Naturstyrelsen Nordsjælland udbyder forpagtning af græsningsareal ved Knurrenborg Vang, Fredensborg.

Naturstyrelsen Nordsjælland udbyder forpagtning af græsningsareal på ca. 19 ha. ved Knurrenborg Vang, Fredensborg.

Forpagtningen udbydes af:
 
Naturstyrelsen Nordsjælland
Adresse: Gillelejevej 2B, 3230 Græsted
Telefonnummer:72543000
Kontaktperson: Mikkel Bornø Clausen


1.    Beskrivelse af forpagtningen
Arealet ligger i den sydvestlige del af ”Knurrenborg Vang, Fredensborg”, og omfatter et areal på 19,6 ha. Indhegningen dækker over, hele eller dele af markblok 713206-83, 714206-82 og 713206-92. På arealet indgår eng, mose, sø og vandløb som er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3. Der er ansøgt tilskud til pleje af græs- og naturarealer på 10,96 ha af arealet som producentskiftes til forpagter. 9,1 ha er tilsagns type 68 uden grundbetaling og 1,86 ha er tilsagns type 69 med grundbetaling. 

Målsætningen med græsningen er at sikre levesteder for mange forskellige vilde dyre- og plantearter, samt sikre de lysåbne naturtyper mod tilgroning af træer og buske. Samtidig skal der også være plads til områder med højstauder, øer med buske og krat og solitære træer, spredt ud over de lysåbne arealer. Målet med græsningen er at bevare og forbedre områdets naturværdi (HNV). Græsningstrykket vurderes at skulle være 0,5 – 0,8 SK/ha, svarende til 10 – 16 voksne dyr. Græsningstrykket aftales mellem Forpagter og Bortforpagter, men sættes som udgangspunkt til 0,5 SK/ha. Udtrykket skal være undergræsning i forsommeren, og arealet skal være græsset i bund ved afslutning af sæsonen. Der skal som udgangspunkt være et fast antal dyr på arealet.

Forpagter skal afgræsse arealet med robuste kvægracer evt. suppleret med heste. Dyrene skal som minimum gå på arealet i perioden 1. maj – 30. oktober, men kan udbindes medio april og først hjemtages ved vinterlignende tilstande i december måned. 


2.    Afgivelse af tilbud
Naturstyrelsen ønsker tilbud på forpagtning for ovenstående arealer på de vilkår, der er beskrevet i kontraktudkastet, jf. bilag 2.  Hvis du ønsker at afgive et tilbud, skal det ske via tilbudsblanketten, jf. bilag 4. 

Den pris, du angiver på tilbudsblanketten, skal være den årlige pris i DKK. 

Du skal være opmærksom på, at prisen reguleres årligt med nettoprisindekset for januar måned i opkrævningsåret. 

På tilbudsblanketten skal du klart og entydigt angive, hvilken fysisk eller juridisk person der er tilbudsgiver og dermed ansvarlig over for ordregiver.

Tilbudsblanketten med tilhørende bilag skal være skrevet på dansk.

Tilbudsblanketten skal sendes til Ostrupgård, Gillelejevej 2B, 3230 Græsted eller på mail NSJ@NST.dk.

Når du sender dit tilbud, skal du tydeligt markere det med ”Tilbud på forpagtning af Knurrenborg Vang, Fredensborg” og med ”Må ikke åbnes i postmodtagelsen”.

Naturstyrelsen gør opmærksom på, at dyrkningsbegrænsninger og andre særlige forhold i forpagtningskontrakten kan have betydning for dine muligheder for at opnå tilskud til arealerne. Såfremt du planlægger at søge tilskud, herunder grundbetaling, bærer du alene ansvaret for, at støttebetingelserne kan opfyldes. Du opfordres til at undersøge betingelserne for de relevante støtteordninger, og hvorvidt disse kan opfyldes på de forpagtede arealer med de anførte dyrkningsbegrænsninger, evt. med bistand fra din egen rådgiver.

3.    Frist for afgivelse af tilbud
Du skal sende tilbudsblanketten, så den er modtaget i Naturstyrelsen på mailadresse: NSJ@NST.dk eller pr. post på Ostrupgård, Gillelejevej 2B, 3230 Græsted senest d. 01. april 2026 kl. 12.00. Tilbud modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive taget i betragtning. 

Når du har afgivet dit tilbud, er du forpligtet til at vedstå det i 30 kalenderdage fra tilbudsfristens udløb, dog kun indtil der er indgået kontrakt. Hvis Naturstyrelsen accepterer dit tilbud i vedståelsesperioden, er du derfor forpligtet til at skrive under på kontrakten. Efter du har underskrevet kontrakten, kan du kun træde ud af den i forhold til kontraktens bestemmelser om opsigelse. 

De tilbud, der modtages rettidigt, vil blive åbnet umiddelbart efter tilbudsfristens udløb. Du har som tilbudsgiver ikke adgang til at overvære åbningen af tilbud.

4.    Forbehold
Hvis du i dit tilbud har taget væsentlige forbehold for grundlæggende elementer i udbudsmaterialet, kan det medføre, at Naturstyrelsen ikke tager dit tilbud i betragtning. Grundlæggende elementer kan eksempelvis være forbehold vedr. pris, tidsfrister mm. Naturstyrelsen er dog berettiget til at afvise ethvert tilbud med forbehold uanset forbeholdets karakter.

Du skal underskrive tro- og loveerklæringen jf. bilag 5, og indsende den sammen med din tilbudsblanket. 

Hvis du ikke skriver under på erklæringen, eller du er dømt for grovere overtrædelser af dyreværnsloven, og overtrædelsen efter et konkret skøn kan vurderes at have relevans for din varetagelse af den udbudte kontrakt, så kan Naturstyrelsen afvise dit tilbud. Det samme gælder, hvis Naturstyrelsen er vidende om, at du tidligere har misligholdt en forpagtnings- eller græsningskontrakt med Naturstyrelsen.

5.    Vurdering af tilbud
Naturstyrelsen vælger at indgå en aftale med den, der giver det højeste tilbud. 

6.    Kontraktgrundlag
Der indgås aftale om forpagtningen/græsningen på baggrund af kontraktudkastet, jf. bilag 2.

7.    Annullation
Naturstyrelsen forbeholder sig ret til at annullere det samlede udbud, eller udbuddet for de enkelte delarealer indtil udbudsforretningen er afsluttet med endelig indgåelse af kontrakt, såfremt der foreligger en ikke-usaglig begrundelse herfor. 

8.    Tidsplan

04. marts 2026Offentliggørelse af udbudsmateriale
01. april 2026 kl. 12.00Frist for modtagelse af tilbud
Uge 14Forventet ordretildeling.
Uge 14Forventet kontraktindgåelse.
15. april 2026Kontrakten træder i kraft

 

9.    Spørgsmål og rettelser
Hvis du har spørgsmål eller forslag til rettelser til udbudsmaterialet, kan du kontakte ordregiver som anført øverst i annoncen.

10.    Bilagsliste
Bilag 1: Kortmateriale
Bilag 2: Kontraktudkast
Bilag 3: Naturmål
Bilag 4: Tilbudsblanket 
Bilag 5: Tro – og love erklæring
Bilag 6: Naturstyrelsens behandling af dine personoplysninger