlige hegning på Randbøl Hede. Delområde 2 omfatter et mindre areal af Randbøl Hede vest for mergelsporet. Delområde 3 og 4 er to mindre arealer omkring Naturrum Kirstinelyst, jf. bilag 1.
  • Forpagtningen omfatter et samlet areal på 253 ha. Markblokarealet er ca. 252 ha.
  • Arealerne ligger i et Natura 2000-område og består af en række lysåbne naturtyper som våd og tør hede, surt overdrev og visse-indlandsklit. Hele arealet er desuden §3-beskyttet hede.

Navn på areal

 

Markbloknr.

 

Ha

Ha i markblok

 

Tidsperiode

 

Delområde 1: Store del af Randbøl Hede

510167-89, 511168-13, 511168-15, 511167-59, 511168-60, 511167-60

228

227

01-01-2026 til 31-12-2030

Delområde 2: Mindre del vest for Mergelsporet

510167-09

22

22

01-01-2026 til 31-12-2030

Delområde 3: Kirstinelyst – nordøstligt areal til slæt

511168-72

1,35

1,35

01-01-2026 til 31-12-2030

Delområde 4: Kirstinelyst – sydvestligt areal til slæt

Del af 511168-13

1,8

1,8

01-01-2026 til 31-12-2030

 

  • Den forlangte driftsform er en blanding af afgræsning og græs- eller høslæt.

 

Slæt:

  • Arealer med slæt omfatter delområde 3 og 4 (markblok-nr. 511168-72 og del af 511168-13).
  • Der skal tages slæt mindst én gang årligt inden for perioden fra den 21. juni til 31. oktober. Der må ikke tages slæt i perioden fra den 1. maj til 20. juni.
  • Det er ikke tilladt at foretage afpudsning af arealet (slåning uden bortkørsel af det afslåede materiale). Der skal foretages slæt, hvor alt afslået materiale fjernes fra arealet.
  • Høslæt/slåning/høst skal foretages som vildtvenlig høst.

 

Afgræsning:

  • Arealet skal afgræsses med ekstensive kvæg eller med en blanding af ekstensive kvæg og ekstensive heste.
  • På arealet nord for Naturrum Kirstenlyst er staldanlæg på 150 m2.
  • Arealet skal græsses med lang græsningssæson og dyrene skal som minimum gå på arealet i perioden 1. maj til 31. oktober. Dyrene kan dog udbindes 1. april og hjemtages ved vinterlignende tilstande eller senest 1. december.
  • Dyr i dårlig sundhedstilstand eller dårligt huld må ikke gå på Naturstyrelsen arealer. I forår, sommer og efterårsperioden, hvor der ikke er vinterlignende vejr, må dyrene ikke være under huld 2,5 (skala fra 1 til 5). I vinterperioden (december, januar og februar) og i perioder med vinterlignende vejr, må dyrene ikke være under huld 3 (skala fra 1 til 5), jf. anbefalinger fra Det Veterinære Sundhedsråd.

 

Særlige forhold:

  • Arealerne i nærværende kontrakt er udpeget som mulig Naturnationalpark Randbøl Hede og det kan ved konkret udpegning have betydning for om kontraktperioden forkortes før år 2030.
  • Arealerne må ikke afpudses uden forudgående aftale med Naturstyrelsen. Der må ikke jordbehandles, gødskes eller sprøjtes på arealet.
  • Arealerne omkring Naturrum Kirstinelyst er meget besøgt. Publikum har fri adgang til arealerne, og særligt opsøgende dyr eller særligt nervøse dyr (uvane dyr) må ikke udsættes på arealerne.
  • Der er to frahegnede gravhøje inden for delområde 1. Gravhøjene er hegnet fra for at forhindre dyrene i at gøre skade på fortidsminderne.
  • Kontrakten løber i 5 år fra den 1. januar 2026 til den 31. december 2030. Kontrakten kan forlænges én gang for yderligere 5 år.

 

Tilskud:

  • Der gøres opmærksom på, at der på markblok-nr. 510167-89, 511168-13, 511168-15 og 510167-09 er tilsagn til pleje af græs som forventes at kunne overdrages.

 

2.    Afgivelse af tilbud

Naturstyrelsen ønsker tilbud på forpagtning for ovenstående arealer på de vilkår, der er beskrevet i kontraktudkastet, jf. bilag 2. Hvis du ønsker at afgive et tilbud, skal det ske via tilbudsblanketten, jf. bilag 4.

Den pris, du angiver på tilbudsblanketten, skal både være prisen årligt pr. ha i DKK ekskl. moms og den samlede årlige pris ekskl. moms for det udbudte areal.

Du skal være opmærksom på, at prisen reguleres årligt med nettoprisindekset for januar måned i opkrævningsåret. 

