I dag er dåvildtet blevet en meget mere almindelig vildtart i mange af de Sønderjyske skov. Fra kun at stå i de sydlige plantageområder, Frøslev og Bommerlund Plantager, samt Nørreskov på Als, ses dåvildtet i dag i flere skove og i særdeleshed i mange skove på Als. Årsagen til denne ændring kan til dels tilskrives lokale fredninger, udslip af dåvildt fra hjortefarme, men også bæredygtig afskydning i nye fremspirende bestande. Dåvildt er desuden en vildtart der let har ved at tilpasse sig menneskelige aktiviteter, hvilket også har haft en positiv indflydelse på bestandsudviklingen. I modsætning til kronvildt kræver dåvildtet ikke større sammenhængende skovområder, dåvildt trives også i landbrugsområder med spredte småskove, samt i de lidt større Sønderjyske løv- og nåleskove.
Historist set forsvandt dåvildtet i Danmark efter sidste istid. Dengang blev dåvildtet fortrængt sydpå til området på Balkanhalvøen. Dåvildtet er herefter vendt tilbage i 1100-tallet ved udsætninger, hvor det blev udsat i bl.a. dyrehaver på godser og på større ejendomme.
Dåvildtet er den næst største hjorteart, af de i alt 3 hjemmehørende fritlevende arter, der er i Danmark. Råvildt er den mindste men bestandsmæssigt den talstærkeste. Kronvildtet er den største, men bestandsmæssigt nu overgået af dåvildtet. Det skønnes at dåvildtbestanden i Danmark pt. er over 42.000 stk. (forår), hvorimod kronvildtet endnu ikke har rundet de 35.000 stk. (forår)
Juni som vi er i nu, er den periode på året hvor dåen (hundyr) primært sætter sin kalv. Dåen sætter blot én kalv/år, første gang når hun er ca. 2 år gammel. Brunsten/parringstiden ligger i oktober og starten af november, hvor man har mulighed for at høre dåhjortens (han) brunstlyde, -lyder som en slags ”grynten”. Dåen er drægtig i ca. 230 dage før hun sætter sin kalv.
Det er ikke blot i det Sønderjyske, at det går godt bestandsmæssigt for dåvildtet. Billedet er stort set det samme for resten af landet. Aldrig har der været så meget dåvildt i Danmark som tilfældet er netop nu. En rigtig solstrålehistorie. Og endnu en rigtig god grund til at tage en tur i skoven. Måske er det dig der er heldig at se en då med sin lille kalv eller en dåhjort, hvilket heldigvis er blevet mere ”normalt end sjældent” i de Sønderjyske skove. God tur!
Ung dåhjort (spidshjort) Foto: NST
Då Foto: NST