Sejladsforbud i de små skovsøer
Udviklingen i søsportsaktiviteter på Schoubyes sø i Hårup Sande er stigende, selvom det ikke er tilladt at sejle på søen. Især er Stand Up Paddling (SUP) blevet voldsomt populært og hitter ikke kun på Schoubyes sø, men på adskillige små og store søer ved Silkeborg.
Ofte er de nye brugere af SUP ikke opmærksomme på de gældende regler for sejlads. Derfor præciseres reglerne nu for sejlads på Naturstyrelsens mindre skovsøer, hvor al sejlads er forbudt, for at undgå en uhensigtsmæssig udvikling i de små søer, som blandt andet tæller Schoubyes sø ved Silkeborg.
I henhold til adgangsbekendtgørelsens § 16 stk. 2 er enhver sejlads på skovens søer og andre vande forbudt, med mindre det er gjort tilladt på nogen måde. Derfor er sejlads på de mindre søer i Naturstyrelsens skove ikke tilladt. Det gælder både Schoubyes Sø, samt Mørksø, Uglsø, Snabe Iglsø, Hundsø, Velling Iglsø og Slåensø.
I tvivl om du må padle?
Schoubyes sø er meget ren og er derfor egnet som badesø. For at bevare den tilstand er søen ikke åben for sejlads, SUP eller badning med heste. De aktiviteter er der rig mulighed for at udføre mange andre steder i Søhøjlandet.
Søen ligger desuden i et såkaldt ’Natura2000’ område, som er udpeget for at beskytte en række truede, sårbare eller karakteristiske dyr, planter og naturtyper. Det betyder også, at der er en forpligtigelse til at passe særligt på dels vandkvalitet dels søens bredder og omgivelser. Desuden skal der tages hensyn til de ynglende fugle på øerne og spredning af uønsket flora og fauna.
Et samlet øget aktivitetsniveau i og omkring søerne, af mange forskellige brugertyper opfattes måske ikke som et akut problem, men kan på sigt udvikle søen i en uheldig retning til gene for både naturen og de badende gæster.
Husk altid at tjekke de lokale regler, før du begiver dig ud på vandet.
På udinaturen.dk kan du læse mere om kano/kajak rastesteder, isætningsramper og badesteder.
Fakta:
Schoubyes Sø, den kunstige sø, i Hårup Sande
- Midt i fyrreskoven i Hårup Sande ligger den kunstige sø, Schoubyes Sø, som blev gravet frem, da der i 1958-60 manglede fyldjord til vejprojekter i Silkeborg. Det resulterede i en smuk og renvandet sø med en meget høj naturværdi og god vandkvalitet, som også er velegnet til badning. Søen og det omgivende område er i dag et såkaldt Natura 2000 område.
- I søen ligger tre små øer, hvor fugle, der ruger ved jorden, kan være i fred for ræve. Selve søen har forskellig vanddybde på op til to meter, og her lever fisk som fx aborrer og gedder. Skovens bundvegetation er især lyng, lav og mange bærbuske- og svampearter.
- Alle former for sejlads er forbudt. Der henvises i stedet til fx Langsø, Brassø og Borresø.