Naturstyrelsen efterlyser frivillige elever, forældre og andre, der vil rydde op efter puttefest i Dyrehaven

Mød op og gi’ en hjælpende hånd lørdag den 12. august kl. 9 i Ulvedalene!

Naturstyrelsen forventer, at gymnasieelever og elever fra andre ungdomsuddannelser igen i år vil søge til Dyrehaven for at mødes i Ulvedalene i Dyrehaven den 11. august.

Det efterlader erfaringsmæssigt flasker, glasskår, øldåser og andet affald, som ikke bør ligge i naturen. Der er tale om en fest, som opstår via sociale medier uden arrangør. Festen kan ikke forbydes, da der ikke er nogen officiel arrangør. Festen er uønsket af Naturstyrelsen, da den ikke tager hensyn til naturen og andre besøgende. Ydermere afføder festen en betragtelig og dyr oprydningsopgave for Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen vil derfor meget gerne have hjælp til at få ryddet hurtigt op. Ikke mindst hjælp fra elever, som har deltaget og deres forældre. Men alle andre er også velkomne til at deltage og give en hånd med. Ulvedalene og områderne deromkring må gennemtrevles for at få genoprettet naturområdet til det, som vi alle elsker at komme i.

Har du mulighed for at give en hjælpende hånd i nogle timer til opsamling af affald, så mød op i Ulvedalen kl. 9 lørdag d. 12 august, hvor Naturstyrelsen er klar med poser, handsker m.m. Tilmelding er ikke nødvendigt. Som tak byder vi på kolde sodavand.

På forhånd kæmpe tak for hjælpen

Til de unge har Naturstyrelsen tre budskaber:

  • Hold dig til festen på dit uddannelsessted. Det er sikrest for dig.

Men hvis du tager afsted så:

  • Medbring kun DÅSER og PLASTFLASKER,
    så du og hjortene ikke træder i glasskår.
  • BRUG DIN TELEFON OG DIN SMUKKE STEMME!
    Forstærkere og højttalere er ikke tilladt og kan blive konfiskeret af politiet L
  • SMID ALT SKRALD I CONTAINERNE.
    Det er også din natur!

 

Yderligere oplysninger:

Stella Blichfeldt, stb@nst.dk