I disse dage er der fuld gang i etableringen af det nye MTB spor i Rønhede Plantage. Arbejdet foregår i et samarbejde mellem MTB entreprenør Frederik Leth fra Bob og Leth og det nyetablerede Rønheden MTB sporlaug. Formand for Rønheden MTB Sporlaug Lars Ellgaard fortæller:
Det er rigtigt dejligt at komme i gang med etablering arbejdet efter at have set frem til dette længe. Vi er en gruppe som lægger en del kræfter i projektet, og som også fremadrettet har påtaget os opgaven med at vedligeholde MTB sporet.
Kommunal bestyrelsen i Thisted Kommune besluttede i 2021 at donere en halv million kr. til etablering af et MTB spor i Rønhede Plantage. Dette skete efter en indledende dialog med Naturstyrelsen Thy der er lodsejer i Rønhede Plantage. Siden da er der gået 2 år med indgåelse af samarbejdsaftaler, design og myndighedstilladelser. Forstfuldmægtig Morten Brown Stummann fortæller:
Det har været vores opgave at det nye MTB spor kan forenes med natur- og kulturværdierne i plantagen. Derfor har vi forinden foretaget et grundigt screeningsarbejde for at kortlægge dette. Derudover har det været vigtigt at borgerne i Bedsted by står bag projektet, og derfor har vi været i dialog med lokalsamfundet. Og det er vigtigt for os at sikre at det lokale MTB miljø inddrages i design og etableringsarbejdet.
Der er tale om et blåt MTB spor med en længde på ca. 5 km, der kan køres af både begyndere og øvede. Sektionsleder i Fritidsafdelingen ved Thisted Kommune Kristian Pilgaard fortæller:
MTB er en sport i stor vækst. Det mærker vi også i Thy. Gode MTB-spor er vigtige for at understøtte idrætten. Sporene benyttes af rigtig mange og forskellige brugere – både medlemmerne i kommunens cykelklubber, men i høj grad også af selvorganiserede brugere. På vegne af idrætslivet er jeg derfor rigtig glad for dette tiltag er ved at blive udført.
Etableringsarbejdet og afmærkningen af MTB sporet forventes klar til påskeferien.