Overnatning i naturen

I de seneste år er antallet af personer der har overnattet på Naturstyrelsens lejrpladser steget støt og det gælder også i det sønderjyske, hvor bl.a. den lille, hyggelige og nyrenoverede shelterplads i Søgård Skov har været velbesøgt. Oplevelsen ved at sove i det fri er stor og der er mange muligheder.

·

At sove med naturens lyde omkring sig, mærke den friske luft og den nære kontakt med dyre- og plantelivet, ja, det er en oplevelse der er helt speciel og som flere og flere prøver. Der er mange muligheder for at overnatte i naturen i Danmark. Der er alene på Naturstyrelsen Sønderjyllands arealer 27 friteltningsskove, 24 små lejrpladser og 7 store lejrpladser. Sidstnævnte kan bookes på Naturstyrelsens hjemmeside, hvilket over 200 personer allerede i år har benyttet sig af.

Det er både privatpersoner, skolegrupper, institutioner, foreningsgrupper som fx spejdere, der benytter sig af muligheden for at booke nogle af Naturstyrelsens lejrpladser. Mange af pladserne kan dog ikke bookes. Man møder bare op og håber at pladsen er ledig. Oftest er der dog plads til alle. Det kan være en god idé at tage et telt med i bagagen, hvis man har udset sig en af de shelterpladser der ikke kan bookes, da man så altid vil kunne slå teltet op nær shelterne.

En af de lejrpladser der kan bookes er shelterpladsen i Søgård Skov. Denne hyggelige lille plads ligger inde midt i en lysning i skoven og de tre rummelige shelters er helt nye. De blev opført i 2017, hvor Naturstyrelsen renoverede pladsen. Før stod der også en flok shelters, men da de var af ældre dato valgte man at opføre nogle nye. På pladsen er der også en rigtig fin bålplads som man kan tænde bål i, hvis man ønsker lidt hygge eller skal lave aftensmaden over bål.

Ønsker man at undersøge mulighederne nærmere kan man se mulighederne på

www.udinaturen.dk

www.naturstyrelsen.dk