Beskrivelse af lejemålet
Hytterkobbel skov er beliggende ca. 12 km syd for Haderslev.
Skoven er på ca. 138,1 ha. Hytterkobbel ligger i et morænelandskab, hvor jordbunden svinger fra sandet jord til en frodig jord med stort lerindhold. Skoven rummer også lavninger med tørvejord. Skoven er en blandet løv- og nåleskov med en del unge bevoksninger.
Skoven afgrænses mod nord af privat skov, på de øvrige sider afgrænses skoven primært af landbrugsarealer.
Vildtbestanden af hjortevildt består især at råvildt, men der er også en fast bestand af kron- og dåvildt. Af øvrige vildtarter kan nævnes ræv, mårhund, hare, fasaner, skovduer og snepper.
For hhv. råvildt, dåvildt og kronvildt vil der blive tildelt en afskydningskvote. For råvildt vil kvoten være 10 stk. pr. år, for dåvildt og kronvildt vil afskydningskvote være 2-årig (Første 2-år kvote er - kvote for hhv. dåvildt og kronvildt: 1. stk. spidshjort af hver art, 4 stk. då / 4 stk. hind, samt 10 stk. kalv af hver art.
Af kontraktudkastet fremgår de gældende afskydningskvoter og gældende bestemmelser for jagtens udøvelse på arealet.
Jagten i Hytterkobbel skov har i en længere årrække været udlejet.
Foruden publikums rekreative benyttelse af skoven, må jagtlejer også påregne, at skoven en gang i mellem benyttes til orienteringsløb o.l.
Skoven vil i kontraktperioden overgå til urørt skov, hvor egentlig skovdrift udfases.
Kort over arealet kan ses i bilag 2.
Lejeperiode
Arealet udlejes for en 5-årig periode fra 1. april 2025 til 31. marts 2030.
Lejemålet kan forlænges med en yderligere 5-årig periode, jf. jagtlejekontraktens § 2.
Afgivelse af tilbud
Tilbud på jagtleje skal afgives på tilbudsblanketten, der er vedlagt i bilag 1.
Tilbudsblanketten skal være Naturstyrelsen Sønderjylland, Felstedvej 14, 6300 Gråsten, SDJ@NST.dk i hænde senest den 18. marts 2025 kl. 14. Tilbud, der modtages efter dette tidspunkt, vil ikke blive taget i betragtning.
Ved brug af e-mail SDJ@NST.dk skal tilbudsgiveren i emnefeltet skrive: Må ikke åbnes i postmodtagelsen Hytterkobbel skov.
Tilbudsgiveren har i alle tilfælde ansvaret for, at tilbud kommer rettidigt frem.
Naturstyrelsen antager tilbuddet med den højeste tilbudte pris, med mindre Naturstyrelsen gør brug af muligheden for at indhente supplerende overbud eller Naturstyrelsen vælger, at annullere udbuddet, jf. nedenfor om annullation.
Supplerende overbud gennemføres, hvis et eller flere tilbud er på over 100.000 kr. Overbudsrunde gennemføres ved at de tilbudsgivere, hvis tilbud ligger inden for de højeste 20 % af det højeste afgivne bud, får meddelelse om et tidspunkt, hvor de senest kan afgive et supplerende tilbud.
Naturstyrelsen antager tilbuddet med den højeste tilbudte pris, med mindre udbuddet annulleres.
Tilbudsgiver er ved afgivelse af tilbud forpligtet af den pris, der er angivet på tilbudsblanketten. Tilbudsgiver er forpligtet til at vedstå sit tilbud i 1 måned fra tilbudsfristens udløb. Accepterer Naturstyrelsen inden for 1 måned tilbudsgivers tilbud, er tilbudsgiver således forpligtet til at indgå aftale med Naturstyrelsen om den pågældende jagtleje. Tilbudsgiver kan herefter kun udtræde af kontrakten ved anvendelse af jagtlejekontraktens bestemmelser om opsigelse.
Udlejer har ret til at afvise lejer, medinteressenter eller medlemmer, hvis de er dømt eller har vedtaget bøde for grovere og/eller gentagne overtrædelser af jagt- og/eller våbenlovgivningen eller på anden måde tidligere har misligholdt en jagtlejekontrakt med Naturstyrelsen.
Annullation af udbud
Naturstyrelsen har ret til at annullere et udbud af jagtleje, hvis Naturstyrelsen vurderer, at tilbuddene ligger under markedsprisen på tilsvarende lejemål, der for nylig har været udbudt på den lokale enhed eller andre lokale enheder, eller hvis Naturstyrelsen har en anden ikke usaglig begrundelse for annullation.
Jagtlejekontrakt
Der indgås aftale om lejemålet på baggrund af den jagtlejekontrakt, der er vedlagt i bilag 3.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan indhentes hos Naturstyrelsen Sønderjylland, ved skovfoged Klaus Sloth mail kls@nst.dk Alle spørgsmål skal stilles skriftligt. Spørgsmål og svar på spørgsmål vil blive gjort tilgængelig på Naturstyrelsens hjemmeside: https://naturstyrelsen.dk/aktiviteter-i-naturen/vildtforvaltning/jagt-i-statsskovene/jagtudleje.