Nu er forvaltningsplanen for Hov Vig endelig

Naturen bliver vildere og mere varieret: Nu er forvaltningsplanen for Hov Vig endelig

Nu er forvaltningsplanen for Hov Vig færdig og klar til at blive udført. Det betyder blandt andet, at den nuværende græsning af de store engarealer fortsættes, og der fortsat vil være behov for at bekæmpe invasive arter i dele af området til glæde for en række vilde dyr og planter.

Ikke hjemmehørende træarter begrænses, strukturen på overdrevene forbedres ved udlægning af sten til gavn for padder og markfirben, og der vil sine steder blive suppleret med hjemmehørende buske.
Dét er indholdet i forvaltningsplanen for Hov Vig, som netop er blevet færdig og klar til at blive udført. Planen sætter rammerne for, hvordan naturen skal gøres vildere – og næste step bliver at gennemføre aktiviteterne.

Skovløber Palle Graubæk, som har arbejdet i Hov Vig i mere end 40 år, glæder sig over at kunne fortsætte arbejdet. ”Det er en daglig fornøjelse at se, hvordan vi bevarer og gradvist forbedrer områdets naturindhold og samtidigt understøtter mulighederne for oplevelser og friluftsliv for de mange besøgende”.

Træerne bliver gamle
I de urørte skove er den kommercielle træproduktion ved at blive udfaset – hvilket betyder, at træerne får lov til at blive ældgamle og mosbegroet. Da skovene længe har været designet til skovdrift, er det nødvendigt med en vis naturgenopretning af områderne.

Derfor vil Naturstyrelsen Midtsjælland også arbejde i Hov Vig over den kommende periode. Her vil vi blandt andet fælde træer, som ikke hører naturligt hjemme i Danmark. De træer har nemlig få arter knyttet til sig – modsat de hjemmehørende træarter.

Planen for Hov Vig er kun én ud af 52 forvaltningsplaner for urørt skov, som er klar til at blive udført på landsplan. Planerne dækker blandt andet dele af Rold Skov i Jylland, Tisvilde Hegn i Nordsjælland og Vigelsø nord for Odense.

343 høringssvar på landsplan
De 52 forvaltningsplaner var i høring fra d. 15. december 2023 til den 1. marts 2024. I alt kom der 343 høringssvar fra borgere, interesseorganisationer, kommuner, statslige myndigheder og andre parter – hvoraf 3blev indsendt på forvaltningsplanen for Hov Vig.

Forvaltningsplanerne for urørt skov på statens arealer er et led i udmøntningen af Natur- og Biodiversitetspakken fra december 2020.

Her blev afsat 888 mio. kroner til blandt andet at udlægge mere urørt skov - og dermed have op imod 75.000 hektar urørt skov, hvoraf op til ca. 70.000 ha er på statslige arealer.

Yderligere oplysninger:

Skovløber Palle Graubæk, pal@nst.dk, 24621934

Læs mere om:

Forvaltningsplanerne: https://gis.nst.dk/difo/gaeldende/

Høringsnotat: https://naturstyrelsen.dk/media/1vdfrf4t/hoeringsnotat.pd