198 ha mere vild natur
I Stagsrode Skov findes en række sjældne arter, som udelukkende er knyttet til urørt skov, og derfor skal hele skoven nu omfattes af denne beskyttelse.
På den offentlige tur fortalte medarbejdere fra Naturstyrelsen om, hvad der kommer til at ske i den kommende tid, når forvaltningsplanen for Stagsrode er godkendt. Forvaltningsplanens tiltag indebærer blandt andet fjernelse af ikke hjemmehørende træarter. Hjemmehørende træarter kan fældes for at bidrage til at skabe lysåbne arealer og gøre skoven mere varieret. Der kan lukkes grøfter, så der skabes vådere områder i skoven. Enkelte træer kan også ’veteraniseres’, hvilket betyder, at de skades fysisk, for langsomt at blive nedbrudt. Mange arter trives på træer, der dør over en periode på 30-40 år.
Mange af deltagerne i vandringen bød ind med deres tanker og holdninger til den kommende urørte skov, hvilket skabte en god debat. Der var opmærksomhed på begrebet ”urørt skov”, de fremtidige muligheder for friluftslivet i skoven, men også på det skovbillede, som de kommende skovgæster vil møde.