Nu er forvaltningsplanen for Tuse Næs (Bognæs og Hønsehals skove) endelig

Naturen bliver vildere og mere varieret: Nu er forvaltningsplanen for Tuse Næs (Bognæs og Hønsehals Skove) endelig

Nu er forvaltningsplanen for statens arealer ved Udby Vig på Tuse Næs (Bognæs og Hønsehals Skove)  færdig og klar til at blive udført. Det betyder blandt andet, at der kommer mere  lys i skovbunden, og at samspillet mellem de skovbevoksede og lysåbne naturområder fremmes til glæde for en række vilde dyr og planter.

Græssende kvæg finder føde ved skovenge og i krattene og skaber mere lysåbne skove. Vores hjemmehørende træ- og buskarter favoriseres ved at fjerne ikke-hjemmehørende træarter, og de store gamle løvtræer får lov at blive stående. Samtidigt vil friluftslivet i skovene fortsat blive tilgodeset, og det sikres, at man stadig kan færdes ad stier i skovene uden at skulle møde græssende dyr.

Dét er indholdet i forvaltningsplanen for Tuse Næs, som netop er blevet færdig og klar til at blive udført. Planen sætter rammerne for, hvordan naturen skal gøres vildere – og næste step bliver at gennemføre aktiviteterne.

”Vi har lavet en plan, som tager højde for de meget forskellige naturgivne betingelser for de to skove. Hønsehals Skov med strandengene har et stort naturpotentiale med lysåben græsningsskov både på den højtliggende morænebund samt på de lavereliggende marine aflejringer” siger projektleder Jonas Morsing Thomasen. ”Bognæs Skov er en mere næringsrig skov med spændende overgange til strandengene ud mod Isefjorden, og hvor det rige friluftsliv prioriteres højt”.  

Træerne bliver gamle 
I de urørte skove er den kommercielle træproduktion ved at blive udfaset – hvilket betyder, at træerne får lov til at blive ældgamle og mosbegroet. Da skovene længe har været designet til skovdrift, er det nødvendigt med en vis naturgenopretning af områderne. 

Derfor vil Naturstyrelsen Midtsjælland også arbejde på Tuse Næs over den kommende periode. Her vil vi blandt andet fælde træer, som ikke hører naturligt hjemme i Danmark. De træer har nemlig få arter knyttet til sig – modsat de hjemmehørende træarter. 

Planen for Tuse Næs er kun én ud af 52 forvaltningsplaner for urørt skov, som er klar til at blive udført på landsplan. Planerne dækker blandt andet dele af Rold Skov i Jylland, Tisvilde Hegn i Nordsjælland og Vigelsø nord for Odense. 

343 høringssvar på landsplan 
De 52 forvaltningsplaner var i høring fra d. 15. december 2023 til d. 1. marts. 2024. I alt kom der 343 høringssvar fra borgere, interesseorganisationer, kommuner, statslige myndigheder og andre parter – hvoraf 14blev indsendt på forvaltningsplanen for Tuse Næs

Forvaltningsplanerne for urørt skov på statens arealer er et led i udmøntningen af Natur- og Biodiversitetspakken fra december 2020. 

Her blev afsat 888 mio. kroner til blandt andet at udlægge mere urørt skov - og dermed have op imod 75.000 hektar urørt skov, hvoraf op til ca. 70.000 ha er på statslige arealer.

Yderligere oplysninger:

Skovrider Jens Peter Simonsen, jps@nst.dk, 23233765

Læs mere om:

Forvaltningsplanerne: https://gis.nst.dk/difo/gaeldende/

Høringsnotat: https://naturstyrelsen.dk/media/1vdfrf4t/hoeringsnotat.pd