Der er traditionelt blevet holdt brugerdag i Bidstrup Skovene den sidste lørdag i september. Det er der blevet gjort igen i år, hvor omkring 20 friske udendørsfolk inklusive 3 medarbejdere fra Naturstyrelsen Midtsjælland mødte op kl. 9 ved Avnstrup-centeret.
Naturstyrelsen stillede op med kaffe og morgenbrød, som var meget populært. Der blev også medtaget stangsave og sakse til at fjerne problematiske grene langs ridestien.
De fremmødte borgere tilhørte mange forskellige grupper; der var bl.a. mountainbikere, hesteryttere og hundeslædeførere til stede.
Der blev diskuteret et par relevante problemstillinger fra de lokale. Bl.a. formidlede skovfoged Hans Jessen om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for friluftslivet, når store dele af Bidstrup Skovene bliver udlagt til urørt skov. Brugerne diskuterede, hvordan de fremadrettet bedst kan deles om skoven, så der fortsat bliver plads til alle.
Der blev også sat de første pæle til en pausefold ved centeret, hvor meningen er, at ryttere skal kunne tage sig en kop kaffe efter en ridetur i skoven.
Der blev samlet sammen og takket af kl. 14 efter en god og produktiv dag.