True skov er blevet en egecirkel, et mødested og en god fortælling rigere

Lørdag d. 16. september blev et nyt mødested skabt i True Skov. En egecirkel bygget af frivillige kræfter fra medlemmer af True Skov for alle følgegruppen og andre brugere af True Skov.

I lørdags fik True Skov et nyt mødested for folk, fæ og fortællinger.Naturstyrelsen havde i samarbejde med Aarhus Kommune via følgegruppen True Skov for Alle inviteret faste brugere af skoven til at komme og hjælpe med at bygge en særlig cirkel af egestammer.

På arbejdsdagen mødte 25 frivillige og faste brugere af skoven op og brugte et par timer sammen på at skabe en cirka 80 cm høj egecirkel med et tværsnit på præcis 14,2 meter. Egecirklen blev bygget af en 75 cm bred ’brændestak’ af rundtømmer fra egetræer, der er fældet i True Skov.

Egecirklens areal på 159 m2 svarer til dét skovareal, der i dag er pr. indbygger i Aarhus Kommune. Arealet inden for cirklen svarer også til kroneudstrækningen for én fuldvoksen eg. Der står et ungt egetræ i cirklens centrum, som med tiden vil strække sin krone som et grønt tag over cirklen.

”Egecirklen giver et fysisk udtryk til en rigtig god historie, nemlig historien om de mange nye skove, der er vokset op i Aarhus Kommune, og alt det, skovrejsningen gør for os. Der var engang, og det er såmænd ikke længere siden end 1988, hvor skov kun udgjorde 5% af Aarhus Kommunes areal. Siden da er skovarealet mere end fordoblet og udgør i dag 11,7 % af kommunes areal. Statsskov udgør 15,5 % af kommunens samlede skovareal, og vi er stolte af vores skovrejsningsprojekter i samarbejde med Aarhus Kommune,” siger Anders Busse Nielsen, specialkonsulent fra Naturstyrelsen.  

Det træ, der ligger i egecirklen, svarer desuden til, hvor meget træerne på én hektar i True Skov vokser pr. år lige nu. Det er ca. 16 kubikmeter fast biomasse.

Egecirklen er dermed både en historie, der peger fremad og følger skovens vækst, og allerede nu er det en god nyhed for de mange edderkopper, orme, insekter, tudser, fugle, snegle og svampe, der har fået et nyt kæmpe insekthotel midt i skoven.

Et mødested til hygge og historier

Cirklens fysiske form danner et mødested, hvor både børn og voksne kan samles til hygge og historiefortælling midt i True Skov.

Inde imellem egestammerne ligger der et lille rør med historien om ”Dragen der spiser træer”, som Anders Busse Nielsen har skrevet sammen med naturvejleder Jan Kjærgaard. Eventyret fortæller historien om de egetræer, der ligger i cirklen.

”Eventyret handler om, hvordan vi tynder skoven ud og hugger træet til flis – hvor ”dragen” er flishuggeren. Men de her egetræer rullede sig sammen og forsvarede sig mod dragen. Nu kan alle, der kommer forbi Egecirklen gå på jagt efter historien - og samtidig er det en indirekte opfordring til, at andre også lægger et eventyr eller en tegning herud,” siger Anders Busse Nielsen.

Lige ved indgangen til cirklen ligger en stak tomme rør sammen med en kort tekst, der opmuntrer besøgende til selv at skrive et eventyr om skoven eller laver en tegning af noget, de har oplevet i skoven. De mange historier kan lige som eventyret om dragen, gemmes i små rør rundt omkring i stammerne, som andre skovgæster kan glædes over.  

Find vej til egecirklen i True Skov

Egecirklen, som er markeret med rød ring på kortet, findes i det sydøstlige hjørne af Huleby.  Man kommer direkte forbi Egecirklen, hvis man går på den lange røde vandrerute, eller hvis man følger skovvejen fra indgangen til Huleby mod syd og drejer til venstre, når man møder den første tværgående skovvej. Så finder man egecirklen i udkanten af bevoksningen på venstre hånd. 

 

Egecirklen, markeret med rød ring på kortet, ligger centralt i True Skov i det sydøstlige hjørne af Huleby