Naturen omkring Bølling Sø rummer spændende fortidsminder og spor efter fortidens mennesker. Nu er de ellers skjulte historier i landskabet blevet tilgængelige for alle med helt nye formidlingstiltag lige midt i Hærvejsforløbet og langs med de afmærkede vandreruter sydøst for søen.
’I fortidens fodspor’ er et partnerskabsprojekt mellem Naturstyrelsen, Museum Silkeborg og Silkeborg Kommune, og projektet er støttet af Nordea-fonden.
Bølling Sø er det første af i alt fem områder, hvor samarbejdspartnerne vil lave kulturhistoriskformidling i naturen i Silkeborg Kommune.
Ny formidling i landskabet
Med den kulturhistoriske formidling i landskabet er der ekstra god grund til at komme ud i det fri. Den traditionelle formidling på skilte suppleres med nye analoge formidlingstiltag, samtidig med at de nye formidlingstiltag tager hensyn til naturen.
I fortidens fodspor-ruten ved Bølling Sø byder blandt andet på lyttestationer, som med dramatiserede fortællinger, skal gøre besøgende klogere på de spændende historier, som landskabet gemmer på. Man kan også møde en cortenstålfigur af en tørvegraver og forskellige installationer som fx en kikkert, et lykkehjul, hvor man kan prøve sin jagtlykke som stenalderjæger og en quiz, hvor man kan se, hvem der har mest til fælles med Tollundmanden.
De nye formidlingstiltag er for hele familien og skal lokke endnu flere ud i naturen. Samtidig vil den nye formidling tilføje en ekstra dimension til naturoplevelsen for de borgere, der allerede benytter sig af naturen omkring Bølling sø.
Officiel indvielse i børnehøjde
Den nye kulturhistoriske formidling ved Bølling Sø bliver officielt indviet den 23. juni, hvor elever fra Funder-Kragelund skoler sendes på en tidsrejse i gennem de nye formidlingsstationer.
Efter åbningstaler fra Silkeborg Kommunes borgmester Helle Gade, skovrider Søren Hald fra Naturstyrelsen, og projektleder fra Museum Silkeborg Nina Helt Nielsen, sendes eleverne afsted på ruterne, hvor de skal afprøve den nye formidling og blive klogere på nogle af de fortællinger, der gemmer sig i landskabet.
Installationerne er permanente, og alle inviteres fremover til at komme på en spændende tur i fortidens fodspor – og samtidig få en enestående naturoplevelse ved Bølling Sø.
Praktiske oplysninger
I fortidens fodspor-ruten ved Bølling Sø foregår langs med de eksisterende vandreruter med gul eller hvid markering, som har et vist sammenfald med Hærvejen.
Der er to officielle startsteder, hvor man kan parkere og finde informationsskilte ved hhv. parkeringspladsen på Bøllingsøgårdvej øst for søen eller parkeringspladsen på Fundervej syd for søen.
Fra de to parkeringspladser er der rig mulighed for at gå helt korte ture på 2-4 km, men hvis man vil se alle stationer på én tur, skal man være klar på en længere vandretur på cirka 10 km.
Læs mere om ’I fortidens fodspor’ på Museum Silkeborgs hjemmeside