Skovvandring i Blykobbe Plantage – hør om planerne for urørt skov

Naturstyrelsen inviterer til en skovvandring i Blykobbe Plantage, også kaldet Nordskoven, hvor man kan høre mere om planerne for urørt skov, og komme med input til planlægningen.

Blykobbe Å i skovens nordlige ende.

Hovedparten af Naturstyrelsens arealer på Bornholm er udpeget som urørt skov gennem politiske beslutninger af flere omgange i 2018, 2020 og 2021. Derfor er Naturstyrelsen i gang med at udarbejde nye planer for, hvordan arealerne skal forvaltes i de kommende år.

Nu er turen kommet til at lægge en plan for en af Bornholms mest benyttede skove, Blykobbe Plantage ved Rønne, også kendt som Nordskoven blandt Rønneboerne, samt det mindre areal Kilen, som ligger ved Sorthat-Muleby. Derfor inviterer Naturstyrelsen alle interesserede til en skovvandring i Blykobbe Plantage. Her kan man høre mere om planerne for området, og komme med spørgsmål og input.

Tid og sted

Torsdag 11. april 2024 klokken 16:00

Antoinette P-plads, Antoinettevej, 3700 Rønne

Husk praktisk fodtøj og påklædning.

Hvad er urørt skov?

Urørt skov skal styrke biodiversiteten, og særligt de sårbare og sjældne arter af dyr, planter og svampe skal få gavn af ændringerne. Urørt skov skal forstås som forstligt urørt. Det vil sige, at områderne gerne må plejes til gavn for natur, fortidsminder og friluftsliv, men at der ikke må tages træ ud med henblik på salg. Skovene bliver fortsat tilgængelige for offentligheden, men man vil opleve en større variation, flere gamle træer, hultræer, døde træer, skovlysninger mv.

Blykobbe Plantage (nederst) og det mindre skovområde Kilen (øverst).