Fri leg i hundeskoven
I Naturstyrelsens hundeskove må du lade din logrende ven løbe frit uden snor under forudsætning af, at hunden er under fuld kontrol. Det betyder, at du altid kan standse og kalde din hund til dig, så den ikke generer andre.
Hundeskovene er afmærket med skilte, og nogle hundeskove er desuden indhegnet. Uden for hundeskoven skal din hund altid være i snor, når du er i naturen. Det er for at vise hensyn til andre mennesker, hunde, græssende husdyr og de vilde dyr. Det gælder både i skoven, på det åbne land og ved stranden.
I vinterhalvåret fra 1. oktober til 31. marts må du på en række danske strande slippe hundesnoren. Det gælder dog ikke alle steder, så hold øje med skiltningen i områderne i perioden.
Vis hensyn når du lufter din hund
Mange dyr og mennesker er utrygge ved hunde – også selvom de er i snor. Især stresses de vilde dyr voldsomt af fritgående hunde. Vis derfor altid hensyn når hunden skal luftes, så alle kan færdes trygt i naturen.
I den kommende tid, vil medarbejdere fra Naturstyrelsen Søhøjlandet have særligt fokus på luftning af hunde i skovene og plantagerne. Naturstyrelsen kan anmelde det til politiet, hvis en hundeejer lader sin hund løbe løs uden for en hundeskov.
Læs mere om Naturstyrelsens Søhøjlandets hundeskove:
Med hund i Naturstyrelsens skove omkring Aarhus
Med hund i Naturstyrelsens skove omkring Silkeborg