Naturstyrelsens pleje af fortidsminder
På mange af de statsejede arealer forekommer der kultur- og fortidsminder. Der er stor forskel på hvordan fortidsminderne har klaret sig igennem historiens gang, på lige netop det sted de står, den dag i dag. Naturstyrelsen arbejder både for bevaring og pleje af disse. Selvom fortidsminderne har stået der i flere hundrede, eller tusinde år, så bliver græsset og træerne ved med at gro, havet æder stadig af kysten, og efterårsstormene kommer igen år efter år.
• Græs og opvækst på bl.a. gravhøje og dysser klippes, for at sikre deres fremtoning, og for at beskytte dem mod ødelæggelse hvis træerne skulle vælte i storm.
• Sten- og jorddigerne beskyttes mod slid ved tilrettelægning af færdsel for både mennesker, græssende dyr og maskiner. Andre steder fældes træer for at beskytte digerne mod skader ved stormfald.
Aktuel pleje hos Naturstyrelsen Sønderjylland
Kultur- og fortidsminderne tilses løbende og den enkelte pleje afhænger af typen og behovet for pleje. I oktober og november udføres den årlige fortidsmindepleje på enheden. Bl.a. slås græsset på Østerholm slotsruin i Nørreskoven på Als, så grundstenene af slottet står tydeligt frem og vidner om slottes størrelse og indretning. Samtidig slås vegetationen på mange af de ca. 300 høje og dysser som er registreret på enhedens arealer. Der er særligt mange høje og dysser i Kelstrup Fredskov, Skelde Kobbelskov, Hjælm Skov samt i Nørreskoven på Als
Det er en stor tilbagevendende opgave, der kræver et godt lokalkendskab helt ned til afkrogen af de enkelte skovbevoksninger.
Brudgomsegene i Nørreskoven på Als. For at sikre træ til fremtiden var det pålagt af hertugen af Augustenborg, at kommende ægtefolk skulle plante træer i skoven, før at de kunne blive gift. I 1737 kostede et giftermål 10 ege- eller 15 bøgetræer.
Særlige kultur- og fortidsminder i det sønderjyske landskab
Hvert sit lokalområde gemmer på særlige historier. Forskelligheden blandt fortidsminderne vidner om historiens gang; langdysser, gravhøje, hustomter, højryggede agre, voldsteder, skelsten, stendiger, dæmninger, stenbroer, jernbanetracéer, mindesten og bunkers.
Inden for Naturstyrelsen Sønderjyllands område, er der særligt mange spor i landskabet, og markeringer af hændelser, i forbindelse med verdenskrigene, samt tiden omkring 1864. Grænsenærheden til Tyskland, og den relation der følger med, har naturligvis sat sit aftryk på de kultur- og fortidsminder der er at finde i det sønderjyske landskab. Det er en helt unik fortælling i sig selv, som bl.a. Dybbøl Banke sætter en streg under.
Græssende får på Dybbøl Banke. Græsningen er bl.a. med til at sikre at skansernes profil toner frem i landskabet, og ikke bliver skjult af vegetation.
Fremtidens minder og fortidsminder
Det ligger i selve ordet ”fortidsminder” at verden ikke står stille. Naturen skal plejes, skovdriften varetages og friluftslivet udøves. Derfor undersøges og indtænkes der altid eksisterende kultur- og fortidsminder i forbindelse med arbejdet på Naturstyrelsens arealer. Vi har en forpligtigelse til at vores aftryk på omgivelserne, sker med respekt for tidligere tiders aftryk. Så er der kun tilbage at gisne om hvilken historie, eftertiden vil fortælle om os.
Inspiration til kultur- og fortidsminder
Kultur- og fortidsminderne er oplagte som pejlemærker i forbindelse med en gå- eller cykeltur i skoven eller i det åbne land. Hvis du mangler inspiration til hvilke kultur- og fortidsminder der findes tæt på dig, kan du gå på opdagelse på Udinaturen hvor fortidsminderne kan findes under seværdigheder. Derudover er fortidsminderne beskrevet i de tilgængelige naturguider, som du kan tilgå på Naturstyrelsens hjemmeside. Husk at have respekt for fortidsminderne når du besøger dem, så de kan få lov til at fortælle deres historie i mange år fremover.
Link til kort på Udinaturen med visning af fortidsminder:
Læs mere på de digitale naturguider både med kortvisning og listevisning efter landsdel