Land-, skovbrugs-, jagt- og vildtforvaltningskonsulenter kan nu søge om optagelse på liste over konsulenter, som kan yde rådgivning i forbindelse med EU-projektet LIFE IPE Natureman – Landmanden som naturforvalter.
Naturstyrelsen yder tilskud til rådgivning af private land- og skovbrugere inden for de Natura2000 områder, der er omfattet af projektet og i overensstemmelse med LIFE-projektets formål.
LIFE IPE Natureman – Landmanden som naturforvalter arbejder for at gøre naturforvaltning til en driftsgren for private land- og skovbrugere, herunder gøre det økonomisk rentabelt at afgræsse eller på anden måde drifte naturområder.
Herved bidrager projektet til at fremme bevaringsstatus for en række naturtyper og arter i 11 Natura 2000 områder i Kronjylland og Himmerland.
Søg om tilskud til rådgivning
Tilskuddet kan gives til konsulenter, som er optaget på den åbne ”Listeordning” vedr. rådgivning af private land- og skovbrugere.
For at søge om optagelse på ”Listeordningen” skal konsulenter opfylde en række krav til kompetencer samt deltage i en fælles uddannelsesdag.
Uddannelsesdagen afholdes torsdag den 10. oktober på Nordjyllands Landbrugsskole.
Tilmelding senest torsdag den 3. oktober 2019 kl. 12.00 på mail him@nst.dk
På projektets hjemmeside kan du læse mere om kravene til konsulenter og om hvilke typer af rådgivning, der kan gives tilskud til.