Det er frivillige kræfter som disse, der er brug for, hvis vi skal passe på de mange spændende og sjældne planter vi har i Thy. Frivilliggruppen Gavn er et initiativ, der hører under Thisted Kommune. De har hjulpet Naturstyrelsen gennem de sidste 6 år med lignende naturplejeopgaver. De har pudset Baun for selvsåede sitkagran, ordnet Hegn og fjernet græs fra andre små og sjældne planter. Nu er de i gang med at pleje for knærod i Vandet plantage.
Udover frivilliggruppen ’gavn’ er Nationalpark Thy’s ’naturens besøgsvenner’ også med til at gøre lignende gode naturpleje arbejde. De holder øje med en række sjældne planter for at se hvordan de har det. Hvis der er lignende tilfælde som dette hvor de sjældne planter bliver eksempelvis overskygget af nåletræer, så får de en hjælpende hånd. Hvis ikke ’besøgsvennerne’ selv kan klare opgaven og der skal fældes større træopvækst, så klarer Naturstyrelsen opgaven.
Beskrivelse:
Knærod er en lille orkidé på ca. 10-25 cm høj. Den har jordstængel og foroven en tæt kirtelhåret stængel. Blomsterstanden er en ensidig klase med hvide blomster. Blomstrer i juli-august. Blade ved basis er samlet i en vintergrøn roset, der gør det muligt at genkende planten også i vintertilstand.
Voksesteder:
Knærod er sjælden i Danmark. Den er fundet få steder i Jylland bl.a. omkring Silkeborg og i Thy, i Nordsjælland og på Bornholm. Man mener, at den sandsynligvis ligesom Hjertebladet Fliglæbe er indvandret til Danmark fra Norge og Sverige i forbindelse med, at man har plantet nåleskove.