Naturstyrelsen Fyn udbyder forpagtning af græsningsareal ved Frøbjerg Bavnehøj

Budfrist d. 24. februar 2025 kl. 12.00

Forpagtningen udbydes af:
 
Naturstyrelsen Fyn
Sollerupvej 24, 5600 Faaborg
Tlf. 72 54 35 52
Kontaktperson: Kasper Skjærlund


Beskrivelse af forpagtningen

Forpagtningens areal er ca. 5,8 ha og omfatter to indhegninger. Arealerne er beliggende i Assens kommune ca. 5,5 km vest for Tommerup.  Forpagtningens arealer omfatter dele af matr.nr. 4c Frøbjerg By, Orte med markblok nr. 570133-62 og 570133-92.

Arealerne bortforpagtes til afgræsning med enten geder eller robuste kvæg eller robuste heste (f.eks. Dexter kvæg eller shetlandspony) eller får. Arealerne må afgræsses med omkring 5-10 geder eller får eller 2-3 kvæg eller heste.

Afgræsning med geder skal foregå i perioden 15. april – 31. oktober. Gederne skal hjemtages senest 31. oktober. Afgræsning med heste, kvæg eller får skal foregå i perioden 15. april – 30. november. Heste og kvæg skal hjemtages forud for vinterlignende vejr og senest 30. november. Får skal hjemtages senest 30. november.

Der må ikke foretages gødskning, sprøjtning, brakpudsning/slåning/slæt og lignende på arealerne.

Offentligheden har fri adgang til arealerne hele året rundt. Frøbjerg Festspil afholdes hvert år på amfiscenen ved Frøbjerg Bavnehøj. Festspillet medfører støj både under og i en periode inden/efter. Der kan desuden forventes 1-2 årlige motionsløb.
Der er flere mindesten i og omkring indhegningerne.

Kontraktens aftaleperiode løber fra 1. januar 2026 til og med 31. december 2030. Hvis begge parter ønsker det, er der mulighed for forlængelse på op til 5 år.

Afgivelse af tilbud

Naturstyrelsen ønsker tilbud på forpagtning for ovenstående arealer på de vilkår, der er beskrevet i kontraktudkastet, jf. bilag 2. Hvis du ønsker at afgive et tilbud, skal det ske via tilbudsblanketten, jf. bilag 4.

Den pris, du angiver på tilbudsblanketten, skal både være prisen årligt pr. ha i DKK ekskl. moms og den samlede årlige pris ekskl. moms for det udbudte areal.

Du skal være opmærksom på, at prisen reguleres årligt med nettoprisindekset for januar måned i opkrævningsåret. 

På tilbudsblanketten skal du klart og entydigt angive, hvilken fysisk eller juridisk person der er tilbudsgiver og dermed ansvarlig over for ordregiver. Du skal desuden angive om du vil afgræsse arealerne med geder, heste, kvæg eller får og angive race. Tilbud med afgræsning med geder prioriteres højest dernæst tilbud med heste eller kvæg og til sidst tilbud med får.  Hvis der er flere tilbud med samme prioritet, så vælger Naturstyrelsen at indgå aftale med det højeste bud.

Tilbudsblanketten med tilhørende bilag skal være skrevet på dansk.

Tilbudsblanketten skal sendes til Naturstyrelsen Fyn enten på e-mail eller med brevpost.

Når du sender dit tilbud, skal du tydeligt markere det med ”Tilbud på forpagtning af Frøbjerg Bavnehøj” og med ”Må ikke åbnes i postmodtagelsen”.

Naturstyrelsen gør opmærksom på, at dyrkningsbegrænsninger og andre særlige forhold i forpagtningskontrakten kan have betydning for dine muligheder for at opnå tilskud til arealerne. Såfremt du planlægger at søge tilskud, herunder grundbetaling, bærer du alene ansvaret for, at støttebetingelserne kan opfyldes. Du opfordres til at undersøge betingelserne for de relevante støtteordninger, og hvorvidt disse kan opfyldes på de forpagtede arealer med de anførte dyrkningsbegrænsninger, evt. med bistand fra din egen rådgiver.

Frist for afgivelse af tilbud

Du skal sende tilbudsblanketten, så den er modtaget i Naturstyrelsen på mailadresse: fyn@nst.dk eller pr. post til Naturstyrelsen Fyn, Sollerupvej 24, 5600 Faaborg senest d. 24. februar 2025 kl. 12. Tilbud modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive taget i betragtning. 

Når du har afgivet dit tilbud, er du forpligtet til at vedstå det i 30 kalenderdage fra tilbudsfristens udløb, dog kun indtil der er indgået kontrakt. Hvis Naturstyrelsen accepterer dit tilbud i vedståelsesperioden, er du derfor forpligtet til at skrive under på kontrakten. Efter du har underskrevet kontrakten, kan du kun træde ud af den i forhold til kontraktens bestemmelser om opsigelse. 

De tilbud, der modtages rettidigt, vil blive åbnet umiddelbart efter tilbudsfristens udløb. Du har som tilbudsgiver ikke adgang til at overvære åbningen af tilbud.

Forbehold

Hvis du i dit tilbud har taget væsentlige forbehold for grundlæggende elementer i udbudsmaterialet, kan det medføre, at Naturstyrelsen ikke tager dit tilbud i betragtning. Grundlæggende elementer kan eksempelvis være forbehold vedr. pris, tidsfrister mm. Naturstyrelsen er dog berettiget til at afvise ethvert tilbud med forbehold uanset forbeholdets karakter.

Du skal underskrive tro- og loveerklæringen jf. bilag 5, og indsende den sammen med din tilbudsblanket. 

Hvis du ikke skriver under på erklæringen, eller du er dømt for grovere overtrædelser af dyreværnsloven, og overtrædelsen efter et konkret skøn kan vurderes at have relevans for din varetagelse af den udbudte kontrakt, så kan Naturstyrelsen afvise dit tilbud. Det samme gælder, hvis Naturstyrelsen er vidende om, at du tidligere har misligholdt en forpagtnings- eller græsningskontrakt med Naturstyrelsen.

Vurdering af tilbud

Naturstyrelsen prioriterer tilbud efter valg af græsningsdyr. Første prioritet er geder, anden prioritet er heste eller kvæg og tredje prioritet er får. Hvis der er flere tilbud med samme prioritet, så indgår Naturstyrelsen aftale med det højeste tilbud. 

Kontraktgrundlag

Der indgås aftale om forpagtningen på baggrund af kontraktudkastet, jf. bilag 2.

Annullation

Naturstyrelsen forbeholder sig ret til at annullere det samlede udbud, eller udbuddet for de enkelte delarealer indtil udbudsforretningen er afsluttet med endelig indgåelse af kontrakt, såfremt der foreligger en ikke-usaglig begrundelse herfor. 

Tidsplan

10. februar 2025

Offentliggørelse af udbudsmateriale

24. februar 2025 kl. 12

Frist for modtagelse af tilbud

Uge 9-10 2025

Forventet ordretildeling.

Uge 10-11 2025

Forventet kontraktindgåelse.

17. marts 2025

Kontrakten træder i kraft

Spørgsmål og rettelser

Hvis du har spørgsmål eller forslag til rettelser til udbudsmaterialet, kan du kontakte ordregiver som anført øverst i annoncen.