Opgravningen af rynket rose startede d. 1. november for enden af Langemolevej på Agger Tange og i et område syd for Hanstholm. Metoden til bekæmpelse af rynket rose er nedgravning, hvor man graver forekomster af rynket rose ned i ca. 80-100 cm dybde og dækker materialet til med sand. Terrænet bibeholdes og arbejdet følges tæt ved et godt samarbejde mellem Naturstyrelsen Thy og entreprenøren, der udfører opgaven.
Tidligere var en dynamisk kystnatur ensbetydende med åbne afblæsningsflader, der tilgodeså bl.a. markfirben og flere arter af insekter. Den åbne sandflade er i dag mange steder erstattet af tilgroede klitter. Ved at lave åbne sandflader ved de gravede områder, vil disse dyregrupper i en periode opleve et større leve- og jagtområde. På sigt vil sandfladerne gro til igen, og den nuværende behandling vil ikke være til at spore, bortset fra den reducerede forekomst af rynket rose i landskabet.