Forpagtningen udbydes af:
Naturstyrelsen: Vestjylland
Adresse: Gammel Landevej 35, 7620 Lemvig
Telefonnummer: 41392442
Kontaktperson: Nicklas Ibsen, nieki@nst.dk
1. Beskrivelse af forpagtningen
Forpagtningen omfatter naturarealet Øster Sande Hede beliggende i Fejsø Plantage nordøst for Torsted by. Arealet indgår i Stråsø-komplekset på Skovbjerg Bakkeø og er en del af Natura 2000-område nr. 64, habitatområde H57 Heder og klitter på Skovbjerg Bakkeø.
Det samlede forpagtede areal udgør ca. 63 ha og omfatter markbloknr. 464229-87, 464229-96, 464229-74 og 464229-93, jf. bilag 1. Arealet er kortlagt som habitatnatur og er beskyttet hede efter naturbeskyttelseslovens § 3. Der findes beskyttede diger inden for og op til arealet, og dele af arealet er omfattet af fredningen Heder i Ringkøbing Amt (1949).
Arealet skal drives som naturareal med henblik på pleje ved afgræsning. Driftsformen er sommergræsning ved styret fåregræsning ved hyrdning.
Afgræsning skal ske med robuste fåreracer (Gotlandsk pelsfår, Gute, Lüneburger eller Spelsau) og kan efter aftale suppleres med geder. Der skal som minimum gå 120 voksne dyr på arealet i perioden 1. maj til 31. september. Dyrene skal være fjernet fra arealet senest 31. oktober, medmindre andet aftales skriftligt.
Græsningen skal målrettes områder med opvækst af serotina (glansbladet hæg), nåletræsopvækst samt forekomster af gyvel. Områder med væsentlige bestande af guldblomme og orkidéer må ikke afgræsses i blomstrings- og frøsætningsperioden.
Af hensyn til bortforpagters læring og ønske om at gøre sig nye erfaringer gennem forsøg med styret fåregræsning ved hyrdning skal mindst ét dyr bære GPS-halsbånd i hele perioden, hvor afgræsningen pågår. GPS-enheden leveres af bortforpagter.
Bortforpagter etablerer nattefolden, og forpagter overtager vedligeholdelsen samt afholder alle udgifter hertil. Nattefolden skal til enhver tid opfylde kravene til ulvesikret hegn, herunder korrekt spænding på strømtrådene. Der må ikke opsættes yderligere hegn, og forpagter skal tåle øvrig naturpleje på arealet.
Der må ikke ske gødskning, kalkning, sprøjtning, jordbehandling, tilplantning eller tilsåning. Offentlighedens adgang til arealet skal respekteres, og beskyttede diger og øvrige landskabselementer må ikke tilstandsændres.
Forpagtningen løber i perioden 1. januar 2026 til 31. december 2027 med mulighed for én forlængelse på 2 år efter skriftlig aftale.
2. Afgivelse af tilbud
Naturstyrelsen ønsker tilbud på forpagtning for ovenstående arealer på de vilkår, der er beskrevet i kontraktudkastet, jf. bilag 2. Hvis du ønsker at afgive et tilbud, skal det ske via tilbudsblanketten, jf. bilag 4.
Den pris, du angiver på tilbudsblanketten, skal både være prisen årligt pr. ha i DKK ekskl. moms og den samlede årlige pris ekskl. moms for det udbudte areal.
Du skal være opmærksom på, at prisen reguleres årligt med nettoprisindekset for januar måned i opkrævningsåret.
På tilbudsblanketten skal du klart og entydigt angive, hvilken fysisk eller juridisk person der er tilbudsgiver og dermed ansvarlig over for ordregiver.
Tilbudsblanketten med tilhørende bilag skal være skrevet på dansk.
Tilbudsblanketten skal sendes til Naturstyrelsen Vestjylland, Gammel Landevej 35, 7620 Lemvig eller pr. mail på vjy@nst.dk.
