Nu er bestyrelsen nedsat for Naturnationalpark Husby Klitplantage

Nu er de 18 repræsentanter fundet, der skal udgøre bestyrelsen for Naturnationalpark Husby Klitplantage. Bestyrelserne erstatter de tidligere lokale projektgrupper, der var oprettet for hver af de 15 naturnationalparker.

Medlemmerne af bestyrelsen for Naturnationalpark Husby Klitplantage kommer blandt andet fra Holstebro Kommune, Spejderne og Sønder Fjand Grundejerforening.

Bestyrelserne skal sikre den lokale inddragelse i naturnationalparken og kan med den nye lokale formand Helle Sigh komme med input til Naturstyrelsen om forvaltningen af natunationalparken. Helle Sigh fortæller:

“De bedste resultater bliver skabt i et samarbejde med andre. Jeg ser meget frem til at komme med nye og friske perspektiver på Husby Klitplantage. Vi er de lokales stemme, og jeg ser frem til at samle vores input til Naturstyrelsen. Det bliver fantastisk at komme i gang med arbejdet.”

Også skovrider for Naturstyrelsen Vestjylland, Poul Ravnsbæk, ser frem til samarbejdet:

“Vi glæder os til at fortsætte arbejdet med etablering af naturnationalparken og ser frem til samarbejdet med den lokale bestyrelse med deres indspark og perspektiver. Formålet med naturnationalparken er fortsat at styrke biodiversiteten i området, hvor naturen kan udvikle sig på egne præmisser. Her er helårsgræsning med store græssende dyr og forbedringen af de hydrologiske forhold en central del. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser for friluftslivet. ”

FAKTABOKS: Om Naturnationalpark Husby Klitplantage

  • I Naturnationalpark Husby Klitplantage får den vilde natur plads, og dermed styrkes biodiversiteten i området. 

  • Hovedformålet med naturnationalparkerne er at styrke områdernes natur og biodiversitet ved at give mulighed for etablering af større sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad kan udvikle sig på egne præmisser. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser. Naturnationalparken forvaltes med natur og biodiversitet som hovedhensyn.

  • Naturnationalparken drives uden landbrug eller skovbrug, og skoven henlægges som urørt skov. Der vil udvikles en mosaik af forskellige naturtyper, der skal give gode levesteder for de vilde dyr og planter.

  • I naturnationalparken vil de græssende pattedyr være en vigtig brik i økosystemet. Dyrenes græsning, vandring, tråd, bid og skrab på træer og buske vil være med til at skabe lysninger og en mere varieret natur. 

  • Der skal genskabes naturlig hydrologi, så moser og vandhuller vender tilbage i landskabet. Derved vil der blive skabt mange varierede levesteder for en lang række sjældne og truede dyr og planter.

  • Med naturnationalparkerne sikres der plads til, at den danske naturs naturlige dynamikker kan slippes fri. Det betyder, at skovene vil blive præget af flere gamle, væltede og rådnende træer.

  • Naturnationalpark Husby Klitplantage rummer i dag et stort antal sjældne og truede arter af planter og dyr, som har brug for den lysåbne, våde natur og det døde træ for at overleve.