Fældningen af træerne har flere formål:
- Farlige træer, som er angrebet af f.eks. svampe og står tæt på stier, veje eller publikumsfaciliteter fældes af sikkerhedsmæssige hensyn
- Der laves det man kalder ”strukturhugst”. Det betyder, at man fælder i mellemaldrende løvtræer for at skabe variation og lys i bevoksningerne og skaber plads til buske og træer med stort biodiversitet potentiale – fx eg og blomstrende buske.
- Områder med ensaldrende nåletræer fældes for at skabe variation i bevoksningerne, og der fældes ujævnt så der opstår små lysninger og variation. Fx frihugges rundt om vådområder.
Naturstyrelsen skal desuden udføre såkaldt ”savværkshugst” i de kommende urørte skove. Savværkshugsten skal sikre, at der kan leveres certificeret træ til danske savværk i overgangsperioden til urørt skov. I 2022 udgør savværkshugsten 60 % af den tidligere planlagte hugst af hjemmehørende løvtræer og falder gradvist i de efterfølgende år, indtil den helt ophører i 2026
Flere hjemmehørende træer, gamle træer og dødt ved i skovene
I den urørte skov vil der primært ske fældninger i naturgenopretningsperioden frem til, at skoven lægges urørt. Ved fældningerne fjernes bl.a. ikke-hjemmehørende træarter. Det sker for at give plads til de hjemmehørende træer, som har flere tilknyttede arter af dyr, svampe og insekter. Nogle træer fældes og efterlades i skoven. Det sker for at få mere dødt ved, som rummer vigtige levesteder for en række svampe og insekter. Andre træer fældes for at skabe mere lys i skoven og dermed skabe levesteder og plads til de organismer, som er tilknyttet lysåbne områder.
Derudover arbejdes der også med at gøre yngre træer naturmæssigt gamle. Det sker ved, at beskadige barken og stammen med vilje, så træet hurtigere bliver et godt levested for svampe og insekter, og på den måde bidrager til endnu mere liv i skoven. Processen med at gøre træer naturmæssigt gamle kaldes for veteranisering.
I disse skove, vil der blive fældet træer:
Gribskov
Grønnæsse skov
Tisvilde Hegn
Freerslev Hegn
Grønholt Hegn
Grønholt Vang
Gurre Vang
Meget regn i vintermånederne kan betyde, at fældningen stoppes for at starte igen, når jordbunden er så tør og fast, at maskinerne kan køre uden at lave store skader i skovbunden.
En del af det træ, som fældes, bliver transporteret ud af skoven for at blive forarbejdet til gulve, brædder eller andet. Det træ som sælges som brænde, bliver lagt i større stakke ude ved skovvejen. Man kan se om der er brænde til salg ved at gå ind i Naturstyrelsens netbutik for brændesalg på hjemmesiden naturstyrelsen.dk.
Sikkerhed vigtigt – skove afmærkes ved fældning af træer
Naturstyrelsen kan ved skiltning og afmærkning afspærre de dele af skovene, hvor der fældes træer af hensyn til sikkerheden for skovgæsterne. Det er farligtat komme for tæt på, når der fældes træer, så du skal som skovgæst respektere afspærringen. Selvom det kan være spændende at se maskinerne fælde træer og arbejde, så skal man overholde sikkerhedsafstande på ca 70 meter til maskiner og skovarbejdere.
Læs mere om fældning og urørt skov på hjemmesiden