Nationalpark Thy og Naturstyrelsen Thy har siden starten af 2019 arbejdet på at forbedre og udvide vandrestierne i Lodbjerg-området. Fire af stierne - nemlig Lodbjergruten, Penbjergruten, Sorte Næse Ruten og Flade Sø ruten – har nu udgangspunkt fra Lodbjerg Fyr, som Nationalpark Thy tidligere på året indviede med nye tilbud efter en gennemgribende istandsættelse. En femte rute – Baunehøjeruten - har udgangspunkt fra Lodbjerg Kirke. Derudover går Vestkyststien igennem området og forbi Lodbjerg Fyr.
De fire vandreturer fra fyret giver mulighed for at opleve de 4 naturtyper omkring Lodbjerg Fyr, nemlig plantagen, klitheden, kystskrænterne og søerne. Stierne har forskellige sværhedsgrader, men byder alle på store naturoplevelser,
fortæller forstfuldmægtig Morten Brown Stummann fra Naturstyrelsen Thy og tilføjer:
Vi har også udarbejdet en ny vandreturssfolder over området. Vandretursfolderen har et stort kort i A3 format over Lodbjerg og Hvidbjerg plantager, Flade og Ørum Sø og de omgivende klitheder Lillehav og Lyngby Hede. Foruden kortet har vandretursfolderen beskrivelser af områdets natur og seværdigheder.
Vandretursfolderen kan findes på Naturstyrelsens hjemmeside, men den vil også være at finde i folderkassen under de nye ”Velkommen til Lodbjerg Plantage” skilte ved p-pladserne i Lodbjerg Plantage. Velkomstskiltene har, foruden en kort beskrivelse af plantagen og naturen omkring, også et detaljeret kort over plantagen og de omkringliggende områder, samt vandreruternes forløb. Snart følger tilsvarende velkomsttavler for Hvidbjerg Klitplantage.
Opgraderingen af vandreruterne i Lodbjerg er en del af projektet Trædesten til Naturen, som er et partnerskab mellem Nationalpark Thy og Naturstyrelsen Thy, mens den nye folder og skiltning sker som led i fornyelse af Naturstyrelsens mange rekreative tilbud på de statslige naturarealer.