Forpagtningen udbydes af:
Naturstyrelsen: Kronjylland
Adresse: Vasevej 7, 8920 Randers NV
Telefonnummer: 7254 3920
Kontaktperson: Maria Voigt Hertz, mail: msonn@nst.dk
1. Beskrivelse af forpagtningen
Arealet til forpagtning ligger sydøst for Sjørup skov mellem Viborg og Holstebro. Der er tale om 1 fold. Se kortmaterialet i Bilag 1 for en oversigt over arealerne. Disse arealer indeholder en række naturværdier. Arealet er 18 ha og en del af markbloknr. 506251-07
Politikken for Naturstyrelsens arealforvaltning er, at arealerne skal plejes med stor hensyntagen til de landskabelige, naturmæssige og miljømæssige forhold. Hertil kommer bl.a. krav til græsningstryk og udbindingsperiode.
Målene for naturforvaltningen er beskrevet i Bilag 3. Arealet er et bakket landskab, hvor der mod nord indgår et stykke skov, herfra bevæger topografien sig nedad, hvor der et overdrev og længere nede enge og et vandløb. Syd for vandløbet igen eng, og så løfter landskabet sig igen med overdrev og til sidst tør hede. Der er spredte store træer og mindre buske på arealet.
Foldene er domineret af §3 beskyttede overdrev, eng, hede og vandløb. Derudover mindre skovdækkede arealer.
Afgræsning skal ske med kvæg af robuste racer, som fremgår af Fødevarestyrelsens udtalelse om egnede racer til udendørs hold om vinteren. De sidste 10 år har arealet været græsset med får. Forud for dette med kvæg. Hvis krydsninger indgår i tilbuddet skal racekrydsningerne udspecificeres. Krydsninger skal være mere end 50 % kødkvæg. Førstegangskrydsning med malkekvæg (50% malkekvæg) kan ikke bruges i dette udbud.
Arealet skal drives med ekstensivt græsningstryk i perioden 1. april - 31. oktober. Efter aftale med bortforpagter kan græsningsperioden i enkelte folde forlænges med overholdelse af de gældende bestemmelser om dyrevelfærd og efter at der i fællesskab er udarbejdet en beredskabsplan.
I månederne maj-august skal arealet fremstå med en varieret struktur i urtelaget, hvor blomstrende urter er tilstede. Arealerne skal fremstå med tæt lav vegetation uden førne opbygning den 31. oktober. Arealet skal plejes med fast lavt græsningstryk. Der må ikke gå flere dyr på arealet end, hvad der svarer til 0,7 storkreaturer pr. ha i gennemsnit for græsningsperioden. I maj-august må græsningstrykket maksimalt være 0,4 storkreaturer pr. ha.
Dyr med uhensigtsmæssig adfærd i forhold til publikum, skal kunne tages af arealet med 2 dages varsel.
Der må ikke gødskes, sprøjtes eller tages slæt på arealerne. Evt. nedskæring af opvækst kræver skriftlig tilladelse fra bortforpagter. Kontrakten vil blive opsagt med øjeblikkelig virkning, hvis der anvendes kemiske bekæmpelsesmidler, gødning eller jordforbedrende stoffer.
Der må ikke foretages slåning på arealet. Kontrakten vil blive opsagt med øjeblikkelig virkning, hvis arealet bliver slået/brakpudset.
Forpagter kan foretage tilskudsfodring på arealet, hvis forpagter vurderer, at dyrevelfærden er truet og andre muligheder for at afhjælpe situationen er udtømte. Inden tilskudsfodringen påbegyndes, skal der træffes aftale med Bortforpagter om, hvor der kan fodres og med hvilke fodermidler.
Offentlighedens adgang til arealerne gælder efter den til enhver tid gældende lovgivning herom.
Bortforpagter har mod et forholdsmæssigt fradrag i forpagtningsaftalen ret til at udtage mindre dele af arealet til friluftsmæssige formål.
Kontrakten løber 5 år fra 1. januar 2027 til 31. december 2031. Der vil være mulighed for en kontraktforlængelse på 5 år fra kontraktens slutdato.
Der gøres særligt opmærksom på ’Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg” i relation til skygge på arealet. Se bekendtgørelsen her: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1743
Herunder ses en oversigt over foldene som udbydes i kontrakten.
2. Afgivelse af tilbud
Naturstyrelsen ønsker tilbud på forpagtning for ovenstående arealer på de vilkår, der er beskrevet i kontraktudkastet, jf. bilag 2. Hvis du ønsker at afgive et tilbud, skal det ske via tilbudsblanketten, jf. bilag 4.
