Naturstyrelsen inviterer alle interesserede på en offentlig gåtur i Kallehave syd for Gl. Rye onsdag den 8. november kl. 16:00.
Turen starter med information fra Naturstyrelsen omkring et græsningsprojekt i Kallehave, hvor der vil blive rejst et hegn og udsat geder og kreaturer/heste af hensyn til naturplejen til gavn for en række arter tilknyttet den lysåbne natur.
Særligt den nordlige del af området, øst for bålhytten, byder på fin botanik og en god afveksling mellem urter, græsser, buske og mindre træer, der tilsammen byder på gode leveforhold for mange insekter.
Det er disse fine forhold, Naturstyrelsen ønsker skal udvikle sig på et større område. Dele af Kallehave er ved at gro til i blandt andet birk, gyvel, glansbladet hæg og bærmispel. Det er Naturstyrelsens erfaring, at f.eks. geder kan holde det nede, hvis de græsser der.
Efter en introduktion ved bålhytten går vi en tur rundt og ser på området.
Praktisk information
Tidspunkt: Onsdag den 8. november klokken 16.00 – ca. 18.00
Mødested: Bålhytten tæt på hundeskoven og Kredshuset. Parkering ved Horsensvej 33 (se kort).
Den blå prik på kortet markerer mødestedet ved bålhytten. Parkering ved Horsensvej 33.