På tilbudsblanketten skal du klart og entydigt angive, hvilken fysisk eller juridisk person der er tilbudsgiver og dermed ansvarlig over for ordregiver.

Tilbudsblanketten med tilhørende bilag skal være skrevet på dansk.

Tilbudsblanketten skal sendes til Naturstyrelsen Trekantsområdet, Førstballevej 2, 7183 Randbøl eller pr. mail til freno@nst.dk

Når du sender dit tilbud, skal du tydeligt markere det med ”Tilbud på forpagtning af arealer ved Randbølhede og Kirstinelyst” og med ”Må ikke åbnes i postmodtagelsen”.

Naturstyrelsen gør opmærksom på, at dyrkningsbegrænsninger og andre særlige forhold i forpagtningskontrakten kan have betydning for dine muligheder for at opnå tilskud til arealerne. Såfremt du planlægger at søge tilskud, herunder grundbetaling, bærer du alene ansvaret for, at støttebetingelserne kan opfyldes. Du opfordres til at undersøge betingelserne for de relevante støtteordninger, og hvorvidt disse kan opfyldes på de forpagtede arealer med de anførte dyrkningsbegrænsninger, evt. med bistand fra din egen rådgiver.

3.    Frist for afgivelse af tilbud

Du skal sende tilbudsblanketten, så den er modtaget i Naturstyrelsen på mailadresse: freno@nst.dk eller pr. post til Naturstyrelsen Trekantsområdet, Førstballevej 2, 7183 Randbøl senest d. 26. januar 2026 kl. 12. Tilbud modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive taget i betragtning. 

Når du har afgivet dit tilbud, er du forpligtet til at vedstå det i 30 kalenderdage fra tilbudsfristens udløb, dog kun indtil der er indgået kontrakt. Hvis Naturstyrelsen accepterer dit tilbud i vedståelsesperioden, er du derfor forpligtet til at skrive under på kontrakten. Efter du har underskrevet kontrakten, kan du kun træde ud af den i forhold til kontraktens bestemmelser om opsigelse. 

De tilbud, der modtages rettidigt, vil blive åbnet umiddelbart efter tilbudsfristens udløb. Du har som tilbudsgiver ikke adgang til at overvære åbningen af tilbud.

4.    Forbehold

Hvis du i dit tilbud har taget væsentlige forbehold for grundlæggende elementer i udbudsmaterialet, kan det medføre, at Naturstyrelsen ikke tager dit tilbud i betragtning. Grundlæggende elementer kan eksempelvis være forbehold vedr. pris, tidsfrister mm. Naturstyrelsen er dog berettiget til at afvise ethvert tilbud med forbehold uanset forbeholdets karakter.

Du skal underskrive tro- og loveerklæringen jf. bilag 5, og indsende den sammen med din tilbudsblanket. 

Hvis du ikke skriver under på erklæringen, eller du er dømt for grovere overtrædelser af dyreværnsloven, og overtrædelsen efter et konkret skøn kan vurderes at have relevans for din varetagelse af den udbudte kontrakt, så kan Naturstyrelsen afvise dit tilbud. Det samme gælder, hvis Naturstyrelsen er vidende om, at du tidligere har misligholdt en forpagtnings- eller græsningskontrakt med Naturstyrelsen.

5.    Vurdering af tilbud

Naturstyrelsen vælger at indgå en aftale med den, der giver det højeste tilbud. 

6.    Kontraktgrundlag

Der indgås aftale om forpagtningen/græsningen på baggrund af kontraktudkastet, jf. bilag 2.

7.    Annullation

Naturstyrelsen forbeholder sig ret til at annullere det samlede udbud, eller udbuddet for de enkelte delarealer indtil udbudsforretningen er afsluttet med endelig indgåelse af kontrakt, såfremt der foreligger en ikke-usaglig begrundelse herfor. 

8.    Tidsplan

19. december 2025

Offentliggørelse af udbudsmateriale

26. januar 2026 kl. 12

Frist for modtagelse af tilbud

Uge 5 2026

Forventet ordretildeling.

Uge 5-6 2026

Forventet kontraktindgåelse.

1. januar 2026

Kontrakten træder i kraft

9.    Spørgsmål og rettelser

Hvis du har spørgsmål eller forslag til rettelser til udbudsmaterialet, kan du kontakte ordregiver som anført øverst i annoncen.

10.    Bilagsliste

Bilag 1: Kortmateriale

Bilag 2: Kontraktudkast

Bilag 3: Naturmål

Bilag 4: Tilbudsblanket

Bilag 5: Tro – og love erklæring

Bilag 6: Naturstyrelsens behandling af dine personoplysninger (bilag findes i kontraktudkastet)