Genopretningsmodeller

Genopretningsmodeller

I den urørte skov anvendes genopretningsmodellerne til at beskrive de forskellige hugstindsatser, som maskinførerne kan blive bedt om at udføre. Oversigten over modellerne findes herunder.

Model

Beskrivelse

Model 0 – Urørt skov

Ingen fældning, f.eks. i dele af særligt biologisk værdifulde bevoksninger.

Model 1 – Oversøiske arter

Afdrift af oversøiske arter med bevaring af øvrige træarter samt enkelte douglas-, thuja- og abies-overstandere. Med udtag og salg af træ.

Model 2 – Bjergfyr

Gradvis afvikling aktivt eller passivt til lysåben biotop eller hjemmehørende træarter. Bevoksninger ældre end 100 år som regel passivt. Med udtag og salg af træ.

Model 3 – Løvtræer og skovfyr < 80 år

Gruppevise veteraniseringer/fældninger (stærk strukturfældning). Overstandere bevares. Fældning/veteranisering af lysbrønde i ensartede bevoksninger. Fremme af dødt ved. Generelt uden udtag og salg af hjemmehørende træer.

Model 4 – Løvtræer og skovfyr 80-150 år

Gruppevis fældning/veteranisering. Fældning/veteranisering af lysbrønde. Fremme af dødt ved. Generelt uden udtag og salg af hjemmehørende træer.

Model 5 – Rødgran

Delvis afdrift, hvor 10-30 % af bevoksningen står uden fældning. I øvrigt stærk strukturfældning med udtag og salg af træ.

Model 6 – Øvrig nål < 80 år

Afdrift med bevaring af mindre, utyndede grupper samt overstandere, skovfyr og løvtræer. Med udtag og salg af træ.

Model 7 – Øvrig nål 80-150 år

Fældning af lysbrønde og frifældning af eventuelt indblandede løvtræer og skovfyr. Med udtag og salg af træ.

Model 8 – Bøg > 150 år

Friholdes generelt for fældning, bortset fra frifældning af eventuelt indblandede lystræarter som eg, asp og skovfyr. Fremme af dødt ved. Generelt uden udtag og salg af hjemmehørende træer.

Model 9 – Øvrig løv og nål > 150 år

Friholdes generelt for fældning, bortset fra fældning af eventuelt truende bøg, ær eller gran. Fremme af dødt ved.