Naturstyrelsen har ikke selv behov for bygningerne, og bygningsudleje er ikke Naturstyrelsens kerneopgave. Derfor søges bygningsmassen med tilhørende grund overdraget til Statens Ejendomsselskab Freja Ejendomme A/S. Freja Ejendomme er statens ejendomsselskab, som udvikler og sælger ejendomme fra staten samt regionerne.
Kalø Hovedgård ønskes overdraget med alle bygninger og den umiddelbart tilknyttede grund. Bygningsmassen består bl.a. af et kontormiljø i hovedbygningen, jagtslottet og avlsbygningerne. Ifm. overdragelsen vil det blive sikret, at udstillingen i Karlsladen fortsat vil være offentlig tilgængelig i en årrække. Kalø Skovbørnehus har en lejeaftale om bygning mv. på lejet grund, som vil blive videreført.
Overdragelse kræver, at bygningsparcellen bliver udstykket fra resten af ejendommen. Naturstyrelsen vil snarest afklare de nærmere rammer for udstykningen med Syddjurs Kommune.
En fysisk afgrænsning kan muligvis se ud som på kortskitsen nedenfor:
Oversigtskort der viser en mulig afgrænsning af ejendommen.
Overdragelsen til Freja Ejendomme A/S omfatter kun bygningsmassen, mens de statslige natur- og landbrugsarealer som Naturstyrelsen forvalter på Kalø ikke vil blive omfattet af overdragelsen.