Pas på naturen på Naturstyrelsens arealer
Tynding
Følg altid instruktionerne fra den hugstansvarlige skovfoged. Instruktionerne kan gives mundtligt eller fremgå af Skovningsoversigten.
Derudover gælder følgende generelle anvisninger:
Skab variation i bevoksningen
Ved tynding skal der tages hensyn til andre træarter end hovedtræarten.
I nåletræsbevoksninger skal du især være opmærksom på at bevare:
Enkelte løvtræer
Lærk og douglas
Andre træer, der kan udvikle sig til fremtidstræer.
Fremtidstræer er træer, der kan blive stående efter en senere afdrift og fx indgå som skærm. Det er derfor vigtigt, at de får mulighed for at udvikle en stor og stabil krone.
Nøglebiotoper og særlige naturværdier
Du skal altid passe på nøglebiotoper og andre særlige naturværdier.
Gamle kvasranker: Undgå at placere stikspor i gamle kvasranker. De kan rumme en større biologisk variation end den omkringliggende bevoksning.
Rødlistede arter: Opholdssteder for rødlistede arter må ikke beskadiges. De vil ofte være registreret som et Pas På-element på kortet. Det kan fx være sjældne fugle, planter eller insekter.
Andre nøglebiotoper: Myretuer, store eller mosbegroede sten, grævlingegrave, sølepladser og lignende må ikke beskadiges.
Beskyttede reder: I ynglesæsonen 1. februar – 30. september skal der holdes en skovningsfri zone på minimum 20 meter omkring beskyttede reder. Det gælder reder på Pas På-kortet, reder anvist af lokale medarbejdere og reder, du selv observerer.
Skovbryn og kantzoner
I skovbryn og kantzoner skal der tyndes forsigtigt – og i nogle tilfælde slet ikke.
Pas særligt på buske og anden undervækst. Skovbryn og overgangen mellem forskellige bevoksninger fungerer ofte som levested og spredningskorridor for dyr og insekter. Kanttræerne kan samtidig beskytte den bagvedliggende bevoksning.
Er du i tvivl om, hvordan et skovbryn eller en kantzone skal behandles, skal du kontakte den hugstansvarlige skovfoged.
Vådområder, vandløb og søer
Hold afstand til fugtige områder, vandløb og søer. Områderne kan have stor biologisk værdi og være afhængige af den omkringliggende skygge.
Der gælder følgende krav:
Maskiner må ikke køre tættere end 10 meter på vandløb og søer.
Der må ikke efterlades barrierer, som hindrer vandets naturlige løb.
Kvas og midlertidige overkørsler skal fjernes efter arbejdet.
Døde træer og dødt ved
Døde træer og dødt ved har stor betydning som levested for blandt andet planter, svampe, fugle og insekter. Eksisterende døde træer må derfor ikke oparbejdes.
I mellem-aldrende bevoksninger (BHD 20–40 cm) gælder desuden:
Løvtræ
Der skal skades 5 træer pr. ha., så de gradvist dør og skaber nyt dødt ved.
Træerne skal være udpeget og markeret af den lokale naturforvaltningsenhed.
Nåletræ
Der skal etableres 5 højstubbe pr. ha.
Højstubbene skal være så høje som muligt og minimum 3 meter.
Træerne udvælges blandt træer af dårlig teknisk kvalitet og skal være placeret, så de ikke udgør en risiko for publikum.
Afdrift og lysstilling
Ved afdrift og lysstilling skal du – ligesom ved tynding – altid følge instruktionerne fra den hugstansvarlige skovfoged. Instruktionerne kan gives mundtligt eller fremgå af Skovningsoversigten.
Bevar naturlig opvækst
Undgå så vidt muligt at fælde eller køre i naturlig opvækst. Opvækst af forskellige træarter kan indgå som en del af den kommende bevoksning.
Hold afstand til fugtige områder
Undgå kørsel og skovning i fugtige områder. Efter en afdrift vil vandstanden ofte stige, og områder, der allerede er meget fugtige, kan derfor være uegnede til genplantning.
Træer i de fugtige områder kan i stedet efterlades som ældre træer i den nye bevoksning eller udvikle sig til døde træer og dødt ved.
Kan enkelte værdifulde træer skoves uden kørsel i det fugtige område, kan de tages med. Det skal dog ikke ske på bekostning af en væsentligt lavere produktion.
De samme krav som ved tynding gælder:
Hold minimum 10 meters afstand til vandløb og søer.
Undgå at skabe barrierer i vandløb.
Fjern kvas og midlertidige overkørsler efter arbejdet.
Efterlad træer til naturligt henfald
Ved afdrift skal der efterlades minimum 5 store træer pr. ha. til naturligt henfald.
Træerne må gerne være af dårlig teknisk kvalitet. Af de efterladte træer kappes 2–3 træer pr. ha. i 3–4 meters højde.
Derudover skal du:
Lade buske eller grupper af løvtræer stå tilbage
Bevare naturlig opvækst, hvor det er muligt
Bruge vand og vanskeligt terræn som naturlig afgrænsning, hvor skovning ikke er økonomisk hensigtsmæssig.
Skovning skal ikke gennemføres, hvis arbejdet med enkelte træer sænker produktionen væsentligt. Grænsen for afdriften kan derfor gå dér, hvor omkostningerne ved skovningen overstiger værdien af det træ, der kan udtages.
På afdrifter skal der efterlades minimum 5 store træer pr. ha. til naturligt henfald. Lad desuden buske og grupper af løvtræer stå tilbage.