Når du sender dit tilbud, skal du tydeligt markere det med ”Tilbud på forpagtning af Øster Sande” og med ”Må ikke åbnes i postmodtagelsen”.
Naturstyrelsen gør opmærksom på, at dyrkningsbegrænsninger og andre særlige forhold i forpagtningskontrakten kan have betydning for dine muligheder for at opnå tilskud til arealerne. Såfremt du planlægger at søge tilskud, herunder grundbetaling, bærer du alene ansvaret for, at støttebetingelserne kan opfyldes. Du opfordres til at undersøge betingelserne for de relevante støtteordninger, og hvorvidt disse kan opfyldes på de forpagtede arealer med de anførte dyrkningsbegrænsninger, evt. med bistand fra din egen rådgiver.
3. Frist for afgivelse af tilbud
Du skal sende tilbudsblanketten, så den er modtaget i Naturstyrelsen på mailadresse: vjy@nst.dk eller pr. post på Naturstyrelsen Vestjylland, Gammel Landevej 35, 7620 Lemvig, senest d. 15/marts/2026 kl. 23:59. Tilbud modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive taget i betragtning.
Når du har afgivet dit tilbud, er du forpligtet til at vedstå det i 30 kalenderdage fra tilbudsfristens udløb, dog kun indtil der er indgået kontrakt. Hvis Naturstyrelsen accepterer dit tilbud i vedståelsesperioden, er du derfor forpligtet til at skrive under på kontrakten. Efter du har underskrevet kontrakten, kan du kun træde ud af den i forhold til kontraktens bestemmelser om opsigelse.
De tilbud, der modtages rettidigt, vil blive åbnet umiddelbart efter tilbudsfristens udløb. Du har som tilbudsgiver ikke adgang til at overvære åbningen af tilbud.
4. Forbehold
Hvis du i dit tilbud har taget væsentlige forbehold for grundlæggende elementer i udbudsmaterialet, kan det medføre, at Naturstyrelsen ikke tager dit tilbud i betragtning. Grundlæggende elementer kan eksempelvis være forbehold vedr. pris, tidsfrister mm. Naturstyrelsen er dog berettiget til at afvise ethvert tilbud med forbehold uanset forbeholdets karakter.
Du skal underskrive tro- og loveerklæringen jf. bilag 5, og indsende den sammen med din tilbudsblanket.
Hvis du ikke skriver under på erklæringen, eller du er dømt for grovere overtrædelser af dyreværnsloven, og overtrædelsen efter et konkret skøn kan vurderes at have relevans for din varetagelse af den udbudte kontrakt, så kan Naturstyrelsen afvise dit tilbud. Det samme gælder, hvis Naturstyrelsen er vidende om, at du tidligere har misligholdt en forpagtnings- eller græsningskontrakt med Naturstyrelsen.
5. Vurdering af tilbud
Naturstyrelsen vælger at indgå en aftale med den, der giver det højeste tilbud.
6. Kontraktgrundlag
Der indgås aftale om forpagtningen/græsningen på baggrund af kontraktudkastet, jf. bilag 2.
7. Annullation
Naturstyrelsen forbeholder sig ret til at annullere det samlede udbud, eller udbuddet for de enkelte delarealer indtil udbudsforretningen er afsluttet med endelig indgåelse af kontrakt, såfremt der foreligger en ikke-usaglig begrundelse herfor.
8. Tidsplan
| 24. februar 2026 | Offentliggørelse af udbudsmateriale |
| 15. marts 2026 | Frist for modtagelse af tilbud |
| Uge 12 | Forventet ordretildeling. |
| Uge 13 | Forventet kontraktindgåelse. |
| 1. januar 2026 | Kontrakten træder i kraft |
9. Spørgsmål og rettelser
Hvis du har spørgsmål eller forslag til rettelser til udbudsmaterialet, kan du kontakte ordregiver som anført øverst i annoncen.