Den pris, du angiver på tilbudsblanketten, skal både være prisen årligt pr. ha i DKK ekskl. moms og den samlede årlige pris ekskl. moms for det udbudte areal.
Du skal være opmærksom på, at prisen reguleres årligt med nettoprisindekset for januar måned i opkrævningsåret.
På tilbudsblanketten skal du klart og entydigt angive, hvilken fysisk eller juridisk person der er tilbudsgiver og dermed ansvarlig over for ordregiver.
Tilbudsblanketten med tilhørende bilag skal være skrevet på dansk.
Tilbudsblanketten skal sendes til Naturstyrelsen Kronjylland, Vasevej 7, 8920 Randers NV eller KJY@nst.dk.
Når du sender dit tilbud, skal du tydeligt markere det med ”Tilbud på forpagtning af Sjørup eng, hede og overdrev og med ”Må ikke åbnes i postmodtagelsen”.
Naturstyrelsen gør opmærksom på, at dyrkningsbegrænsninger og andre særlige forhold i forpagtningskontrakten kan have betydning for dine muligheder for at opnå tilskud til arealerne. Såfremt du planlægger at søge tilskud, herunder grundbetaling, bærer du alene ansvaret for, at støttebetingelserne kan opfyldes. Du opfordres til at undersøge betingelserne for de relevante støtteordninger, og hvorvidt disse kan opfyldes på de forpagtede arealer med de anførte dyrkningsbegrænsninger, evt. med bistand fra din egen rådgiver.
3. Frist for afgivelse af tilbud
Du skal sende tilbudsblanketten, så den er modtaget i Naturstyrelsen på mailadresse: KJY@nst.dk eller pr. post på Naturstyrelsen Kronjylland, Vasevej 7, 8920 Randers NV senest d. 30. september 2026 kl. 12.00. Tilbud modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive taget i betragtning.
Når du har afgivet dit tilbud, er du forpligtet til at vedstå det i 30 kalenderdage fra tilbudsfristens udløb, dog kun indtil der er indgået kontrakt. Hvis Naturstyrelsen accepterer dit tilbud i vedståelsesperioden, er du derfor forpligtet til at skrive under på kontrakten. Efter du har underskrevet kontrakten, kan du kun træde ud af den i forhold til kontraktens bestemmelser om opsigelse.
De tilbud, der modtages rettidigt, vil blive åbnet umiddelbart efter tilbudsfristens udløb. Du har som tilbudsgiver ikke adgang til at overvære åbningen af tilbud.
4. Forbehold
Hvis du i dit tilbud har taget væsentlige forbehold for grundlæggende elementer i udbudsmaterialet, kan det medføre, at Naturstyrelsen ikke tager dit tilbud i betragtning. Grundlæggende elementer kan eksempelvis være forbehold vedr. pris, tidsfrister mm. Naturstyrelsen er dog berettiget til at afvise ethvert tilbud med forbehold uanset forbeholdets karakter.
Du skal underskrive tro- og loveerklæringen jf. bilag 5, og indsende den sammen med din tilbudsblanket.
Hvis du ikke skriver under på erklæringen, eller du er dømt for grovere overtrædelser af dyreværnsloven, og overtrædelsen efter et konkret skøn kan vurderes at have relevans for din varetagelse af den udbudte kontrakt, så kan Naturstyrelsen afvise dit tilbud. Det samme gælder, hvis Naturstyrelsen er vidende om, at du tidligere har misligholdt en forpagtnings- eller græsningskontrakt med Naturstyrelsen.
5. Vurdering af tilbud
Naturstyrelsen vælger at indgå en aftale med den, der giver det højeste tilbud.
6. Kontraktgrundlag
Der indgås aftale om forpagtningen/græsningen på baggrund af kontraktudkastet, jf. bilag 2.
7. Annullation
Naturstyrelsen forbeholder sig ret til at annullere det samlede udbud, eller udbuddet for de enkelte delarealer indtil udbudsforretningen er afsluttet med endelig indgåelse af kontrakt, såfremt der foreligger en ikke-usaglig begrundelse herfor.
8. Tidsplan
24. august 2026 | Offentliggørelse af udbudsmateriale |
30. september 2026 kl. 12.00 | Frist for modtagelse af tilbud |
Uge 40 | Forventet ordretildeling. |
Uge 41 | Forventet kontraktindgåelse. |
1. januar 2027 | Kontrakten træder i kraft |
9. Spørgsmål og rettelser
Hvis du har spørgsmål eller forslag til rettelser til udbudsmaterialet, kan du kontakte ordregiver som anført øverst i annoncen.