Kom med ud og oplev efteråret i den kommende Naturnationalpark Hanstholm

Den 2. oktober kl. 10-15 kan du komme ud i den kommende Naturnationalpark Hanstholm og få en forsmag på, hvad der venter, når naturen bliver vildere.

15 naturnationalparker er på vej over hele landet med vildere natur. Nu inviterer miljøminister Lea Wermelin alle ud i de kommende naturnationalparker for at opleve efteråret og få en forsmag på, hvad der venter, når naturen bliver vildere.

Søndag den 2. oktober kl. 10-15 kan du komme ud og opleve den kommende Naturnationalpark Hanstholm. I tidsrummet fra kl. 10-15 kan interesserede komme og gå som det passer – der er ikke et fast starttidspunkt for aktiviteterne. Det bliver muligt at opleve en del af naturnationalparken ved selv at følge en nyetableret vandrerute, hvor der undervejs kan gøres stop ved informationspunkter. Der arrangeres aktiviteter for børn, og Naturstyrelsens medarbejdere er til stede ved bålhytten og tager gerne en snak om naturnationalparken. Medbring selv evt. madkurv – Naturstyrelsen leverer desserten i form af pandekager eller snobrød ved bålet.

Turen bliver afholdt med afsæt i en ny guide til den kommende naturnationalpark, hvor Naturstyrelsen har udformet en tur, hvor man undervejs lærer den kommende naturnationalpark bedre at kende.

På turen kan man både opleve storslået natur og sjældne arter, der allerede findes i den kommende naturnationalpark samt se steder, der viser, hvorfor der fortsat er behov for at give naturen mere plads. 

Guiden vil fra den 22. september også kunne findes på Naturstyrelsens hjemmeside, så man kan tage turen på egen hånd en anden dag.

Tid og sted: Besøg den kommende Naturnationalpark Hanstholm

Søndag den 2. oktober kl. 10-15

Bålhytten/shelterpladsen i Sårup, Sårupvej 62/63, 7730 Hanstholm

Læs Miljøministeriets pressemeddelelse om alle naturvandringerne her

Læs mere om processen for etableringen af Naturnationalpark Hanstholm

Yderligere oplysninger:

Henrik Olsen på 22 22 16 51