Naturstyrelsen Kronjylland har 4 forvaltningsplaner for urørt skov i høring

Naturstyrelsen har den 15. december 2023 igangsat en offentlig høring af 52 forvaltningsplaner for urørt skov, med en høringsperiode der slutter den 1. marts 2024.

Naturstyrelsen Kronjylland har 4 forvaltningsplaner med et samlet areal på 918 ha i høring. Der er tale om skov/naturarealer lige fra Helgenæs over det nordlige Djursland til Midtjylland:

  • Helgenæs
  • Gjerrild Nordstrand
  • Fussingø Udskovene
  • Hjermind Skov

Forvaltningsplanerne beskriver de tiltag, der iværksættes for at sikre og udvikle naturværdier i skovene. Det betyder bl.a. at der skal fjernes træer, der ikke naturligt gror i Danmark. Der skal måske også fældes træer i bevoksninger, der i dag består af ens aldrende træer. Målet er at få de dyrkede skove til, at udvikle sig mod naturlige skove med større variation i form af lysninger mellem træerne, hvor der er gode muligheder for både urter og træernes frø til, at spire frem og danne en skov med naturlig variation.

Typisk produktionsskov med træer af samme alder og samme art. denne form for skov skal omdannes til mere naturlig skov med bl.a. flere arter af træer og træer i flere aldre.

En vådere skov og døde træer
Vandet i de dyrkede skove har i høj grad været forsøgt styret i grøfter og dræningskanaler. Disse søges bragt tilbage til noget nær det naturlige, så der visse steder i skoven i perioder vil være mere vådt. Igen vil dette medvirke til, at skoven udvikler sig mod mere naturlige forhold med mosaikker af træer og lysninger med skovsøer eller moser.

Der vil også kunne iværksættes, det vi kalder veteranisering af udvalgte træer, altså nogle tiltag der gør unge træer ”gamle”. Det gør vi ved at påføre træerne nogle skader, der efterligner de sår og skader rigtig gamle træer får med alderen. Eksempler på dette er skader efter lynnedslag, kækkede grene, svampeangreb, redehuller af spætter og en lang andre påvirkninger. Døde træer i de dyrkede skove er en mangelvare, så der skal skabes meget mere dødt ved i de kommende urørte skove.

Du kan kommentere på forvaltningsplanerne i høringsperioden
Du har mulighed for at indsende høringssvar til de konkrete udkast til forvaltningsplaner for urørt skov. Høringsportalen hvor de konkrete forvaltningsplaner og de tilknyttede kort kan ses, kan tilgås på følgende link: https://gis.nst.dk/difo/hoering/ Bemærk at du kommer ind på en hjemmeside for alle Naturstyrelsens arealer, at du derfor skal zoome ind til det konkrete planareal du er interesseret i, klikke på det så det bliver markeret, derefter klikker du på ”Plan” i højre side, hvorefter den pågældende plan kan læses.

 Arbejdet fortsætter
Der arbejdes fortsat på forvaltningsplaner for urørt skov. Næste hørings periode bliver efter sommerferien, og omfatter følgende arealer i Kronjylland: Lysnet, Klokkerholm Skov, Hald, Mønsted Kalkgruber, Stubbe Bro, Hyllested Bjerge, Mågeøen og Kalø-Skovene.