Gå med Naturstyrelsen i Skoven
Naturstyrelsen Fyn er ved at udarbejde forvaltningsplaner for en række skove, der skal udlægges til urørt skov, og inviterer derfor til
Borgermøde i Rudkøbing fredskov fredag den 2. februar kl 15-17. Mødested parkeringspladsen ved Fredskovvej 1B, 5900 Rudkøbing.
Borgermødet har form af en skovvandring i skoven, hvor vi fortæller om rammerne for udlægningen af skoven til urørt skov. Hvad betyder det i praksis for dig, der besøger skovene. Hvad kan du opleve fremover, og hvad vil der blive mindre af.
Når skovene udlægges urørt, ophører den forstlige produktion af råtræ i skoven og fokus for forvaltningen bliver i stedet at fremme skovenes naturindhold. Det sker blandt andet ved at favorisere en højere andel af hjemmehørende træarter som eg, bøg, birk, skovfyr og skabe plads til skovlysninger og til gamle træer, samt at sikre, at der kommer flere døde træer i skoven. I nogle skovområder er der gode muligheder for genoprette vådområder som skovsøer og skovmoser, der tidligere er blevet afvandet ved etablering af grøfter.
Mulighederne for friluftsliv vægtes også med i planerne, og vil blive drøftet under skovvandringen. Det er et vigtigt mål, at der er en god balance mellem naturhensyn og et fortsat aktivt friluftsliv.
Der er ingen tilmelding. Bare mød op og husk tøj og sko efter vejret.