I denne uge er Naturstyrelsen Søhøjlandet blevet færdig med at flytte en 100m lang strækning af Husoddestien længere væk fra Horsens Fjord og tættere på hundeskoven i Stensballe Skov.
Flytningen var nødvendig, fordi plastisk ler flere steder får jordbunden i Stensballe Skov til langsomt at bevæge sig ud mod fjorden. Fjordens vand opløser leret, kystlinjen rykker tilbage, træer vælter ud i fjorden, og der kan udløses større eller mindre skred.
Dele af Husoddestien vil derfor over tid være i fare for at skride i fjorden. Sidste vinter skete det for en kortere strækning ud for hundeskoven i Stensballe Skov. Der har siden været opsat afspærring langs den opståede skrænt, mens det er blevet besluttet, hvordan stien kan sikres. En løsning med kampesten og spunsvægge er af principielle årsager fravalgt, da de relevante myndigheder helst ser, at de naturlige processer får lov at udforme de danske kyster.
Naturstyrelsen er netop ud for hundeskoven heldigvis ejer af et så tilpas bredt areal, at det kunne lade sig gøre at rykke stien ca. 10 længere væk fra kysten og ind i skoven. Derved vil stien på denne strækning være sikret i mange år.
Arbejdet med flytning af stien har omfattet fældning af træer og jordarbejde med maskiner. Nu, hvor det nye omlagte stiforløb er færdigt, er det gamle stiforløb blevet lukket med jord, grene og træstammer, så man ikke uforvarende kommer til at bevæge sig tæt på de udskredne områder.